Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 14. januar

Her får du seneste nyt om coronavirus i Danmark og verden.

Du kan se de seneste coronatal her

Kommune rammer højeste smitteniveau nogensinde

I Glostrup Kommune ramte incidenstallet fredag 3634, viser tal fra Statens Serum Institut. Det betyder, at 1 ud af 28 i kommunen har coronavirus. 

Det er det højeste smitteniveau, der nogensinde er målt i en dansk kommune under hele coronapandemien. 

Der er tale om 852 bekræftede tilfælde den seneste uge blandt kommunens 23.445 indbyggere. 

Kulturministeren har corona - misser genåbning

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er testet positv med coronavirus. Det skriver hun i et opslag på Facebook. 

- Jeg havde sådan glædet mig til at tage del i genåbningen af kulturlivet på søndag, men det må vente lidt for mit vedkommende. Så er der noget at se frem til fra corona-isolationen.

Det er blandt andet museer, biografer og zoologiske anlæg, der får lov at åbne søndag. 

Polens coronarådgivere går af i protest

13 ud af 17 coronarådgivere for den polske regering er fredag gået af. Det sker i protest mod regeringens passive holdning til pandemien, skriver NRK. 

I en fælles udtalelse skriver de tidligere rådgivere, at deres anbefalinger alligevel ikke fulgt af regeringen, og derfor ser de ingen grund til at rådgive. 

For få dage siden passerede Polen 100.000 dødsfald. I alt har 4,28 millioner været smittet i Polen. 

Holland genåbner for butikker og sexarbejdere

Holland lemper fra lørdag nogle af sine coronarestriktioner. Det siger premierminister Mark Rutte fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Blandt andet bliver butikker, frisører og fitnesscentre åbnet. Der åbnes også igen for sexarbejdere, oplyser premierministeren.

Barer, restauranter og caféer skal fortsat holde lukket frem til mindst 25. januar.

Spanien indfører makspris på selvtest

Spanien indfører makspris på corona-selvtests. Fremover må en test ikke koste mere end 2,94 euro, skriver det norske medie NRK. Det svarer til cirka 21 danske kroner. 

Der var også et ønske om at ændre reglerne, så supermarkeder må sælge selvtest. Det blev ikke vedtaget. Dermed er det fortsat kun apoteker, der må sælge selvtests i Spanien. 

Britiske myndigheder: Sikkert, at Omikron er mindre farlig

De britiske sundhedsmyndigheder føler sig "meget overbevist" om, at Omikron-varianten er mindre farlig end tidligere varianter. Det fremgår af en rapport offentliggjort fredag, skriver Reuters. 

- Der er nu stor tiltro til, at Omikron-varianten medfører lav risiko for alvorlig sygdom hos voksne, står der blandt andet i rapporten. 

Også herhjemme viser data fra Statens Serum Institut, at der er lavere risiko for alvorlig sygdom og død ved smitte med Omikron-varianten end Delta. 

141 af 171 sendt hjem fra efterskole

For under en uge siden fik landets efterskoleelever 8. januar lov til at vende tilbage til efterskolerne. Men på Staby Efterskole ved Ulfborg er over 80 procent af eleverne allerede sendt hjem igen på grund af coronavirus.

Det skriver TV MIDTVEST.

Eleverne bliver sendt hjem i isolation, hvis de testes positive eller er nær kontakt til en smittet. Derfor er kun 30 af 171 elever tilbage på skolen.

Af samme årsag har Skals Efterskole nord for Viborg sendt 60 af 130 elever hjem, selvom alle mødte ind med en negativ test efter jul.

Danmark skruer ned for vaccinationskapaciteten

Den kommende tid skrues der ned for vaccinationskapaciteten i Danmark.

Mens den samlede kapacitet i denne uge er over 400.000, ventes den i anden halvdel af februar at være skruet ned til 100.000 eller derunder.

Det oplyser Steen Jespersen, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, til Ritzau.

- Der er allerede mange, der har taget imod 3. stik, så behovet for en stor kapacitet i de kommende uger bliver stadig mindre, siger han.

