Coronavirus

Ny variant fundet i Sydfrankrig – men derfor bekymrer den ikke dansk virolog

Noget tyder på, at Omikron er toppen af det, som coronavirus kan udvikle sig til. Derfor bekymrer fundet af en ny variant ikke Allan Randrup Thomsen.

En ny variant af coronavirus er blevet fundet i Sydfrankrig.

Den har 46 mutationer, hvor Omikron, der er dominerende og smitter mere end tidligere varianter, kun havde 32. Varianten har fået navnet IHU, men har også det mindre mundrette navn B.1.640.2.

Det skriver en række medier, blandt andre franske Le Figaro.

Men Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, maner til besindighed.

- WHO har ikke sat den på sin fareliste. Den har nogle af de samme mutationer, som vi kender fra andre varianter, der har haft bad behavior (dårlig opførsel, red.), men den går tilbage til før Omikron, siger Allan Randrup Thomsen og tilføjer:

- I hele den tid, Omikron har udviklet sig, er denne kun konstateret i 20 tilfælde, så den er begrænset i at realisere sine mutationer, siger han.

Patient havde besøgt Cameroun

Den nyopdagede variant er blevet navngivet i Frankrigs næststørste by, Marseille, efter den er blevet fundet i patienter i byen Forcalquier 100 kilometer uden for Marseille.

Det første tilfælde var en patient, der havde været i det vestafrikanske land Cameroun.

Og den detalje bider Allan Randrup Thomsen fast i. Der er nemlig ikke ret mange, der er vaccineret i Cameroun, siger han.

Det kan tyde på, at mutationen er tilpasset ”den humane organisme” – altså det ikkevaccinerede immunforsvar.

Han bliver straks mere bekymret af varianter, der kan omgå immunsystemet og eksempelvis vaccinerne, som der er eksempler på med Omikron-varianten. Det er nemlig en såkaldt flugtvariant.

Omikron ”optager” samtidig al pladsen på virusvariant-scenen.

- Jeg tror, at det med den smitteevne, Omikron har, bliver svært for de fleste mutationer at kunne komme ind på "markedet", fordi den er så infektiøs, som den er, siger Allan Randrup Thomsen.

- Derfor vil Omikron sprede sig og give en naturlig immunitet for dem, der er smittede, og det vil gøre det svært for andre varianter at sprede sig i befolkningen.

Vil ikke komme farlige varianter hele tiden

Det er lidt over en måned siden, Omikron-varianten, B. 1.1.529, dukkede op.

- Det fører desværre til smitteopblomstring, sagde Tulio de Oliviera, der er en af Sydafrikas ledende virologer, på et pressemøde.

Det viste sig at blive lidt af en underdrivelse.

Nu ved vi, at varianten fik ganske hurtigt fat og førte til rekordhøje smittetal, og det førte til nye restriktioner mange steder i verden.

Men Allan Randrup Thomsen slår fast, at selvom dette er eksempel på to nye varianter inden for meget kort tid, hvoraf den ene er blevet dominerende, betyder det altså ikke, at der fremover vil dukke nye faretruende varianter op hele tiden.

Han peger blandt andet på dyreforsøg, hvor hamstere blev inficeret og sidenhen immuniseret med Omikron. De var stadig beskyttet mod smitte med de varianter, vi ellers kender.

Derfor behøver vi ikke at være så bange for, at Omikron ikke giver immunitet mod andre varianter.

- Man kan altid forestille sig, at der dukker en helt ny variant op, men overordnet set tror jeg, at Omikron repræsenterer et peak i den udvikling, som det her virus kan gennemgå, siger han og tilføjer:

- Men det kan godt være, at min fantasi ikke slår til.