Jahn Sørensen på besøg i kz-lejren Neuengamme. - Det eneste, der var rigtigt, var jo, at han havde været i Neuengamme. Resten var noget, jeg stykkede sammen fra noget, der ikke var rigtigt, siger Jahn Sørensen.
Den ukendte arv

Familien troede, at faren var modstandsmand, men de havde levet på en løgn

Jahn Sørensen får hjælp til at få svar på, hvad der i virkeligheden skete med hans far under krigen. Og svaret er noget chokerende.

Jahn Sørensen sidder med en lille sort metalæske i hænderne. Der breder sig en mærkelig følelse i kroppen, og det hele kommer pludselig så tæt på.

Alligevel er han ikke et sekund i tvivl. Det er det helt rigtige at åbne æsken.

Indpakket i bobleplast ligger et lille gammelt armbåndsur.

Det ser skrøbeligt ud, er det første, Jahn Sørensen siger, da han tager uret op. Men det er selvfølgelig også mere end 75 år gammelt.

Det er nemlig hans fars ur – Orla Sørensen. Uret blev han tvunget til at aflevere, da han tilbage i februar 1945 ankom til koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland.

Mens Jahn Sørensen sidder med uret i hænderne, melder spørgsmålene sig.

- Hvis min far havde været her i dag, kunne det jo være, at jeg var så heldig at få noget mere frem om, hvad der var sket ham, siger Jahn Sørensen.

Det har han nemlig ikke haft held med, mens faren var i live.

Jahn Sørensen har altid været nysgerrig på, hvad hans far oplevede under 2. Verdenskrig. Og især på opholdet i koncentrationslejren Neuengamme og farens oplevelser som modstandsmand.

Men hver gang han spurgte ind til det, lukkede faren i. Det føltes, som om faren gemte på en hemmelighed, som for alt i verden ikke måtte komme frem.

Og måske var der en god grund til det.

En rejse begynder

Uret viser sig at rumme en dramatisk historie.

Det lå gemt væk i et tysk arkiv i 75 år, og først i foråret 2020 endte det i Jahn Sørensens hænder.

Det er her, rejsen begynder.

En rejse, der skal ende med at give Jahn Sørensen svar på, hvilken hemmelighed fra krigens år hans far aldrig delte med ham.

En mystisk tatovering

Jahn Sørensen husker sin far som en god familiefar, der gerne tog ham på cykelture til havnen i Aarhus, hvor de fiskede.

Orla Sørensen var en venlig mand, der helst ikke ville diskutere. Opstod der en diskussion, var det ikke unormalt, at faren trak sig.

- Han var en god far, og jeg har aldrig oplevet ham ophidset eller oprevet, fortæller Jahn Sørensen.

Faren gik aldrig i korte bukser eller havde bar mave – ikke engang kortærmet skjorte. Hvis det var varmt, smøgede han bukserne og skjorteærmerne lidt op.

Dog var der én enkelt gang, hvor han så sin far uden tøj på overkroppen. Og her opdagede Jahn Sørensen den lille tatovering.

Dengang var det atypisk at have en tatovering i forhold til i dag, men det var alligevel ikke noget, som Jahn Sørensen tænkte videre over. Og han fik altså aldrig spurgt ind til, hvilken betydning den havde.

Men farens tatovering havde en helt særlig betydning.

Og hvad den betyder, får Jahn Sørensen svar på, da han sammen med eksperter i TV 2-programmet ‘Den ukendte arv’ dykker ned i de tilgængelige informationer om Orla Sørensen under 2. Verdenskrig.

Tysklandsarbejder

Jahn Sørensen har altid fået fortalt, at hans far var modstandsmand i København og var blevet taget af tyskerne der og sendt til Neuengamme.

Og med håbet om at finde ud af mere søger han i første omgang efter sin far i en modstandsdatabase på internettet. Men der dukker intet op på Orla Sørensen.

