Dronning i 50 år

Sådan foregik fejringen af dronning Margrethes store dag

Hvad sker der? Dronning Margrethe fejrede sit 50-års regeringsjubilæum. 

Hun og kongefamilien deltog i Folketingets officielle markering af dagen, og senere tog de sammen til Roskilde domkirke, hvor de lagde kranse på kong Frederik 9.'s grav. 

Læs om dagens begivenheder på livebloggen her. 

Dronningen og familien forlader Roskilde Domkirke

Dronning Margrethe og resten af kongefamilien forlader nu Roskilde Domkirke.

Det skete til tonerne af dronningens egen parademarch.

Familien kører nu hjem til Amalienborg i hver deres kronebil, da dette var sidste arrangement i dag. 

Det blev en kortere fejring af dronningens 50-års regentjubilæum end planlagt på grund af coronasituationen. 

Men dronningen tager revanche 10. og 11. september, hvor store dele af den oprindelige fejring er udskudt til.

Her vil der blandt andet blive afholdt gallataffel, og dronningen vil køre i karet gennem dele af København og vinke fra balkonen på Amalienborg. 

Kongefamilien lægger fem kranse på kong Frederik 9.'s grav

Dronning Margrethe og familien lagde fem kranse på kong Frederik 9.'s grav. 

En for hver af hans tre døtre, Margrethe, Benedikte og Anne-Marie, i tre forskellige farver. Derudover lagde kronprins Frederik og prins Joachim også en blomst. 

Kong Frederik er begravet på en ottekantet plads uden for selve kirken sammen med sin hustru, dronning Ingrid. 

Søværnets tamburkorps spillede 'Kong Frederik 9.'s honnørmarch' til ære for den afdøde konge imens.

Dronningen modtages af jubelråb i Roskilde

De fremmødte danskere hujede, da dronning Margrethe ankom til Roskilde med sin særlige togvogn. Herfra går turen videre til Roskilde Domkirke, hvor der skal lægges grav på kong Frederik 9.'s grav. 

Søværnets tamburkorps stod også klar og spillede ved ankomsten. Da hun tog videre, spillede og sang de 'Mandalay'. 

Dronningens statsråd nummer 550

Kongehuset har netop lagt et billede op på Instagram fra det statsråd, som dronning Margrethe og kronprins Frederik deltog i tidligere på dagen. Det var statsråd nummer 550 for dronningens vedkommende.

Barske vejrforhold ved kranselægning

Omkring klokken 12 ankommer dronningen og kongefamilien til Roskilde Domkirke, hvor de skal lægge kranse på Frederik 9.'s grav. Og det er med at holde på hat og blomsterkranse, for vinden viser sig fra sin barske side. 

Mens dronningen følger den røde løber til gravstedet, vil der være vindstød af kulingstyrke - omkring 16-17 meter i sekundet.

Dog skinner solen og temperaturen ligger på omkring 7 grader. Der oplyser TV 2 VEJRET.

Dronningens signatur i gæstebogen

Dronningen havde medbragt sin egen grønne ball-pen til underskriften på gæstebogen. 

De andre medlemmer af kongefamilien, kronprinsparret, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte, skrev med Folketingets fyldepen. 

Sidst dronningen skrev i gæstebogen var for ti år siden - ved 40-årsjubilæet. Før det var fem år tidligere ved kronprinsparrets bryllup. Så det sker ganske sjældent.

Bogen rummer også hilsner fra besøgende statsoverhoveder og andre kongelige. 

Kongefamilien rejser i særlig togvogn

Dronning Margrethe og kongefamilien kører nu til Roskilde med toget i en særlig kongelig salonvogn, som DSB forærede dronningen i 60-års fødselsdagsgave tilbage i 2000. 

Den er malet i en særlig rødbrun farve, der kaldes H.M. marron (Hendes Majestæts marron), og så er den indrettet med kirsebærfinér på alle vægge.

I vognen er der blandt andet et sofahjørne, spisebord med plads til otte og nogle wegener-stole.

Togvognen kan køre op til 200 kilometer i timen i hele Europa.

Dronningen forlader Christiansborg til lyden af demonstranter

Dronningen og kongefamilien forlader nu Christiansborg.

Mange danskere er mødt op for at fejre dronningen, selvom festlighederne egentlig er aflyst. Der var både børnehavebørn og folk, der var rejst helt fra Jylland for at fejre majestæten. 

Der er dog også demonstranter foran pladsen. Demonstrationen er blandt andet rettet mod regeringens coronahåndtering. Man kan blandt andet høre dem råbe "Vi har fået nok", "Ny forfatning" og "Folkestyre".

Spørgsmål fra

Spørgsmål

Michael:

Hvad hed musikstykket, der lige spillede?

Svar:

Kære Michael

Det var cellist Live Johansson og pianist Nicolai Kornerup, der spillede. Vi ved desværre ikke, hvad stykket hed. 

