Coronavirus

Pressemøde tirsdag om børnenes tilbagevenden til skolerne

Børne- og undervisningsministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil, er på deltagerlisten.

Børne- og Undervisningsministeriet holder tirsdag pressemøde om "rammerne for børnenes tilbagevenden til skole", lyder det i en pressemeddelelse.

Det foregår klokken 10, og på deltagerlisten er blandt andre børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Elever i folke- og privatskoler blev i midten af december sendt hjem fra den fysiske skole - og planen lød, at de kunne vende retur 5. januar.

Siden har diskussionerne været mange, om det nu også er forsvarligt taget den omfattende Omikronsmitte i betragtning.

Efterlyst plan

Eksempelvis har det lydt fra Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, at han på grund af stigende smittetal og lave vaccinationsrater gerne så, at der blev indført yderligere tiltag i skolerne.

- Det kan være skole hver anden dag eller opdeling af skoledagen, så man er der først på dagen eller sidst på dagen, sagde han i slutningen af december til TV 2.

Samtidig har regeringens støttepartier efterlyst en plan for, hvordan genåbningen af skolerne præcis skal foregå.

Pernille Rosenkrantz-Theil har ad flere omgange - senest søndag - forsikret, at det fortsat er forsvarligt at sende børnene tilbage i klasseværelserne.

Til pressemødet vil børne- og undervisningsministeren bliver flankeret af:

  • Formand for Kommunernes Landsforenings Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen
  • Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst
  • Faglig direktør i Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause

Selvtests til elever og ansatte

Når skoleeleverne efter planen vender tilbage 5. januar, er der i første omgang købt 8 millioner selvtests, som ansatte og børn fra 1. klasse og opefter opfordres til at tage to gange ugentligt.

Det gælder også elever og ansatte, der er vaccinerede eller tidligere smittede.

Det er planen, at selvtests skal kunne afhentes i kommunerne.

I alle tilfælde får forældrene besked via den digitale skoleplatform Aula.