Jahn Sørensen mødes i forbindelse med tv-optagelserne med Peter Birkelund, der er arkivar på Rigsarkivet og seniorforsker og ph.d. i 2. verdenskrig og dansk besættelsestid samt modstandsbevægelsen.

Og han har fundet noget frem om Orla Sørensen.

Eksempelvis et militærstamkort, der kan fortælle en del om Orla Sørensen.

For her kan man se, at han har været i hæren, da Danmark blev besat 9. april 1940. Og endda også, at han var utroligt egnet som soldat.

Men det er på bagsiden, at det mest interessante står.

For Orla Sørensen havde en rejsetilladelse, der gjaldt fra 2. januar 1941. Den eneste måde, man lovligt kunne rejse ud af det besatte Danmark, var, hvis man rejste til et andet tyskbesat land.

Orla Sørensen rejste til Tyskland, hvor han i første omgang arbejdede i en kort periode hos Luftwaffe – Nazitysklands luftvåben.

Han vendte tilbage til Danmark, men rejste allerede afsted igen i maj måned og fandt arbejde ved det tyske postvæsen.

- Før søren da. Hold da op, det har jeg aldrig vidst noget om, siger Jahn Sørensen efter den overraskende drejning på sin fars historie.

Hans far var altså ikke modstandsmand, men i stedet tysklandsarbejder. Og det var han langtfra den eneste, der var.

Høj arbejdsløshed sendte danskere til Tyskland

Der er nemlig også en anden historie om besættelsestiden end den om modstandsfolk.

Over 100.000 danskere rejste nemlig til Tyskland for at arbejde, hvilket anslås at være en tiendedel af den samlede manuelle arbejdsstyrke i Danmark dengang.

Det var ikke med en enorm appetit på at arbejde for Nazityskland. De ville simpelthen bare have et arbejde og tjene penge til deres familier. Det fortæller lektor i historie Therkel Stræde.

For da Danmark blev besat, opstod der meget høj arbejdsløshed i landet.

Og det var også helt lovligt, men fordi man på en eller anden måde havde hjulpet den tyske krigsindsats, var det ikke noget, man pralede af efter krigen. Eller resten af livet for den sags skyld.

Jahn Sørensen har levet et helt liv i troen om, at hans far var i modstandsbevægelsen. At han var en af heltene.

Og at han arbejdede i Tyskland, er ikke det eneste overraskende, der dukker op, da de først begynder at grave i Orla Sørensens historie.

Trak i fjendens uniform

I sommeren 1944 begyndte modstandsbevægelsen at samle oplysninger om folk, der arbejdede for tyskerne. Det skete i et interneringskartotek.

Og her dukker Orla Sørensens navn også op.

Han var frivillig vagt i SS – det nazistiske militariserede elitekorps, der også talte det hemmelige politi Gestapo.

Begge dele var ledet af Heinrich Himmler, der var en af Adolf Hitlers mest betroede medarbejdere og en af de nazistiske ledere, der var mest involveret i holocaust.

I dokumenterne står det sort på hvidt, at Orla Sørensen frivilligt meldte sig til SS. Og at han endda meldte sig til krigstjeneste for hele krigen.

At han trak i fjendens uniform, er noget af det sidste, Jahn Sørensen kunne forestille sig om sin far.

Men hvorfor endte Orla Sørensen i koncentrationslejr, hvis han kæmpede for tyskerne?

Det chokerende svar skal findes i en af Europas bedst bevarede fangelejre.

Ikke bare landsforræder

I sin søgen på svar rejser Jahn Sørensen sammen med sin kone, Hanne, til Frøslevlejren tæt på den dansk-tyske grænse.

Her bliver han i en tidligere fangebarak taget tilbage i tiden. Tilbage til et noget overraskende valg, som hans far tog i 1941.

Dennis Larsen, der forsker i danskere, der har været i tysk tjeneste på Østfronten, har gravet flere informationer frem om Orla Sørensen i gamle arkiver.

