Denne liveblog opdateres ikke længere
Tak fordi du fulgte med!
Hvad skete der? Med 60,5 procent af stemmerne blev Morten Messerschmidt valgt som ny formand for DF. Han fik 499 stemmer. Martin Henriksen fik 219 og Merete Dea Larsen 107.
Nu venter der den nye formand en stor opgave med at få samlet partiet.
Tak fordi du fulgte med!
Siden formandsvalget søndag eftermiddag har 17 medlemmer meldt sig ud af Dansk Folkeparti, og 155 nye har meldt sig ind.
Det bekræfter Morten Messerschmidt samt partisekretær Steen Thomsen overfor TV 2.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at der er nogen, der har meldt sig ud, men det er da glædeligt, at der er så mange nye, der er kommet til, siger Morten Messerschmidt.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt er ligesom Marie Krarup utilfreds med, at Morten Messerschmidt løb med sejren.
Faktisk er hun slet ikke sikker på, at hun vil fortsætte i partiet under hans ledelse.
- Nu skal jeg gøre op med mig selv, om jeg har energi til det her, eller er jeg nået dertil, hvor jeg lukker og slukker, siger hun.
Liselott Blixtr er en af de 107, der stemte på Merete Dea Larsen.
Ifølge Morten Messerschmidt er et af de store problemer i DF, at der ikke har været en konsekvent nok ledelesstil de seneste år. Det vil han lave om på som ny formand, fortæller han.
Han vil eksempelvis slå hårdt ned, hvis DF-medlemmer kommer med kritik andre steder end internt i partiet.
- Hvis jeg ser et mønster af, at det bliver ved, vil jeg række en myndig henvendelse og sige, at det skal stoppe.
Hvis medlemmet ikke stopper der, får det hårdere konsekvenser – det kan for eksempel være eksklusion, fortæller Morten Messerschmidt.
Under de seneste ugers valgkamp har der været flere læk til pressen. Eksempelvis kom Ekstra Bladet i besiddelse af en lydfil fra et gruppemøde i Dansk Folkeparti, hvor Morten Messerschmidt kaldte Nye Borgerliges formand Pernille Vermund for en "led kælling".
Morten Messerschmidt holder pressemøde. Her bliver han blandt andet spurgt til den kritik, Marie Krarup netop er kommet med.
Hvor længe kan du leve med, at dele af din folketingsgruppe ikke støtter dig?
- Jeg forstå godt, at der er en masse følelser. Folk skal lige sunde sig. Men så må man også hurtigt gøre op med sig selv, om man er med eller ej, siger han.
Morten Messerschmidt uddyber, at hans ambition er at samle alle 16 mandater i Folketinget, men hvis de ikke støtter ham, så vil han opfordre dem til at nedlægge deres mandat.
Folketingsmedlem Marie Krarup er ikke tilfreds med valgets udfald. Det fortæller hun til TV 2.
- Jeg tror ikke på, at det kan lade sig gøre at samle DF med en formand, der har så dårlig en track-record. Det bliver umuligt at få DF til at være andet end et parti, der kæmper med møgsager, siger hun.
Hun refererer blandt andet til Meld og Feld-sagen, hvor Morten Messerschmidt er tiltalt for svindel med EU-midler.
Marie Krarup har tidligere nævnt, at hun håber, Inger Støjberg og Martin Henriksen vil gå sammen og danne et parti. Det håb har hun stadig:
- Jeg vil hellere melde mig ind og kæmpe for mine nationalkonservative værdier der, i stedet for i en hullet DF-skude, hvor der bare står Meld og Feld, splittelse og dårligt samarbejde på menuen, siger hun.
Marie Krarup understeger, at hun ikke ved, om Inger Støjberg planlægger at stifte et nyt parti.
Selv har hun planer om at blive i DF til næste valg, hvor hun ikke genopstiller.
Politisk redaktør Hans Redder og politisk kommentator Søs Marie Serup gør status efter dagens kampvalg i Herning.
De mener overordnet, at dagen er forløbet godt for Dansk Folkeparti.
- Jeg tror, at de fleste går lettede herfra. Det er foregået stille og roligt, og der var er klart resultat i første runde, siger Søs Marie Serup.
Flere havde spekuleret i, om det mon ville blive så dramatisk som i 1995, hvor Fremskridtspartiets landsmøde endte i kæmpe kaos. Her var både Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl til stede.
Det gjorde det langt fra, mener Søs Marie Serup, der alligevel peger på det kæmpe arbejde, der venter Morten Messerschmidt, når han skal forsøge at samle stumperne af et yderst splittet DF.
Morten Messerschmidt giver interview til TV 2. Her bliver han spurgt ind til Martin Henriksens kommentar, om at "Messerschmidt siger et og gør noget andet".
- Mon ikke følelserne sidder lidt uden på tøjet lige nu, lyder det, uden at Messerschmidt vil gå nærmere ind i diskussionen, om hvilken rolle Martin Henriksen kan spille i et Dansk Folkeparti under ham.
Noget mere klar i spyttet er Messerschmidt i forhold til den politiske linje.
Han slår fast, at DF er et borgerligt parti, og at DF kommer til at stemme på en borgerlig statsminister. Desuden går Messerschmidt efter, at DF skal komme i regering.
TV 2 fanger Martin Henriksen kort efter afgørelsen.
