Hvis man er ikkevaccineret og lider af en eller flere kroniske sygdomme, vil man have forhøjet risiko for at få et alvorligt forløb med coronavirus.
Her er en oversigt over, hvad der typisk kendetegner de coronapatienter, der er blevet indlagt på intensiv de seneste måneder:
- Halvdelen af coronapatienterne på intensivafdelingerne er uvaccinerede eller har kun fået et stik, mens resten har fået to eller tre stik.
- Mænd er overrepræsenteret på intensiv, da de fylder 65 procent af sengene.
- En typisk patient på intensiv er 64 år. De ikkevaccinerede er i gennemsnit 55 år, mens de vaccinerede med to eller tre stik er 72-73 år.
- Knap to ud af tre patienter har en eller flere kroniske sygdomme som forhøjet blodtryk, diabetes, nyresvigt, hjertesvigt eller kroniske lungesygdom.
- Knap hver anden ikkevaccinerede har ingen kroniske sygdomme, mens det for de vaccinerede er mindre end hver femte, der ikke har en kronisk sygdom.
- Patienterne på intensiv er ofte lettere overvægtige. De har typisk en BMI på 29. Normalvægtige ligger mellem 18,5 og 25.
- Der går typisk syv dage, fra patienterne har mærket de første symptomer, til de bliver indlagt. Der går derfra en dag, inden de bliver sendt videre på intensiv.
Kilde: Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) for indlagte på intensiv mellem 1. november og 16. januar.