I dokumenterne står der, at Orla Sørensen meldte sig ind i Frikorps Danmark i 1941. Men også at han blev medlem af DNSAP – Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, der mere eller mindre kopierede Adolf Hitlers politik.

Orla Sørensen var altså ikke “bare” landsforræder. Han kunne også karakteriseres som nazist.

Orla Sørensen kom lidt tid efter til Østfronten for at kæmpe for tyskerne, hvor han blev såret og måtte indlægges i en periode på et hospital i Tyskland.

Måske har skaderne givet ham ar, men Jahn Sørensen har aldrig bemærket noget, for han så jo sjældent sin far afklædt.

Derfor vidste han heller ikke, at farens syv millimeter lange tatovering på venstre overarm i den grad var en usædvanlig tatovering hos en dansk familiefar.

Det var nemlig en SS-tatovering, som viste farens blodtype, i tilfælde af at han skulle blive såret.

Tager en livsfarlig beslutning

Der står ikke noget i dokumenterne om, hvad Orla Sørensen specifikt lavede i årene, efter han blev såret. Men i maj 1944 kan man igen se, hvad der skete i Orla Sørensens liv.

Han tog fra Tyskland til hjembyen Aarhus og holdt orlov. Tiden brugte han med sin kæreste Karla, og her tog han en stor og risikofyldt beslutning.

Måske var det under påvirkning af kæresten. Måske havde han erkendt, at tyskerne ville tabe, og at han derfor var i livsfare.

Men han besluttede sig i hvert fald for at desertere.

Han brændte sin uniform og flygtede til København sammen med kæresten Karla.

Det var decideret farligt at gøre, men han slap godt fra det. Lige indtil 18. september 1944.

Her blev Orla Sørensen anholdt af dansk politi, som havde indgået en aftale med tyskerne om at aflevere desertører til SS.

I omkring fem måneder ventede Orla Sørensen i Vestre Fængsel på at få afgjort sin skæbne. Men dommen trak ud, fordi dommeren ifølge dokumenterne opfattede Orla Sørensen som en god SS-soldat, og at hans faneflugt måske var sket på grund af ungdommeligt letsind og kæresten Karlas påvirkning.

Men dommen faldt.

Orla Sørensen fik otte et halvt års fængsel og blev ført direkte fra fængslet i København til den tyske koncentrationslejr Neuengamme.

Det var her, de fleste danskere blev interneret, og derfor fik koncentrationslejren en uhyggelig rolle under besættelsestiden.

Hver anden fange døde i Neuengamme

Døden var allestedsnærværende i koncentrationslejrsystemet – også i Neuengamme, der ikke var en udryddelseslejr.

Alligevel døde der i gennemsnit 86 fanger om dagen. Dødsårsagen kunne være alt fra mishandling til drab og underernæring.

I løbet af krigen var der omkring 100.000 fanger i Neuengamme. Halvdelen af dem døde.

Danskere i kz-lejre

Omkring 6100 danskere blev deporteret til en koncentrationslejr eller et tugthus i Tyskland under 2. Verdenskrig. Deportationerne startede 1. oktober 1943, umiddelbart efter den danske regering havde trukket sig. 

Først var det jøderne og kommunisterne, der blev anholdt og deporteret. Derefter modstandsfolk, kriminelle, såkaldte "asociale", politifolk og grænsegendarmer.

De danske myndigheder protesterede og henviste til de tyske løfter fra 9. april 1940, men det hjalp ikke.

Myndighederne forsøgte i stedet at komme de deporterede til undsætning. Det gjorde man eksempelvis ved at skabe kontakt mellem de deporterede og deres pårørende ved at forsøge at få lov til at inspicere de kz-lejre, hvor danskerne sad, og ved at sørge for, at de modtog pakker fra Danmark med mad og tøj. 

Og til sidst ved at få de danske fanger hjem til Danmark igen.

