Inden længe holder statsminister Mette Frederiksen nytårstale. I går var det dronning Margrethe, der adresserede nationen med sin 50. nytårstale.
Her var der - traditionen tro - både plads til de store samfundsmæssige emner og de helt nære og personlige af slagsen.
Dronningen kom blandt andet ind på coronavirus, klimakrise, sportspræsentationer og psykisk sygdom. Håbet om at kunne fejre sit 50-års regeringsjubilæum senere på året levede også videre i talen.
Særligt ét tema overraskede kongehuskender Lars Hovbakke Sørensen, lektor og phd. ved Professionshøjskolen Absalon. Det var, da dronning Margrethe zoomede ind på behandlingen af de mennesker, der lever med handicap og psykisk sygdom.
- Der kom en løftet pegefinger, og det minder lidt om talen i 1984, hvor den løftede pegefinger kom, i forhold til hvordan vi behandler gæstearbejdere og deres familier. Og i årets nytårstale opfordrede dronningen så til, at man skulle behandle borgere med et handicap ordentligt, og det var ikke altid tilfældet, synes hun.