Dronning Margrethe II
Dronning i 50 år

I Riddersalen fik prinsesse Margrethe en væmmelig fornemmelse - to uger senere var hun dronning

Det er præcis 50 år siden, at dronning Margrethe blev Danmarks nye regent. Hun havde selv en stærk fornemmelse af forandringen, der var på vej

Tronsalen på Christiansborg var fyldt med mænd i uniformer og jakkesæt.

Landets fineste spidser fyldte rummet.

De kom fra flåden, luftvåbnet, hæren og Folketinget.

Men dagens vigtigste hovedperson var en kvinde.

Landets nye dronning.

Blot 30 sekunder inden hun skulle stille sig frem for sit folk på balkonen, gik dørene til tronsalen op. Ind trådte den 31-årige dronning med sin mand ved sin side.

Hun var rank. Men sorgen i hendes ansigt kunne ikke skjules, bemærkede forsvarsminister Kjeld Olesen.

Det var en isnende kold januardag. Der var helt stille i tronsalen. Ikke en lyd kunne høres.

Majestæten stillede sig på højre side af statsministeren, og sammen gik de hen mod balkonen.

En lakaj gik hen for at åbne de to fløjdøre foran dem. Men de bandt. Han baksede med dem. Kun en dør gik op, og dronningen måtte gå forrest ud.

Her blev hun mødt af et syn, som hun slet ikke havde forventet.

Et tronskifte

15. januar 1972 blev dronning Margrethe udråbt som Danmarks monark.

Danmarks første kvindelige monark, tilmed.

Det var en opgave, som hun havde forberedt sig på det meste af sit liv.

Alligevel var det et chok for hende, da hun først stod i selve situationen, fortalte hendes husbond prins Henrik efterfølgende.

Følg dækningen af dronningens regeringsjubilæum på TV 2 eller TV 2 PLAY fredag

Hverken dronningen eller han havde forventet at stå i den situation så tidligt.

Bare 16 dage tidligere havde alt åndet fred og idyl.

Der havde været nytårsfest på Amalienborg til langt ud på natten, men et opkald morgenen efter havde sat en brat stopper for både feststemning og tømmermænd.

Her er historien om de historiske uger, hvor kong Frederik 9. blev ramt af sygdom, og dronning Margrethe, kongefamilien, statsministeren og danskerne indså, at et generationsskifte nu var på vej.

De sidste ord

Det var årets sidste aften i 1971. Traditionen tro tonede landets regent, kong Frederik 9., frem på tv-skærmen i de fleste danske hjem, hvor folk sad klar til årets nytårstale.

Han var en smule fumlende med sine papirer den aften. Ikke en eneste gang på de fire minutter, talen varede, løftede han blikket fra papirerne.

Først til sidst så han op og kiggede direkte ind i kameraet med ordene:

”Gud bevare Danmark”.

Det blev hans sidste ord til sit folk.

I Christian 9.’s palæ festede prinsesse Margrethe og prins Henrik med deres 12-15 gæster og anede ikke uråd. Det blev sent. Og parret kom først i seng langt ud på natten.

Men søvnen blev kort. For omkring klokken 8 ringede telefonen.

Margrethe besvarede opkaldet. Det var hendes mor i den anden ende:

- Daisy, far er blevet syg. Du må tage nytårskuren.

Kong Frederik 9. var blevet dårlig samme nat. Han havde feber – måske influenza, tænkte man.

Prinsesse Margrethe blev hurtigt lysvågen.

For første del af årets nytårskur skulle afholdes allerede om morgenen, og senere var der aftenens nytårstaffel. Så hun havde travlt.

- En væmmelig fornemmelse

Efter morgenens nytårskur tog prinsesse Margrethe hjem forbi sin far. Sygdommen lod ikke til at være alvorlig. Hun var ikke bekymret.

Men da hun samme aften havde budt velkommen til anden del af nytårskuren, skete der noget.

Da ’Kong Christian’ gjaldede ud i Riddersalen i Christian 7.’s palæ på Amalienborg, gav det et gib i tronfølgeren.

- Den aften følte jeg, at det løb koldt ned ad ryggen. Jeg havde en væmmelig og stærk fornemmelse af, at det ikke var en undtagelse, at jeg stod her i den rolle, men at det kun var begyndelsen, har hun senere fortalt i bogen ’M 40 år på tronen’.

3. januar så kongen dog ud til at have fået det bedre.

Han sov meget længe om morgenen og virkede frisk, da han stod ud af sengen og gik hen for at drikke morgenkaffe med dronning Ingrid.

Men inden kongen nåede derhen, sank han pludselig sammen på gulvet.

- En dronning kan blive vanskeligere

Ambulancen blev straks tilkaldt, og Kong Frederik 9. blev kørt direkte på Kommunehospitalet.

