Messerschmidt under beskydning - her er fem nedslagspunkter fra dagens DF-debat
Der blev også talt konkret politik under debatten, og flere ting er de fire kandidater faktisk enige om.
Søndag skete det endelig. De fire DF-formandskandidater mødtes ansigt til ansigt i en to timer lang debat.
Og bølgerne gik mildest talt højt.
Særligt Morten Messerschmidt, favoritten til at vinde, blev beskudt fra flere sider.
- Du bekymrer mig. Din linje er så konfrontatorisk, og jeg er i tvivl om, hvorvidt du kan samle partiet, sagde kandidaten Erik Høgh-Sørensen blandt andet.
Martin Henriksen langede også ud efter Messerschmidt.
- Nu nævnte du, at jeg var nedladende. Men du tager da førstepladsen for at være nedladende, sagde han og fortsatte:
- Lad mig spørge dig, Messerschmidt: Hvilke konkrete resultater har du opnået de sidste 25 år på udlændingeområdet?
Faktisk nåede debatten flere gange et punkt, hvor ordstyrer Hans Engell måtte bryde ind og minde parterne om, at dagens debat altså handlede om, ja... politik.
Herunder kan du læse fem nedslagspunkter fra debatten.
1. Iskold luft mellem Messerschmidt og Henriksen
Ikke overraskende var luften iskold mellem Morten Messerschmidt og Martin Henriksen. De to har været på krigsstien længe og er i løbet af valgkampen kommet til at repræsentere hver sin fløj i partiet.
Blandt andet kritiserede Martin Henriksen Morten Messerschmidt for ikke at tage ansvar for den kritiske situation, DF er havnet i med interne stridigheder og dalende vælgertilslutning.
- Ja, du nikker nok. Men du skal hellere indrømme, at du også har ansvaret for nogle af de mange møgsager, sagde Martin Henriksen.
Han refererede blandt andet til Meld og Feld-sagen, hvor Morten Messerschmidt er mistænkt for svig med EU-midler. Martin Henriksen mener, at den sag har har været ødelæggende for partiet.
2. Personlige stridigheder skal lægges på hylden
Selvom spydighederne føg gennem luften, lagde alle kandidaterne vægt på, at de ønsker mere fokus på politik og mindre fokus på personlige stridigheder.
- Så længe personligt fnidder fylder så meget, så bliver intet bedre, sagde Martin Henriksen blandt andet.
Spørgsmålet er dog, om det er så nemt at løse problemerne i toppen.
TV 2s politiske redaktør Hans Redder har tidligere peget på, at der er så meget ondt blod i partiet, at det umuligt kan stå helt tilbage efter 23. januar. Ifølge ham er det eksempelvis ikke realistisk med en DF-ledelse, der både består af Martin Henriksen og Morten Messerschmidt.
3. Hvad med regeringsmagten?
Ordstyrer Hans Engell spurgte parterne ind til, om det er vigtigst for dem at få DF i regering eller at holde de radikale uden for indflydelse. Ingen var i tvivl.
- Vi skal ikke indgå regering med de radikale, sagde Merete Dea Larsen.
Fra Morten Messerschmidt lød det:
- Alle katastrofale beslutninger står klæbet til de radikale. Jeg betragter Radikale Venstre som vores hovedmodstander i dansk politik.
Kandidaterne blev også spurgt ind til, hvem de vil pege på som statsminister. Ingen svarede klart, men alle vil umiddelbart pege på en fra blå blok.
4. Alle vil forblive i partiet
Ligegyldig hvem af de fire, som vinder formandsvalget, har alle planer om at fortsætte i DF, fortalte de.
Martin Henriksen føler sig dog meget usikker på sin fremtid, hvis Messerschmidt vinder. Det har han også nævnt flere gange før.
- Det er klart min opfattelse, at jeg bliver ekskluderet, hvis du bliver formand, Messerschmidt, sagde han.
Messerschmidt afviste dog blankt, at det er tilfældet.
5. Støjberg er velkommen
De seneste måneder har der været mange spekulationer om, hvorvidt tidligere venstre-minister Inger Støjberg ville melde sig ind i DF og måske endda stille op som formandskandidat for partiet.
Det gjorde hun som bekendt ikke.
Men alle fire kandidater gjorde det under debatten klart, at hun er "meget velkommen" i DF, hvis hun ønsker.
Hvilken rolle hun eventuelt vil kunne spille, kommenterede kandidaterne dog ikke på.
Messerschmidt er favorit
Hvem, der ender med at overtage formandsposten for Kristian Thulesen Dahl, afgøres på et ekstraordinært årsmøde 23. januar i Herning.
Ifølge TV 2s politiske redaktør Hans Redder er Morten Messerschmidt favorit til at vinde, men der bliver spænding frem til det sidste.
Det skyldes, at det er baglandet, som skal vælge formanden.
- DF har altid været ekstremt topstyret, og det er meget sjældent, baglandet har skullet træffe store beslutninger. Derfor er det i realiteten svært at vide, hvad de tænker, siger Hans Redder.
Det er over 900 delegerede, som skal stemme 23. januar. Formanden skal vælges med absolut flertal – altså over halvdelen af de afgivne stemmer.
Hvis du vil læse mere om de fire kandidater, kan du gøre det her.