Kommune opfordrer til at holde børn hjemme - pædagoger ramt af corona
I Greve Kommune er 5 ud af 25 daginstitutioner ramt af, at mindst halvdelen af pædagogerne ikke er på arbejde.
Greve Kommune har siden forrige uge sendt en opfordring afsted til forældre til børn i en række af kommunens daginstitutioner.
Kommunen opfordrer forældrene til enten at holde deres børn hjemme eller kun aflevere dem i tidsrummet mellem klokken 08.30 og 15.00.
Det fortæller Klaus Øvre, der er centerchef i Center for Dagtilbud og Skoler i Greve Kommune.
Opfordringen er sendt til forældre til børn i fem forskellige daginstitutioner i kommunen, fordi personalet i de pågældende institutioner er ramt af coronavirus. Der er samlet 25 daginstitutioner i Greve Kommune.
Ifølge Klaus Øvre er der i de fem berørte daginstitutioner en fraværsprocent blandt personalet på 50 procent eller derover. Det har kommunen sat som tommelfingerregel for, hvornår en institution er så ramt, at kommunen må hjælpe.
- Vores udfordring er, at det er daginstitutioner med højt fravær, og vi har ikke vikarer at gøre brug af eller personale, vi kan rykke rundt, siger Klaus Øvre til TV 2.
Hvis forældrene ikke har mulighed for at passe deres børn hjemme, opfordrer kommunen dem til at aflevere børnene i et bestemt tidsrum for ikke at skulle bruge ressourcer i døgnets ydertimer.
Små børn bliver ikke vaccineret
Smitten raser lige nu - både generelt i samfundet, men især blandt børn og unge voksne i aldersgruppen 0-19 år.
De seneste syv dage er der registreret flere end 14.000 smittede i denne aldersgruppe, og omtrent halvdelen af dem er mellem nul og ni år.
I slutningen af november nåede smitten blandt de mindste skolebørn på mellem 6 og 11 år sit hidtil højeste niveau med 1562 smittede per 100.000 børn. Det viser en rapport fra SSI.
I Danmark anbefales vaccinen til børn ned til fem år, og en stor del af børnene i daginstitutioner er derfor for små til at blive vaccineret.
Og når børnene bliver smittet, smitter de også pædagogerne, siger Klaus Øvre.
Ved godt, det bliver svært for forældrene
Han fortæller, Greve Kommune ikke stiller andre muligheder til rådighed for forældrene i de ramte daginstitutioner.
- Fordi presset er, som det er på institutionerne, er der ikke mulighed for at tilbyde andre ordninger som eksempelvis at flytte barnet til en anden institution, siger han.
Han understreger også, at der blot er tale om en opfordring, og at det ikke er noget, de tvinger forældrene til.
- Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at forældrene kan få passet børnene, siger Klaus Øvre.
Han erkender, at det ikke er en holdbar løsning over tid, men at "det er den mulighed, vi har lige nu". Samtidig peger han på, at det er begrænset, hvilke midler kommunen har til rådighed.
- Vi ved godt, at det bliver rigtig svært for forældrene, hvis det her bliver ved, afslutter han.