Kilde: Nationalmuseet

Når man som fange ankom til Neuengamme, var det første, man blev mødt af, stanken fra de tusindvis af fanger med diarré. Stanken trængte ind alle vegne. Også i de togvogne, som fangerne stod stuvet sammen i på vej til lejren.

Når togvognene nærmede sig, kunne fangerne høre råb og skrig.

Og det blev ikke mindre grufuldt, når man kom inden for portene. For inde bag pigtrådshegnet var der ingen retfærdighed.

Orla Sørensen blev sammen med de andre nyankomne fanger ført ind som kvæg i lange rækker, og her startede den første nedværdigende proces.

Han skulle aflevere sine personlige ejendele – heriblandt armbåndsuret. Uret blev lagt i en papirspose, hvor hans navn blev skrevet på.

Hensigten var at dehumanisere fangerne. Stjæle deres identitet. Og med et nummer syet på brystet blev de reduceret til også kun at være et nummer i ordets eneste forstand.

Orla Sørensen og hans medfanger blev dagligt gennet hen på den store appelplads med slag, spark og hundeglammen.

Her blev de stillet op på rad og række. Akten kunne tage timevis, og længden afhang af SS-vagternes humør.

Forstod du ikke tysk og derfor ikke en ordre, blev du slået og sparket. Mishandlet. Og det skabte traumatiske oplevelser – både for den fange, der blev udsat for volden, og også for dem, der stod ved siden af og ingenting kunne gøre.

En af de værste koncentrationslejre

Neuengamme var ikke en udryddelseslejr ligesom Auschwitz, men den udviklede sig alligevel til en af de værste koncentrationslejre.

Neuengamme var uhumsk. I løbet af lejrens syv års eksistens passerede omkring 100.000 personer igennem. Kun cirka halvdelen af disse overlevede.

Et par tusinde fanger blev henrettet – de øvrige 48.000 blev tævet, pint, sultet eller arbejdet ihjel.

Da krigen sluttede, blev danske fanger afhentet af de hvide busser. 350 af de 6000 danskere overlevede ikke Neuengamme.

Kilde: Kristeligt Dagblad og historienet.dk 

En ubehagelig oplevelse

På helt samme appelplads står Jahn Sørensen nu 77 år senere. Han er dog, i modsætning til hvad hans far var, en fri mand – kun på besøg i Neuengamme, der i dag er et museum.

Men selvom krigen for længst er slut, og pinslerne stoppet, gør det stort følelsesmæssigt indtryk på Jahn Sørensen.

Der går mange ubehagelige tanker gennem hans hoved, da han står der på pladsen. Egentlig ikke tanker om, hvorfor hans var endt i koncentrationslejren, men mere hvordan det mon har været for faren.

Heldigvis overlevede Orla Sørensen sit ophold i Neuengamme og blev hentet med en af de sidste hvide busser til Sverige i maj 1945.

Og godt fem år senere kom Jahn Sørensen til verden.

De hvide busser

Busserne var hvidmalede rutebiler, som hentede danske og norske fanger hjem fra tyske kz-lejre. Der var flere tusinde fanger, der blev evakueret fra lejrene i de sidste måneder af 2. Verdenskrig.

Den storstilede operation blev også kendt som "Bernadotte-aktionen", fordi grev Folke Bernadotte, som var vicepræsident i svensk Røde Kors, spillede en afgørende rolle i forbindelse med aftalen med tyskerne.

Transporten hjem til Sverige og Danmark blev et livslangt minde for de befriede fanger. Men oplevelsen betød også meget for de personer, som hjalp fangerne – chauffører, læger, sygeplejersker og værnepligtige.

Det var nemlig chokerende at møde de ofte meget afkræftede og syge fanger, og fangernes beretninger om grusomhederne gjorde også dybt indtryk.

Kilde: Nationalmuseet

Blev rådet til at pakke traumet væk

Jahn Sørensen har ligesom mange andre altid været interesseret i 2. Verdenskrig, men det var som sagt ikke meget, han fik ud af at spørge ind til krigen hos sin far.