Múte B Egede kunne ikke være med

Grønlands landsstyreformand, Múte B Egede, skulle egentlig have været til stede og overrakt dronningen en gave. Det fortæller formand for Folketinget, Henrik Dam kristensen, fra talerstolen. 

Han er dog blevet forhindret i at deltage på grund af sygdom, lyder det. 

Dronningen får gave af Færøerne

Lagmand Bárður á Steig Nielsen holder tale for dronning Margrethe og giver en særlig gave til majestæten. 

50 planter af en særlig art, der skal plantes på en ø. 

- Visionen er, at øen skal se ud, som den gjorde, før der kom mennesker, fortæller han. 

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik lyttede med på talerne fra stolerækkerne. 

Mette Frederiksen giver en gave på vegne af Folketinget

Dronning Margrethe modtager et kunstværk, der skal symbolisere båndet mellem Grønland, Færøerne og Danmark. Det skal laves af tre kunstnere fra de tre lande. 

Et bånd dronningen, ifølge Mette Frederiksen, selv har været med til at styrke igennem årene. 

Kunstværket er endnu ikke lavet endnu, lyder det fra statsministeren.

- Man skal holde sig på måtten, men ikke være bange for at stå på den

Talen fra statsministeren fortsætter: 

- Kære dronning Margrethe, De er indbrebet af dannelse af udsyn og vid. De har en dyb pligtfølelse, siger Mette Frederiksen og fortsætter:

- Jeg vil tilføje, at de stadigvæk, efter 50 år, bærer den pligt med en smittende glæde. Deres kæmpe engagement afspejles enten i et stort smil eller dybe panderynker helt uden filter. De har tidligere sagt, at man skal holde sig på måtten, men ikke være bange for at stå på den.

Nu holder Mette Frederiksen tale

Henrik Dam Kristensen er færdig med sin tale og giver ordet til statsministeren. Normalt ville han have bedt forsamlingen rejse sig og håbe hurra, men det kan ikke lade sig gøre på grund af coronarestriktioner. 

Til gengæld gav de fremmødte en stor klapsalve. 

Herefter holder statsminister Mette Frederiksen: 

– Det er med ydmyghed, at jeg i dag vil forsøge at sætte ord på deres betydning for Danmark.

Frederiksen hæfter sig ved, at dronningen blandt andet har formået at samle den danske befolkning.

– Vores dronning er blevet vores samlingspunkt, siger statsministeren og peger på, at det senest har gjort sig gældende under coronakrisen.

- De personificerer værdier, vi kan se op til

Talen fortsætter med stor ros til dronningen: 

- De personificerer værdier, som vi andre kan se op til og spejle os i. Vi tager Deres budskab om ordentlighed. Budskabet om menneskelighed og hensynsfuldhed er et gennemgående tema om at tænke på andre end os selv. De værdier, De minder os om, går på tværs af tid og sted, siger Henrik Dam Kristensen. 

Nu taler Folketingets formand til dronningen

Henrik Dam kristensen, som er formand for Folketinget, taler nu til dronningen. 

- Det er med stor glæder og ære, at jeg kan byde velkommen, sådan indleder han Folketingets officielle markering af dronningens jubilæum. 

Formanden beklager, at der på grund af coronaepidemien ikke kunne være flere til stede. 

Højlydte demonstranter ved Christiansborg

Der er højlydte demonstranter foran Christiansborg Slot, mens dronningen og familien ankommer. Så vidt TV 2 er orienteret, er det en demonstration imod regeringens coronahåndtering og altså ikke en demonstration rettet mod kongefamilien og regeringsjubilæet. 

Gæstebogen

Alle medlemmer af kongefamilien skriver i Folketingets gæstebog ved deres ankomst, inden der afholdes taler.

Folketingets formand Henrik Dam Kristensen og statminister Mette Frederiksen skal om lidt holde tale for dronningen.

Første medlem af kongefamilien ankommer

Nu ankommer prinsesse Benedikte til Christiansborg.

Efter hende kommer prins Joachim og prinsesse Marie, dernæst kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. Og til sidst dagens hovedperson, dronning Margrethe.

Hvem er med?

På grund af corona er gæstelisten til dagens arrangement relativt kort. Der deltager cirka 35 personer. 

Foruden kongefamilien består de inviterede blandt andet af statsministeren og flere forhenværende statsministre, Folketingets præsidium (Folketinget formand og næstformænd, red.), partiledere, formænd og folketingsmedlemmer valgt for Grønland og Færøerne.

Blandt de inviterede er blandt andet statsminister Mette Frederiksen, Anders Fogh Rasmussen (tidligere statsminister), Henrik Dam kristensen (formand for Folketinget), Pia Kjærsgaard (tidligere formand for Dansk Folkeparti), Søren Pape Poulsen (formand for Det Konservative Folkeparti) og Mogens Lykketoft (tidligere medlem af Folketinget for socialdemokratiet).