Nyheder

Hans følgere skred til handling, da han blev afvist af prestigefyldt skole - det er en trussel uden lige, siger ekspert

Han fik afslag fra sit drømmestudie, og det har fået internettet til at samle sig i protest.

Det har været nogle vilde uger for 22-årige Axel Webber.

Mandag var han til audition på den prestigefyldte skuespillerskole Juilliard i New York. En audition, som han har fortalt om i mange af sine videoer på Tiktok, og hvor han tog sine følgere med helt tæt på få minutter op til prøven.

Dagen efter modtog han et svar fra skolen, som han læste højt for sine følgere. Et afslag. Axel Webber var ikke gået videre i optagelsesprocessen.

- Nu må vi finde en anden vej til at blive skuespiller. Tak for at følge med på rejsen, siger Axel Webber i videoen, der på nuværende tidspunkt har ramt 9,5 millioner visninger på det sociale medie Tiktok.

Umiddelbart lyder historien meget uskyldig, men afslaget har nu fået konsekvenser for Juilliard.

Det fik nemlig sat gang i nogle af hans 2,5 millioner følgere. The New York Times kunne blandt andet fortælle, at titusindvis af fans satte gang i støtten til Axel Webber under hashtagget #JusticeForAxel.

De udtrykte deres vrede på Webbers vegne på Juilliards Instagram-konto, hvor de i kommentarspor skrev kommentarer som: "Axel fortjener endnu en chance" og "Lad Axel komme ind, I fortryder det, hvis I ikke gør. Han bliver en fantastisk skuespiller".

Et af kommentarsporene er på nuværende tidspunkt oppe over 18.000 kommentarer.

Det er en trussel uden lige, som den digitale virkelighed har medført

William Atak, Kommunikationsekspert

Webbers fans lavede flere end tusind 1-stjernes anmeldelser på Google og gav skolen dårlige anmeldelser. For flere var det endda på tale at samles på skolens campus for at udtrykke deres uenighed. Det skriver The New York Times.

Det fik også flere berømte mennesker - blandt andet sanger Charlie Puth - til at kommentere på Axel Webbers afslag og fortælle om, hvordan de selv fik afslag.

Behov for opmærksomhed og akut tilfredsstillelse

Det, vi er vidne til, er ikke så usædvanligt, forklarer William Atak, der er kommunikationsekspert med speciale i shitstorms.

Han fortæller, at der er tale om én med mange følgere, som opleveler idoldyrkelse. Han har brug for oprejsning og en sejr efter et nederlag og vender sig derfor mod sine følgere. Og som influencer har han lettere adgang til hævn end andre. Også selvom han ikke selv har opfordret til hævn.

Om fem og ti år kan man finde negative fodspor

William Atak, Kommunikationsekspert

Hans følgere har også brug for opmærksomhed og tilfredsstillelsen ved at hjælpe deres ”ven”. Og det er blevet let at skride til handling i trygge omgivelser uden at tænke over konsekvenserne, lyder det fra kommunikationseksperten.

- Det er en let handling at udføre for at føle tilfredsstillelse, ved at man har hjulpet en 'ven' i nød. Man kan kalde det et instinkt. Man har behov for at hjælpe. Men det er fremmede mennesker, som vi stoler på på nettet.

- Det nye er, at man på rekordtid kan komme ud til alle de her mennesker. Og det er en trussel uden lige, som den digitale virkelighed har medført.

30 millioner visninger i sidste uge

Men Axel Webber ser ud til at ride på en bølge. For i sidste uge kunne TV 2 ligesom en masse andre internationale medier fortælle om en helt almindelig 22-årig på Tiktok, der havde lavet en fremvisning af sin ualmindelige lille lejlighed på 9 kvadratmeter i New York, som havde fået 30 millioner visninger på Tiktok. Det var Axel Webber.

Og han har altså siden reddet videre på den bølge og inviteret alle sine nye følgere med ind i sit hverdagsliv i New York med alt fra tøjvask til madlavning og forberedelserne til optagelsesprøven på Juilliard.

Folket mod eliten

Den kamp, som man ser, når der opstår en shitstorm af denne her karakter på de sociale medier, er ofte folket mod eliten. Den fattige mod den rige. Den svage mod den stærke.

Men nu kan det ifølge William Atak faktisk skifte. Hvis det for eksempel får konsekvenser for en marketingsansat på Juilliard, og vedkommende bliver fyret, så vil han være en del af folket, og Axel Webber vil være eliten som Tiktok-stjernen med mange følgere, der fik ham fyret.

- Tingene kan hele tiden ændre sig. Man har lyst til at beskytte den svage i flokken.

Derfor vil William Atak råde Axel Webber til at tage ansvar.

- Der er sket en kæmpe skade ved det her. Han kan ikke rette op på det, men han kan moralsk gøre det rigtige.

The New York Times kan da også berette om, at der var følgere, der begyndte at vende sig mod den 22-årige. Flere påstod nemlig, at det var et mediestunt, og at han ikke var ægte. Det fik folk til at dykke ned i hans baggrund, familiehistorie og Linkedin-konto. Nogle begyndte at bruge hashtagget #Axelgate.

Men både Axel Webber selv og andre har været ude og afvise, at det er et mediestunt.

Konsekvenser mange år ude i fremtiden

For en skole som Juilliard er den helt store konsekvens ifølge William Atak, at en shitstorm som denne efterlader negative spor på internettet.

- Om fem og ti år kan man finde negative fodspor, der i virkeligheden bare startede ved en sag, hvor en elev ikke blev lukket ind. Det kan i værste fald resultere i, at nogle fravælger skolen.

I Danmark har man set flere tilsvarende sager, hvor elever er blevet smidt ud af skoler, og internettet har reageret.