Kongen havde fået et hjerteanfald.

Nu forstod alle, at situationen var alvorlig.

Den daværende socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag fik besked. Han satte en medarbejder til at skrive et mindeord og gik straks ind i proceduren omkring et tronskifte.

Men da han fik læst sig ind i stoffet, opdagede han, at det ikke var alt ved proceduren, som han var lige begejstret for.

For eksempel brød han sig ikke om, at han skulle være kongelig udråber. Samtidig syntes han, at selve ceremonien på balkonen var for kort.

Den måtte gerne være lidt længere. Lidt mere indholdsrig. Fordi folk for første gang nogensinde fik mulighed for at følge et tronskifte på tv.

Men han måtte først vende det med tronfølgeren, som han allerede havde sine bekymringer om. Hun var nemlig både kvinde – og tilmed en intelligent en af slagsen.

- En dronning kan blive vanskeligere i samarbejdet. Hun er desuden politisk vidende, hvilket ikke nødvendigvis er en fordel, skrev han således i sin dagbog, der blev udgivet efter hans død.

Samarbejdet mellem de to skulle da også vise sig at være netop lidt vanskeligt.

Det fandt statsministeren ud af, da han mødte prinsessen få dage efter 6. januar.

- Ikke for tv's skyld

Den kommende tronfølger var slet ikke med på ideen om at modernisere proklamationsceremonien det mindste. Hun ville følge traditionen.

- Det var jo ikke af hensyn til tv, at man holdt ceremonien, huskede statsministeren, at hun sagde til ham.

Det blev prinsesse Margrethe, der fik det sidste ord – og der blev ikke ændret på noget.

Efterhånden stod det nu klart for enhver, at kong Frederik 9.’s helbred kun gik en vej.

I familien tog dronning Ingrid teten og satte sig i spidsen for planlægningen af tronskiftet.

Kongen havde været svær at få kontakt til, siden han blev indlagt. Han lå på et værelse på kommunehospitalet ved en sidegade til Søerne.

Følg dronningens 50-års regeringsjubilæum på TV 2

I anledning af dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum sender TV 2 live fredag 14. januar fra tidlig morgen til klokken 13.05.

Natasja Crone og Troels Mylenberg sidder klar i studiet til at guide dig igennem formiddagen med en række gæster og paneldeltagere, når dronningen og hendes familie deltage i enkelte officielle begivenheder i anledning af jubilæet. 

Klokken 09.30 deltager dronning Margrethe og kronprins Frederik i statsråd på Christiansborg Slot.

Klokken 10.00 deltager dronning Margrethe, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte i Folketingets officielle markering af dronningens jubilæum

Klokken 12.00 vil dronning Margrethe, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte lægge en krans på kong Frederik og dronning Ingrids grav ved Roskilde Domkirke i anledning af kongens dødsdag.

Følg det hele på TV 2 og tv2.dk

Hospitalet var godt slidt, bemærkede Margrethe. Det virkede dystert – og alt andet end moderne.

- EKG-monitoren udgjorde en sær kontrast til den gamle bygning, vi befandt os i, husker hun i bogen ’Undervejs’.

Margrethe besøgte sin far hver dag. Familien skiftedes til at sidde ved hans side.

Det hele gik så stærkt. Og i dag husker dronningen særligt en ting, som hun aldrig nåede at få gjort.

Et sidste farvel

I de tre dage, hvor kongen havde været syg hjemme på Amalienborg, var det endnu ikke gået op for hans datter, hvad vej det bar.

- Jeg nåede aldrig at få en sidste tale eller farvel med min far. Jeg tænkte slet ikke i de baner, da han lå syg hjemme i palæet, hvor sygdommen virkede harmløs, og da han kom på hospitalet, var det pludselig for sent. Det var næsten, som om han forsvandt for øjnene af os, siger hun i bogen ’Undervejs’.

Alligevel nåede kong Frederik 9. at sige nogle vigtige ting til sin datter, mens han lå på hospitalet. Han vidste godt, hvilken vej det gik.

Snart skulle hans ”store pige” overtage hans job. Noget, han faktisk havde glædet sig til.

Men flere gange sagde han ting, der viste, at han vidste, at han skulle herfra.

- Nu er det dig, der skal tage fat, sagde han ifølge dronningen.

11. januar forværredes kong Frederik 9.’s tilstand markant.

Han fik en blodprop i lungerne.

Og 12. januar ankom den kongelige konfessionarius (kongefamiliens præst, red.) til hospitalet.

Selvom kongefamilien blot udtalte, at det var almindelig praksis, kunne befolkningen godt lægge to og to sammen.

- Nu må du gå først

De københavnske blomsterhandlere havde travlt. Almindelige danskere strømmede til og købte blomster til den kongelige familie.

