Coronavirus

Families juleferie gik i vasken – datter tvangsindlagt alene i Thailand

Selvom familien Ahlström følte, de havde taget alle mulige forholdsregler, før de rejste på juleferie til Thailand, er de blevet adskilt og isoleret.

Nicolaj Ahlström har ét råd til danskere, der drømmer om at skifte det hvide snedække i Danmark ud med Thailands hvide sandstrande:

- Tænk jer grundigt om, før I tager afsted.

Han sidder i øjeblikket i isolation på et hotel på Krabi sammen med sin kone. Cirka 15 minutters kørsel derfra er deres 18-årige datter, Emili, i isolation på et lokalt hospital.

Hun testede nemlig positiv efter familiens ankomst til Thailand 21. december.

Familien Ahlström følte ellers, at de havde taget alle forholdsregler før afrejsen fra Danmark.

Lørdag 18. december blev alle tre familiemedlemmer PCR-testet i København. Og da svaret på den var forsinket, besluttede de at få taget en privat PCR-test til 1.295 kroner stykket, så de var sikre på, om de kunne rejse.

Alle test kom tilbage negative. Men resultatet af Emilis obligatoriske test efter indrejse var altså positiv.

Familien blev hentet i en ambulance og kørt til et lokalt hospital på Krabi med fuld udrykning.

Nicolaj Ahlström og sin kone, Joy, var begge testet negative, og derfor blev de isoleret på et værelse, mens deres 18-årige datter, Emili, blev indkvarteret på et eneværelse ved siden af.

Her skal hun være frem til 31. december. Derfra kan familien, hvis Nicolaj og Joy Ahlström fortsat er negative, holde fire dages ferie, inden turen går hjem igen 4. januar.

Holder humøret højt med Facetime og udfordringer

Emili får målt sin temperatur hver morgen klokken 5.30. Hun havde feber de første to dage efter den positive test, men det er forsvundet nu. Datteren er ifølge sin far ved godt mod – og de har fundet på forskellige ting for at få tiden til at gå.

- Vi facetimer med hinanden og har en challenge om at gå 10.000 skridt og træne 15 minutter hver dag, fortæller Nicolaj Ahlström.

Fra sin stue på hospitalet kan Emili Ahlström vinke til Ekstra Bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, som også er smittet med corona og i isolation på hospitalet.

Det er dog blevet sværere for familien at holde gejsten oppe, siden Nicolaj og Joy fik endnu en negativ test juleaftensdag. Det betød nemlig, at de blev flyttet til et såkaldt ALQ-hotel for folk, der er i coronaisolation.

- Før kunne vi se hinanden og række hånden frem til vinduet, så det var som om, vi rørte ved hinanden. Men nu er hun overladt til sundhedsmyndighederne, mens vi sidder her, siger Nicolaj Ahlström.

Det værste ved situationen, fortæller han, er usikkerheden.

- Hvad er næste træk? Hvornår sker der noget? Vi ved, vi skal testes igen 28. december, men hvis en af de tests boner positivt ud, hvad skal der så ske?

Savner hjælp fra rejseselskab

Familien har købt rejsen gennem rejseselskabet TUI, og i første omgang tænkte de, at det ville være en sikkerhed, hvis der skulle opstå udfordringer som følge af coronasituationen.

Men Nicolaj Ahlström føler ikke, at der har været støtte at hente hos TUI.

- TUI har på ingen måde været hjælpsomme. Den lokale guide, vi har været i kontakt med, sidder på Mallorca, og derfra har beskeden været, at det er SOS International, der skal hjælpe os videre.

Nicolaj Ahlström forklarer, at familien ikke søger sympati for, at deres juleferie er gået i vasken eller forventer en kompensation fra rejseselskabet.

- Men de burde kunne hjælpe os med noget tryghed i forhold til, hvad der skal ske. Det betyder ikke noget for os, om vi får pengene tilbage, men det er vigtigt at få hjælp og tryghed, siger han.

Inden afrejsen havde familien Ahlström sat sig grundigt ind i restriktionerne i Thailand. Men 22. december skærpede de thailandske myndigheder indrejserestriktionerne.

- Vi har nu en oplevelse af at stå meget alene med vores spørgsmål og frustration over ikke at forstå det thailandske system til bunds.

TUI beklager

Det ærgrer kommunikationschefen hos TUI, Mikkel Hansen, at familien ikke føler, at rejseselskabet har været behjælpelige.

- Vores prioritet er, at vores kunder har det godt på trods af den trælse situation, de er i. Én ting er, at vi anbefaler kunderne at være velinformerede, før de rejser, men vi skal også hjælpe dem med at være det, mens de er afsted, siger han.

Mikkel Hansen forklarer, at de nye retningslinjer blev indført uden varsel, og at medarbejderne derfor har knoklet for at blive i stand til at guide deres kunder.

- Så jeg er ked at at høre, familien ikke føler sig velinformerede. Det er skuffende, og sådan skal det ikke være, siger kommunikationschefen.

- Det er altid nemt at være bagklog

Fra hotellet sender Nicolaj Ahlström en opfordring hjem til rejselystne danskere:

- Tænk jer om. Tingene kan ændre sig med lynets hast. Der er ingen tvivl om, at vi i dag tænker: "hvorfor blev vi ikke hjemme?", når vi ser de dejlige snebilleder hjemmefra. Men det er altid nemt at være bagklog, og vi havde taget alle forholdsregler, vi kunne, siger han.

Du kan få mere information om coronarestriktioner i Thailand på Udenrigsministeriets hjemmeside.