Men i dag forstår han godt, at hans far ikke har haft lyst til at tale om rædslerne i koncentrationslejren.

Og det var bestemt ikke en unormal adfærd.

For rigtigt mange af de mænd og kvinder, der sad i tyske koncentrationslejre, talte ikke efterfølgende om, hvad de havde oplevet.

Forklaringen kan være mange ting. Men efter krigen blev det anbefalet af professionelle – eksempelvis psykologer og psykiatere – at man skulle lukke traumet inde og se at komme videre.

Kz-syndrom

Opholdet i en tysk koncentrationslejr skadede mange af fangerne psykisk. De blev indesluttede og depressive, og nogle blev opfarende og anspændte.

Hyppige uhyggelige og angstfyldte mareridt plagede også mange. 

Tilstanden fik nogle år efter krigen navnet "kz-syndrom". Det var en dansk læge, som selv havde været kz-fange, der beskrev tilstanden, som blev anerkendt i 1954. 

Siden 1980 har man kaldt denne tilstand for ptsd – posttraumatisk stresssyndrom.

Kilde: Nationalmuseet, netpsykiater.dk og Det Jødiske Museum

Det gjorde Orla Sørensen. Men om det var derfor, eller fordi han skammede sig over at have været en del af SS – eller måske en kombination – det ved Jahn Sørensen stadig ikke den dag i dag.

Derfor blev han også meget overrasket, da det gik op for ham, hvilken hemmelighed hans far gennem alle årene havde gået og holdt på.

- Det eneste, der var rigtigt, var, at han havde været en tur i Neuengamme. Alt andet er noget, jeg har stykket sammen fra noget, som har vist sig ikke at være sandt, siger Jahn Sørensen.

De mange helt nye og temmelig overraskende oplysninger om hans far kom bag på Jahn Sørensen, men det har ikke ændret hans syn på sin far. Tværtimod.

Stolt af sin far

Han husker ham stadig som den rare og kærlige far, der altid prøvede at gøre det bedste for familien.

I dag ærgrer Jahn Sørensen sig over, at hans far ikke fortalte om sine oplevelser. Men han bebrejder ham ikke.

- Jeg er stolt af min far. Stolt af, at han på trods af sine oplevelser og frygt for repressalier formåede at holde på sin hemmelighed og skabe sig et godt familieliv efter krigen, siger Jahn Sørensen og tilføjer:

- Ikke så stolt af nazistdelen, men det må man tage med. Det kan jeg jo ikke lave om på.

Hvis Jahn Sørensen kunne møde sin far i dag, ville han selvfølgelig gerne prøve at få hele farens historie fortalt. Men han ville allerhelst fortælle sin far, at han er stolt af ham.

Med den viden, Jahn Sørensen har i dag, kan han godt blive ked af at vide, at hans far måske ikke har turdet fortælle om sin rolle under krigen.

- Han var selvfølgelig bange for omverdenens syn på ham, men måske også bange for at frastøde mig.

Han trøster sig dog med troen på, at hans far har været kærester med Karla i nogle år efter krigen. Og hun kendte jo til hans hemmelighed.

- Jeg vil da håbe, at han har snakket med hende om sine oplevelser. At han har kunnet læsse af på hende, for det har han da haft behov for.

I starten af maj 1984 blev Orla Sørensen indlagt, fordi han havde blødninger fra åreknuder på spiserøret.

Da han blev indlagt, spurgte Jahn Sørensen, om han skulle skynde sig til hospitalet, men fik at vide, at det ikke hastede. Under to døgn senere afgik hans far ved døden.

Jahn Sørensen nåede aldrig at få sagt farvel.

Se 'Den ukendte arv' på TV 2 onsdag aften klokken 20.50. Du kan allerede nu se de to første afsnit på TV 2 PLAY.