Han fortæller, at han er "okay" med resultatet, men selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke blev til en førsteplads.
- For mig har det vigtige været at give Morten Messerschmidt noget modstand, siger han.
Martin Henriksen griner, da TV 2s journalist fortæller ham, at Messerschmidt netop har sagt, at han håber Henriksen vil spille en fremtrædende rolle i DF fremover.
- Jaja, altså nu kender jeg jo Messerschmidt og ved, at han ofte siger et og mener noget andet, siger han.
Han uddyber, at dem, der har forsøgt at presse ham ud, nu sidder på magten i partiet. Og det får formentlig en betydning.
Henriksen henviser blandt andet til en video, hvor Pia Kjærsgaard siger, at hun vil have ham fyret.
Hvornår beslutter du dig for, hvad din rolle i DF skal være?
- Det kan da være, jeg allerede har besluttet mig og bare ikke vil sige det til jer, lyder det fra Martin Henriksen.
Martin Henriksen har tidligere udtalt, at han forventer at blive ekskluderet, hvis Morten Messerschmidt skulle vinde formandsvalget. Det har Messerschmidt dog afvist blankt.
Morten Messerschmidt møder pressen, efter at han er blevet udnævnt som ny formand. Og de kritiske spørgsmål står i kø.
Selvom Messerschmidt har vundet valget overbevisende, er der stadig cirka 40 procent, som ikke har stemt på ham. Desuden har flere partifæller meddelt, at de vil forlade Dansk Folkeparti, hvis Messerschmidt blev ny formand.
Det håber den nye formand dog ikke, at de gør, siger han.
- Jeg synes, at de skal blive og kæmpe for partiet, lyder det fra Morten Messerschmidt.
Han vil gøre det "attraktivt at blive", siger han.
Ifølge TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, er det dog tvivlsomt, om det rent faktisk er muligt for Messerschmidt at holde på alle. Derfor bliver de kommende dage meget interessante.
Stort set alle i salen rejser sig, da Morten Messerschmidt er færdig med sin tale. Det gælder dog ikke Martin Henriksen. Han klapper heller ikke.
Morten Messerschmidt indtager igen talerstolen - denne gang som ny formand for DF. Han takker alle dem, der har stemt på ham.
- Jeg er glad for de, der har stemt på mig. Men jeg nærer også den dybeste respekt for dem, der har stemt på Merete og Martin. Og jeg nærer også den dybeste respekt for Merete og Martin. Det er vigtigt for mig at sige, lyder det fra Morten Messerschmidt.
Han understreger, at der ikke vil komme nogle repressalier i forhold til, hvad der er sket i den seneste tid.
- Nu skal vi se fremad, siger han.
Optællingen er færdig, og det står nu klart, at Morten Messerschmidt bliver ny formand for DF
Han fik 499 stemmer og dermed 60,5 procent af stemmerne. Der skulle over 50 procent til for at blive valgt.
Merete Dea Larsen fik 104 stemmer.
Martin Henriksen fik 219 stemmer.
I alt har 828 afgivet deres stemme. 825 var gyldige. Der var ingen blanke.
Optællingen er forbi, og de delegerede skal indtage deres pladser. Om to minutter er resultatatet klar.
Mens optællingen er i gang, fordriver de fremmødte ventetiden med at snakke, drikke kaffe og spise kage.
Alt tyder på, at der er en god og hyggelig stemning som normalt ved Dansk Folkepartis årsmøder. Det på trods af, at omstændighederne er alvorlige, og partiet om kort tid får afgjort sin fremtid.
De 12 stemmetællere er netop ankommet til optællingslokalet, der ligger på etagen over kongressalen.
Foreventingen er, at resultatet er klart om 20-25 minutter.
Alle tre kandidater har holdt deres tale, og de delegerede er nu ved at sætte deres kryds.
Der er i alt 831 delegerede, som skal stemme. 957 var tilmeldt, men en række er faldet fra på grund af corona. Man kan nemlig kun stemme, hvis man møder fysisk op, og det kræver et gyldigt coronapas at komme ind i kongrescenteret.
Den nye formand skal vælges med absolut flertal. Det vil sige mere end 50 procent af stemmerne. Hvis en kandidat ikke opnår det i første runde, vil der komme en runde nummer to.
Merete Dea Larsen indtager talerstolen med en svada. Hun angriber sine modstandere og nævner blandt andet "kujonagtig undergravning", der "ødelægger partiet indefra".
Desuden henvender hun sig direkte til ungdomsorganisationen DFU. Hun mener, at det er problematisk, at de ikke har støttet den siddende formand, Kristian Thulesen Dahl.
DFU-medlemmerne, der er til stede i salen, ryster på hovedet. De har åbent erklæret deres støtte til Morten Messerschmidt.
Ifølge Merete Dea Larsen er en af hendes styrker, at hun ikke har været en del af de mange personlige stridigheder, der har været i partiet.
- Med mig ved roret får I en ny start, siger hun blandt andet.
Messerschmidt har nu holdt sin tale, og han modtager et kæmpe bifald, idet han forlader talerstolen.
TV 2s reporter på stedet noterer sig, at flere forlader salen, da Messerschmidt er færdig.
Det er nu den sidste kandidat, Merete Dea Larsen, der skal tale. Herefter følger afstemningen.