Coronavirus

Eksperter: Nærkontakter bør gå i karantæne igen

Myndighederne forventer, at Omikron snart bliver den dominerende variant, og derfor bør vi isolere alle nærkontakter, mener eksperter.

Coronasmitten når nye højder herhjemme, og med det følger en stejlt stigende kurve i antallet af smittede med Omikron-varianten.

Statens Serum Institut (SSI) skrev mandag i en risikovurdering, at Omikron vil blive den dominerende covid-19-variant allerede i denne uge.

Hvis vi kigger lidt ind i fremtiden, så vurderer vi altså, at vi kommer op over 10.000

Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut

Den udvikling får blandt andet Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet, til at opfordre til, at nærkontakter igen skal gå i isolation, indtil de er blevet testet på fjerde- og sjettedagen.

Lige nu skal man kun gå i isolation, hvis man er nærkontakt til en, der er smittet eller mistænkt smittet med Omikron – også som vaccineret. I alle andre tilfælde behøver man altså ikke at gå i karantæne, hvis man er vaccineret.

Jens Lundgren mener, at i og med at Omikron er årsag til flere og flere smittetilfælde, bør vi snart antage, at den typiske smitte kommer fra Omikron:

- Og derfor at folk, som er nærkontakter, går i karantæne, indtil det er afklaret ved testning på fjerde- og sjettedagen, at de faktisk ikke er blevet smittet, siger Jens Lundgren til TV 2.

Tusindvis af danskere vil skulle isolere sig

Samme udmelding kommer fra Viggo Andreasen, der er professor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

- Der er god grund til at gå tilbage at isolere nære kontakter. Med Omikron som dominerende variant er langt de fleste nære kontakter til en, der har været smittet med Omikron, siger han til TV 2.

Han pointerer dog også, at det vil kunne betyde, at næsten 200.000 danskere vil kunne ende i isolation. Det forklarer han ud fra, at vi lige nu hver især har seks nære kontakter. Er der så 6000 daglige smittede, vil der være 36.000 nære kontakter hver dag, lyder det.

- Hvis vi gik planken ud og bad alle nære kontakter blive hjemme fire dage, få en test og så blive hjemme, indtil der er svar på testen, så er vi faktisk oppe på, at der er er 180.000, der skal sidde i isolation.

Sundhedsmyndigheder er bekymrede

Tirsdag nåede smitten med coronavirus et nyt, kedeligt højdepunkt, da 8314 det seneste døgn er bekræftet positive med corona. Det er anden dag i træk, at vi når det højeste antal smittede, der er registreret under pandemien.

I SSI’s seneste rapport over Omikron-smitten er der registreret 1098 nye tilfælde. Det betyder, at der siden 22. november i år har været 4535 smittede med Omikron.

- Hvis vi kigger lidt ind i fremtiden, så vurderer vi altså, at vi kommer op over 10.000, og at det desværre ikke nødvendigvis stopper der. De danske sundhedsmyndigheder er bekymrede, og det er de internationale sundhedsmyndigheder også, siger direktør i SSI Henrik Ullum til TV 2.

Han har dog i forbindelse med SSI’s risikovurdering forklaret, at det danske sundhedssystem sagtens kan klare 10.000 dagligt smittede.

I øjeblikket stiger Omikron-smitten faktisk langsommere, end Viggo Andreasen havde forventet, og det kan tyde på, at restriktioner virker mod smittespredningen.