Nægtede at vise coronapas og truede bartender med hardballpistol

En 39-årig mand fra Salling truede torsdag eftermiddag en bartender med en hardballpistol på værtshuset Don Muss i Nykøbing Mors, da hun bad ham om at vise coronapas.

Det skriver TV MIDTVEST.

Manden, som var fuld og påvirket, bliver nu sigtet for trusler på livet og uanstændig opførsel, oplyser lokalpolitiet i Thisted.

Lærere får lov til at bære mundbind

Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg har forlænget en række restriktioner på børne- og undervisningsområdet. Det betyder blandt andet, at forældre og besøgende forsat skal bære mundbind eller visir frem til 31. januar, og at elever på ungdoms- og voksenuddannelser skal vise coronapas.

Derudover får personale på grundskoler ret til at bruge mundbind, når de er på skolen. Dog ikke, når de underviser eller er i kontakt med elever.

Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet på sin hjemmeside.

Sveriges statsminister har coronavirus

Sveriges statsminister, Magdalena Andersson (S), er testet positiv for coronavirus i en kviktest.

Det oplyser hendes pressesekretær i en udtalelse til nyhedsbureauet TT.

Statsminsteren følger myndighedernes anbefalinger og arbejder nu hjemmefra, fremgår det.

Ellemann har coronavirus

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er testet positiv for coronavirus og kan derfor ikke deltage i fejringen af dronning Margrethes regeringsjubilæum.

Det skriver han på Twitter.

Ingen forskel på de hårdest ramte coronapatienter

Mens Omikron-varianten står for hovedparten af coronasmitten i Danmark, er langt størstedelen af de indlagte på landets intensivafdelinger smittet med Delta-varianten.

Selvom flere studier tyder på, at den nyeste variant er mildere, minder symptomerne hos de hårdest ramte Omikron-smittede dog meget om det sygdomsbillede, der har gjort sig gældende gennem hele pandemien. Det fortæller Thomas Benfield, der er overlæge på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling.

- Når patienterne når frem til os, er sygdomsbilledet nogenlunde det samme, uanset om de er smittet med Delta eller Omikron. Vi kan ikke se forskel, og vi behandler på samme måde, siger han til TV 2.

Ny strategi for skolelukninger

Stigende coronasmitte er ikke længere begrundelse nok til at lukke skoler og sende elever hjem. Derfor har myndighederne endnu ikke lukket nogen folkeskoler i det nye år. Det skriver folkeskolen.dk.

Styrelsen for Patiensikkerhed har skiftet strategi, så den kun undtagelsesvist vil udstede påbud om midlerlertidig lukning. Det blev Skolelederforeningen orienteret om torsdag, oplyser formand Claus Hjortdal til mediet.

- Lige nu sammenligner man altså corona med almindelig sygdom. Og det gør jo bare, at vi ude på skolerne skal til at tænke, som vi plejer. Vi skal lade være med at tænke det her som corona, siger han.

Familielæger stod bag hvert fjerde stik op mod jul

Der blev for alvor sat turbo på vaccineringen mod covid-19, da landets praktiserende læger kastede sig ind i kampen i slutningen af november. Det skriver Ritzau.

Tal fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser, at praktiserende læger fra uge 48 og frem til årsskiftet stod bag vaccination af 447.000 borgere.

De sidste to uger op til jul blev 351.000 personer vaccineret i landets lægehuse - svarende til hvert fjerde vaccinestik, der blev givet i Danmark.

Omikron dominerer blandt sygehusenes coronapatienter

På landets hospitaler er der nu klart flest coronapatienter, der bliver indlagt med Omikron-varianten. Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI) ifølge Ritzau.

I første uge af 2022 var det 34 procent af de nyindlagte patienter, der blev testet for, hvilken variant de havde. Af dem kom 86 procent tilbage med svar om, at det var Omikron-varianten.

SSI skriver i rapporten, at andelen af coronapatienter med Omikron kan være overestimeret.