Er epidemien ved at være slut? Vi står i hvert fald et bedre sted nu, siger eksperter

Positive toner lyder fra blandt andet Seruminstituttet. Med god grund, mener eksperter, men corona er ikke et overstået kapitel.

I endnu en mørk vinter med nedlukninger, tildækkede ansigter og rekordhøje smittetal dukker nu opløftende meldinger frem.

Coronavirussen kan ifølge flere eksperter med sandsynlighed begynde at løsne sit jerngreb om samfundet allerede i foråret.

I tirsdagens Politiken erklærer professor Lone Simonsen fra Roskilde Universitetscenter sig “ganske sikker på”, at Omikron-varianten markerer begyndelsen på “slutspillet” efter en januar, hvor smitten i samfundet vil toppe.

Tre ting bliver afgørende

Den faglige direktør i Statens Serum Institut (SSI), Tyra Grove Krause, så ligeledes lyst på den nære fremtid og fortalte 3. januar til TV 2, at hun er “håbefuld” for, at befolkningen efter de kommende par måneder vil vende tilbage til en normal tilværelse uden restriktioner.

Spørger man Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, om epidemien nærmer sig sin afslutning, er der i øjeblikket positive takter, som peger i den retning, mener han.

- Det kommer an på, hvad man mener med "afslutning". Men jeg forestiller mig, at vi vil se epidemien dø ud i foråret, siger han.

Til foråret bliver tre faktorer helt afgørende, siger han. For mange skal smittes og dermed opnå naturlig immunitet, mange skal vaccineres, og til sidst er der sæsoneffekten.

Ifølge Viggo Andreasen bør man gøre sig det klart, at det ikke betyder, at corona forsvinder. Der er masser af corona mange andre steder i verden, og hvor godt den naturlige immunitet vil se ud til efteråret, er endnu svært at spå om.

Men udgangspunktet er nu ifølge Viggo Andreasen et helt andet, da mange danskere har naturlig immunitet efter at have været smittet.

- Jeg forestiller mig derfor ikke, at vi kommer til at lukke samfundet ned til efteråret, siger han.

Vi har mange gange set nye varianter vinde indpas i samfundet kan det ikke lige så godt blive tilfældet igen?

- Det kan det godt, men hvis jeg skal tage jahatten på, er der gode argumenter for, at sygdommen bliver mindre voldsom næste år. Skiftet fra Delta til Omikron, hvor virus ser ud til at flytte sig fra de dybe lunger til bronkierne, er formentlig en ændring i virus, som er permanent, siger Viggo Andreasen.

Ekspert: Det er på ingen måde slut

Der er ingen tvivl om, at nye varianter vil dukke op, lyder det fra Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, men flere ting tyder på, at immunforsvaret hos særligt dem, der har været smittet og er vaccineret, vil være en stærk modstander af epidemien.

Lundgren ser imidlertid en række åbne spørgsmål efter den nuværende Omikron-bølge, herunder om immuniteten er tilstrækkelig. Han vurderer, at der bliver behov for at eftervaccinere med en vaccine, der er tilrettet Omikron.

Så det er ikke helt så sikkert, at vi kan byde en vedvarende normal tilværelse velkommen?

- Nej, der er en hel del aber dabei. En mere forsigtig vurdering vil nok være, at vi lige skal igennem næste vinter. Dermed ikke sagt, at den bliver lige så slem som den her vinter. Det her er på ingen måde slut, men vi er et bedre sted nu, end vi var i november sidste år.