Dagens overblik

Dagens overblik: Danskerne nærmer sig flokimmunitet, mener eksperter

En formodet pirat blev fredag fængslet for deltagelse i angreb på danske soldater i Guineabugten.

Flere børn smittet med covid-19 bliver indlagt på de danske sygehuse, Inger Støjberg stiller ikke op til formandsposten i Dansk Folkeparti (DF), og så blev en formodet pirat fredag fængslet ved et grundlovsforhør i København.

Men vi starter med dagens positive nyhed om coronavirus.

Eksperter: Danskerne nærmer sig flokimmunitet

De høje smittetal kombineret med den store vaccinetilslutning betyder, at danskerne nærmer sig flokimmunitet mod coronavirus.

Det mener Viggo Andreasen, lektor ved Roskilde Universitet med speciale i matematisk epidemiologi.

En anden ekspert, Lone Simonsen, epidemiforsker ved Roskilde Universitet, anser ligeledes flokimmunitet som aktuelt indenfor de kommende måneder. Hun forklarer samtidig, at hun tidligere har været meget nervøs for at blive smittet med coronavirus. Det er ikke længere tilfældet.

- Jeg passer på, men så skal man heller ikke gå mere i panik over det her. Det ender med en flokimmunitet, men på den fede måde uden overdødelighed, siger Lone Simonsen.

Børn med covid-19 optager flere stuer på pressede sygehuse

På fire uger er antallet af små børn mellem 0 og 5 år, der bliver indlagt med covid-19, steget markant.

Mens der i første uge af december blev indlagt 26 børn på en uge, blev over tre gange så mange indlagt i ugen før nytår, hvor 85 børn måtte på sygehuset. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Det gør småbørnene til den befolkningsgruppe, der vokser hurtigst i antal nyindlæggelser. Samlet set har 530 0-5-årige været indlagt siden epidemiens begyndelse.

TV 2 har kontaktet landets børneafdelinger, og det stigende antal indlæggelser kan især mærkes på flere sygehuse i Region Midtjylland og Region Hovedstaden.

Formodet pirat fængslet i København

En formodet nigeriansk pirat, der er sigtet for at have deltaget i et angreb på danske soldater i Guineabugten, blev fredag fængslet i foreløbig 25 dage ved et grundlovsforhør i København.

Ved grundlovsforhøret blev den formodede pirat sigtet for forsøg på manddrab. En sigtelse, han nægter sig skyldig i.

Manddrabsbestemmelsen i straffeloven har en strafferamme på fem år og op til livstid, men det er afgørende for straffen, at den formodede pirat er sigtet for "forsøg på manddrab", siger en ekspert.

- Normalstraffen for manddrab ligger omkring 12-14 år. Såfremt han bliver dømt, mon ikke han så kan redde sig en fem-syv år alt afhængigt af de nærmere omstændigheder, som vi af gode grunde ikke kender til endnu, siger Rasmus Sølberg, forsvarsadvokat med speciale i internationale retssager.

Støjberg stiller ikke op som formand for DF

Inger Støjberg stiller ikke op som formandskandidat for Dansk Folkeparti (DF).

Det bekræfter Inger Støjberg overfor TV 2 i en kort sms.

- Det er hermed bekræftet, står der.

Steen Thomsen, partisekretær i DF, fortæller desuden til TV 2, at Inger Støjberg ikke har meldt sig ind i DF, og at hun ikke kommer til at takke ja til tilbuddet om at blive ansat i partiet.

Kronprinsesse Marys 50-års-fødselsdagsgalla aflyses

Den store gallamiddag i anledning af kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag aflyses. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Der var ellers planlagt et stort gallataffel på Rosenborg Slot 4. februar 2022. Men det har den store smittespredning af coronavirus sat en stopper for.

- Aflysningen sker på baggrund af den aktuelle situation med smitte i samfundet og den usikkerhed, der fortsat er om udviklingen af covid-19, skriver kongehuset.

På selve dagen vil kronprinsessens 50-års fødselsdag derfor udelukkende blive markeret privat.