Også i Illum og Magasin var man ved at gøre klar til en sørgeudstilling med kongens portrætbillede.

Pressen samlede sig foran hospitalet, og til trods for den bidende vinterkulde blev de stående både 13. og 14. januar.

Samme dag udsendte hoffet en meddelelse til befolkningen, om at kong Frederik nu var ”dybt bevidstløs. Blodtrykket faldt. Tilstanden var yderst alvorlig”.

Kongens feber var høj.

Prinsesse Margrethe, hendes mor, mand og to søstre var samlet ved hans side hele dagen på hospitalet.

Der var stille og fredfyldt i værelset hos ham, husker Margrethe.

Og så - efter 11 dages intens sygdom, der begyndte med en lungeinfektion - åndede kong Frederik 9. stille ud. 14. januar, klokken 19.50.

- Ganske ganske sagte gled livet ud af ham. Far var et naturligt menneske. Da han selv fornemmede, hvad vej det gik, forstod han at give slip, fortæller dronningen i bogen ’Undervejs’.

Det dirrede i Margrethe, da det skete.

For i det sekund, han tog sin sidste vejrtrækning, var hun nu landets dronning. Livet ville aldrig blive det samme. Og hun vidste, at der nu lå en stor opgave foran hende.

Efter blot ti minutter forlod familien stedet, og på vej ned ad trappen gik det for første gang op for dronningen, at hun havde fået en helt ny rolle.

- Nu må du gå først, lød det fra dronning Ingrid, der kommanderede sin datter frem foran hende.

For nu var Margrethe landets monark, og derfor skulle hun gå forrest ud af døren, hvor pressen stod klar.

Sammen med sin mand forlod hun hospitalet i bil og kørte direkte hjem til Christian 9’s palæ.

Nu var der meget, der skulle gøres.

- Så ved man, at det er nu, det gælder

- The show must go on.

Sådan sagde dronning Ingrid til familien, kort før sin mands død, husker prinsesse Benedikte.

Og dronning Margrethe var også kun lige kommet hjem, før ”showet” gik i gang.

Blot en time og ti minutter efter kongens død kom livgardens chef marcherende ind gennem porten til Frederik 9’s palæ hos dronning Ingrid for at kondolere.

Herefter tog de sammen med vagtstyrken fat om tre indhyllede faner og bar dem over hen over slotspladsen til dronning Margrethe på Christian 9’s palæ.

Margrethe havde listet sig helt hen til indgangen ved trappen for at stå klar, når fanerne kom.

På slotspladsen havde flere hundrede danskere stimlet sig sammen. De lagde blomster og lys på brostenene. Og brød pludselig ud i spontan sang - ’Altid frejdig når du går’.

Da dronningen modtog fanerne, gav hun dem et kys, præcis som hendes far havde gjort, da han blev konge.

- Så ved man, at nu gælder det, nu er det virkeligt, nu er jeg på, og nu gælder det resten af mit liv. Rent bortset fra, at det er en sorg, og man mister sin far, er det også indgangen til en stor opgave, forklarede dronningen i en af Kongehusets egne optagelser i 2016.

- Det skal du bare være klar over

Næste morgen kunne lyden af kirkeklokker høres i hele landet. Morgenringningen varede en hel time i anledning af tronbestigelsen.

Men ellers var der ikke megen larm i byen. Alle forlystelser var aflyst. Teater- og biografforestillinger, koncerter, fodboldkampe og motorløb, spil på spilleautomater var lukket denne ene dag.

15. januar 1972 var en iskold dag.

Dagens hovedperson var spændt – og lidt nervøs.

Hun forsøgte at huske sig selv på, at der var mange gode grunde til, at der næppe ville være et stort opbud af mennesker, når hun skulle udråbes.

- Det skal du bare være klar over, at på en bidende kold januardag i 1972 med ungdomsoprør og alt det der, vil der ikke være så mange mennesker, sagde hun til sig selv.

Og dronning Margrethe var ikke den eneste, der gik rundt med en bekymring den dag.

I vandrehallen på Christiansborg gik statsminister Jens Otto Krag med næsen begravet i sine noter om dagens begivenhed. Men en ting forstod han ikke. Dronningen skulle udråbes hele tre gange. Hvorfor egentlig?

Da han fik øje på den garvede DR-journalist Poul Jørgensen, spurgte statsministeren ham.

- Jeg skal udråbe Dronningen her i dag, og man siger mig, at jeg skal udråbe hende tre gange. Øh, kan det være rimeligt? referer Poul Jørgensen i sin bog ’Transmissioner fra Kongehuset’.

DR-journalisten måtte forklare, at det skyldtes en gammel tradition, hvor regenten blev udråbt på tinge, og at der oprindeligt blev råbt fire gange mod hvert verdenshjørne.

