Dagens overblik

Dagens overblik: Rockstjernen Meat Loaf er død

En kommune må tænke kreativt for at skaffe personale, og Bilka afliver vandrehistorie, som går landet rundt.

Et ordsprog dikterer, at "miraklernes tid er ikke forbi".

Og det må en familie fra Herning sande, efter deres hund Apo overlevede 15 dage i den norske ødemark.

Apo, som er af racen 'bearded collie', blev skræmt væk af fyrværkeri nytårsaften, og 15 dage senere blev han til familiens store overraskelse fundet af en lokal mand.

Velkommen til dagens overblik.

Intensivlæge afblæser skrækscenarie

Fra én glædelig nyhed til en anden. Smittetallene slår i disse dage rekord på rekord, men det afspejler sig ikke i tallene for corona-patienter på landets intensivafdelinger.

Og det får Nicolai Haase, som er overlæge på intensivafdelingen på Rigshospitalet, til at afblæse det store skrækscenarie om, at coronasmittede patienter vil lægge landets intensivafdelinger ned.

Overlægen påpeger, at den nyeste rapport om coronasyge intensivpatienter i hele Danmark viser, at omtrent hver fjerde seng på en intensivafdeling hen over jul og nytår var fyldt op af en coronapatient. Nu er det cirka hver sjette seng.

Flertal blandt DF-vælgere foretrækker Messerschmidt som ny formand, viser Megafon-måling

På søndag bliver det afgjort, hvem der skal overtage stafetten som formand for Dansk Folkeparti, og valget står mellem partiets næstformand, Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

I en Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken svarer 54 procent af de 154 respondenter i undersøgelsen, der stemte på Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2019, at Messerschmidt er den, som kan sikre DF det bedste resultat som formand ved næste folketingsvalg.

Samme tendens ses i partiets bagland. Det viser en rundringning, TV 2 har lavet til DF's lokalformænd.

Rockstjernen Meat Loaf er død

Rocksangeren Meat Loaf med det borgerlige navn Michael Lee Aday er død i en alder af 74 år.

Det oplyser sangerens agent, Michael Greene, til det amerikanske medie Deadline, og det bekræftes på Meat Loafs Facebook-side.

Meat Loaf slog igennem med sit andet album, Bat Out of Hell, som blev en gigantisk succes og solgte flere end 43 millioner eksemplarer, hvilket gør albummet til et af de bedst sælgende nogensinde.

Man kan muligvis blive smittet med ny variant, selvom man har haft Omikron

En ny undervariant af Omikron spreder sig med lynets hast i Danmark, og selvom man har været smittet med Omikron, er man ikke nødvendigvis sikret mod at blive smittet igen. Det fortæller virusforsker hos SSI Anders Fomsgaard i ’Go morgen Danmark’.

Undervarianten, BA.2, har nemlig også spredt sig i Norge, og der har man set sådanne smittetilfælde.

Indtil videre kan Anders Fomsgaard ikke sige mange ting med sikkerhed, da BA.2 kun er blevet observeret i meget kort tid. Dog nævner han, at grunden til den hurtige spredning kan være, at BA.2 er mere smitsom.

Kommune må tænke alternativt, efter smitte har lagt vagtplaner ned

Flere kommuner oplever lige nu en massiv smitte blandt deres medarbejdere, og det betyder, at vagtplanerne kan have svært ved at hænge sammen. I Egedal Kommune, som ligger i Nordsjælland, har man taget alternative metoder i brug for at skaffe flere hænder.

Således kan man i opslag på flere af kommunens profiler på de sociale medier, herunder Facebook, læse, at de akut opfordrer alle borgere over 18 år til at overveje at søge job i kommunen - og opfordringen gælder især pensionister.

Tina Wils, der er sundheds- og omsorgschef i kommunen, siger til TV 2 Lorry, at opslagene allerede nu har givet pote.

***

På en fredag aften vil nogle danskere formentlig begive sig i Bilka for at købe bland-selv-slik eller andet godt til weekenden. Og hvis du også er én af dem, som har hørt en vandrehistorie om, at en coronasmittet kunde er gået rundt i Bilka Skalborg i Nordjylland, kan du altså trygt tage afsted.

For episoden, som efterhånden rygtes i hele landet, er ikke sand. Det slår Jacob Krogsgaard Nielsen, presseansvarlig i Salling Group, fast over for TV 2.

Rigtig god weekend.