TV 2s bestyrelsesformand om ny krænkelsessag: - Det viser tydeligt, at vi ikke er i mål
Jimmy Maymann er "dybt rystet" over de nye afsløringer af krænkelser i en anden TV 2-afdeling.
- Det er meget, meget trist, at vi ikke er kommet til bunds endnu. At der stadig er kvinder, der ikke er blevet hørt.
Sådan lyder det fra TV 2s bestyrelsesformand Jimmy Maymann til TV 2 efter 13 tidligere medarbejdere på TV 2 søndag stod frem i Dagbladet Information og fortalte om en grænseoverskridende og seksualiseret kultur i tv-stationens kommercielle afdeling.
- Det viser tydeligt, at vi ikke er i mål. Det er ét skridt frem og to tilbage, men jeg havde håbet, vi var et andet sted, siger bestyrelsesformanden.
Til avisen fortalte flere af dem anonymt om, hvordan de blev udsat for grænseoverskridende adfærd fra en specifik chef i en periode på ti år. Den pågældende chef er ikke længere ansat.
Siden udgivelsen af artiklen har Dagbladet Information udgivet endnu en artikel, hvor to af kvinderne anklager TV 2s advokatundersøgelse for at behandle henvendelserne "overfladisk".
Interviewene i denne artikel er lavet før de seneste anklager mod TV 2.
TV 2 har prøvet at få en ny kommentar fra TV 2s direktør Anne Stig Christensen.
- Vi har fejlet eklatant
Jimmy Maymann mener, at det er et udtryk for et stort ledelsessvigt, at der bliver ved med at komme sager frem om TV 2 i kølvandet på dokumentaren 'Metoo: Sexisme bag skærmen', der afdækkede en grænseoverskridende og seksualiseret kultur i nyhedsafdelingen på TV 2.
- Der er nogen, der føler, at nu tør de også komme frem. Det er jo trist, og sådan skal det ikke være på en tryg arbejdsplads, siger Jimmy Maymann og tilføjer:
- Historisk har vi fejlet eklatant på TV 2 og må lægge os fladt ned og sige undskyld til de mange mennesker, der har haft så dårlige oplevelser, fordi arbejdskulturen har været så skidt, som den har været.
Til bunds før vi kan komme videre
Ifølge Jimmy Maymann har den seneste sag kun understreget vigtigheden af en kulturændring på TV 2.
Ifølge ham skal der et endnu større fokus på kulturændring og en "acceleration" af de tiltag, man har sat i søen.
Bestyrelsesformanden har dog et håb om, at vi snart er "ved vejs ende" i afdækningen af kulturproblemerne på TV 2.
Først der kan organisationen for alvor komme videre i deres arbejde for en bedre kultur.
- Vi er nødt til at vide, at vi er kommet til bunds, før vi rigtigt kan bevæge os fremad.
Havde haft ansættelsesretlige konsekvenser
Jimmy Maymann fastslår overfor TV 2, at hvis de 13 nye vidnesbyrd fra Dagbladet Information havde været en del af et undersøgelsesforløb i advokatundersøgelsen, havde det formentligt haft ansættelsesretlige konsekvenser.
Det samme fortæller TV 2s direktør Anne Stig Christensen i et skriftligt svar til TV 2, da hun er syg.
- Jeg er rystet over det samlede billede. De fortællinger, der kommer frem her, ville efter min opfattelse have fået ansættelsesretlige konsekvenser, hvis de alle var blevet afdækket i forbindelse med gennemførelsen af et undersøgelsesforløb.
Anne Stig Christensen fortæller til TV 2, at der i advokatundersøgelsen var en enkelt indberetning, der indgik i et undersøgelsesforløb i forhold til en leder i kommerciel afdeling. Der var to, der henvendte sig, men kun den ene ønskede at få sin sag behandlet hos advokaten, oplyser direktøren.