Men på Christiansborg gav det ikke meget mening at vende sig om fjerde gang og råbe direkte ind i Tronsalen. Derfor var det kogt ned til tre gange.

Jens Otto Krag takkede for forklaringen og gik videre.

- Den klarer du ikke alene

På Amalienborg brugte dronning Margrethe de sidste timer på at finpudse sin tale.

Den skulle være kort og klar og afslutte med hendes valgsprog - en 500 år gammel tradition, hvor regenter udtrykker de værdier, som, de ønsker, skal præge deres regeringstid og Danmark.

Dronning Margrethe havde lagt sig fast på sit valgsprog få dage tidligere.

”Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks Styrke”.

Det signalerede på flere måder, at dronningen havde brug for hjælp og støtte. Folkets kærlighed var forudsætningen for Danmarks styrke.

- Og helskindet igennem tiden og tiderne kommer man ikke uden Guds hjælp (…). Så meget vidste jeg da: Den der opgave, den klarer du ikke alene, fortalte hun i bogen ’M.’.

Nu nærmede proklamationen sig med hastige skridt. Udråbelsen skulle ske klokken 15.

- Åh gudskelov

Tronsalen var nu fyldt med ministre, præsidiemedlemmer fra Folketinget, chefer fra hæren, flåden, luftvåbnet, politiet og andre fra landets fineste embeder.

Også her var man nervøs for, om danskerne ville møde op.

Den daværende forsvarsminister Kjeld Olesen var blandt de mænd, der stod i tronsalen og ventede. Han havde SF-medlem Morten Lange på sin ene side og en officer fra kongehuset på sin anden, husker han.

De kiggede alle tre diskret ud ad vinduerne og så til deres store lettelse, at danskerne strømmede til.

- Åh gudskelov, udbrød officeren, mens Morten Lange tilføjede:

- Det er sgu hårde folk, Kjeld.

De var iført huer, vanter, anorakker og halstørklæder.

Flere hang i lygtepælene for at sikre sig et godt udsyn til den historiske begivenhed.

Vagterne fra Livgarden og de otte trommeslagere fra tamburkorpset tog plads på Christiansborg Slotsplads lige under balkonen.

Imens trådte dronning Margrethe ind i tronsalen.

Hun var iført en lang sort kjole med sørgehat og langt sørgeslør.

Jens Otto Krag synes, at det lignede en bizar islandskpræget fruekjole med højt hovedtøj og langt hovedklæde – en ”margretheuniform” med spottende hentydning til moden i slutningen af 1300-tallet for dronning Margrete 1.’s tid.

Tronsalen var fyldt med mennesker, og dronningen kunne ikke se ud på pladsen. Hun havde stadigvæk ingen anelse om antallet af mennesker, der var dukket op.

Indtil døren gik op, og hun trådte ud på balkonen.

- Mit livs mål

Synet, der mødte dronningen, var overvældende.

70.000-100.000 danskere var stimlet sammen foran balkonen ved Christiansborg.

Nu stod de forventningsfuldt og så op mod hende. De fremmødte danskere havde næppe nogen ide om, hvor meget de betød for deres dronning i netop det øjeblik.

Men deres forventning og støtte kunne mærkes helt op på balkonen.

- Jeg havde fornemmelsen af, at jeg pludselig blev smækket op på en bølge og båret ind af bølgen, har hun senere fortalt.

Den 31-årige Margrethe knugede et hvidt stykke papir i hænderne.

Jens Otto Krag begyndte sin korte tale, der blev afsluttet med ni hurraråb fra pladsen.

Nu var det dronningens tur.

Foran mikrofonerne åbnede hun det hvide papir:

- Min elskede far. Vor konge er død…

Med rolig stemmeføring fortsatte hun sin korte, forberedte tale, imens vinden rev og sled i hendes lange sørgeslør.

Hun lovede sit folk, at hun ville gøre alt for at gøre sig fortjent til deres støtte og tillid.

- Det skal være mit livs mål, og deri vil jeg lægge al min flid og al min kraft, sagde hun.

Til sidst løftede hun blikket fra papiret, og hun sagde de nøje udvalgte ord:

- Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks Styrke.

Så lukkede hun øjnene i nogle sekunder. Tog en dyb indånding. Og da hun åbnede dem igen, brød befolkningen ud i vild jubel og klapsalver.

Følg dækningen af dronningens regeringsjubilæum på TV 2 eller TV 2 PLAY fredag

Kilder: 'Undervejs' af Tom Buk-Swienty, 'M - 40 år på tronen' af Jens Andersen, 'Et liv som dronning' af TV 2, 'Frederik 9.' af DR 1, Kongehuset.dk, Politikens udgivelser i januar 1972, 'Jens Otto Krag Dagbog', Politiken.dk.