Coronavirus

Verden over kan julerejsende ikke komme frem

Corona og dårligt vejr sætter sit aftryk på flytrafikken. Alene fredag er over 2000 flyafgange aflyst globalt.

Hundredtusinder af julerejsende rundt om i verden kommer ikke frem som planlagt juleaftensdag.

Alene fredag har coronapandemien og dårligt vejr tvunget luftfartsselskaber til at aflyse over 2000 planlagte flyafgange. Det viser en opgørelse fra tjenesten FlightAware ifølge Reuters og New York Times.

Fredag eftermiddag lyder status, at 2028 af dagens planlagte flyafgange rundt om i verden er aflyst. Af dem er over en femtedel afgange i USA eller til og fra USA.

De to store amerikanske luftfartsselskaber United Airlines og Delta Air Lines meddelte torsdag, at de begge var blevet tvunget til at aflyse en række afgange fredag.

Mange coronasyge ansatte

United Airlines har indtil videre aflyst 170 afgange, mens Delta Air Lines er oppe på 138.

Det skyldes blandt andet, at en del piloter, kabineansatte og andre medarbejdere ligger syge med coronasmitte, meddelte de to selskaber.

United Airlines siger i en meddelelse, at omikronvarianten har "direkte effekt på vores flybesætninger og de folk, der driver vores daglige virksomhed".

En del personale har meldt sig syge i julen, tilføjer en talsmand for selskabet.

Ifølge Delta skyldes aflysningerne "en kombination af ting, inklusiv - men ikke kun – potentielt dårligt vejr i nogle områder og omikronvariantens indvirken", skriver New York Times.

Omikron udbredt i flere lande

Omikron er nu den mest udbredte variant i flere lande. Det gælder også i USA, hvor den tegner sig for omkring 70 procent af alle nye tilfælde, skriver avisen.

Trods den udbredte smitte er det ventet, at omkring 109 millioner amerikanere tager tog, bus, bil eller fly til andre dele af landet for at være sammen med familie og venner.

Det svarer til, at omkring hver tredje amerikaner er bortrejst i julen.

USA's styrelse for transportsikkerhed oplyser til Reuters, at der onsdag var lidt over to millioner mennesker igennem sikkerhedstjekket i landets lufthavne.

Det er 144.000 flere end i julen 2019, inden pandemien brød ud.