På bunden af havet ligger knolde, der kan redde Jorden, mener denne mand
Gerard Barron vil støvsuge havbunden for de milliarder af små sten, men Havets Lov skal først give ham tilladelse.
De ligger dernede.
Fire-seks kilometer under havets overflade i det bælgravende mørke flyder det med små, forstenede knolde, der mest af alt ligner indtørrede hundelorte.
Men det er de langt fra. De er ler-agtige klumper fyldt med metaller og mineraler, som kan være med til løse et af Jordens største problemer: klimakrisen.
Det mener en langhåret australier, der bliver kaldt havbundens Elon Musk, Teslas rige direktør.
Gerard Barron, som han hedder, er direktør i minevirksomheden The Metals Company, og han har store og dyre planer om, at han i fremtiden skal hente de kobolt-, nikkel- og mangan-spækkede knolde op fra havbunden.
For det er lige præcis de elementer, der er brug for til at lave batterier til elbiler, solcellepaneler og mange andre genstande i en grøn omstilling.
- Han tror på, at de her sten kan redde verden, siger Clara Grunnet - der som journalist har lavet en artikel- og podcastserie om emnet for Zetland, og som kandidat i politisk økologi har speciale i dybhavsminedrift - i denne uges afsnit af Kernen.
I efteråret gik Gerard Barrons virksomhed på børsen i New York, og dermed rykkede det enorme projekt, der også har den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels og Mærsk med ombord, endnu tættere på.
Faktisk skal det på grund af en særlig regel allerede afgøres inden for to år, om Gerard Barron får lov til at støvsuge havbunden for de værdifulde og eftertragtede knolde, der skal redde verden.
Men måske er det hele i virkeligheden for godt til at være sandt.
Hvorfor skulle de ellers ligge der?
Det var hans lange hår, læderjakken og smykkerne, som Clara Grunnet lagde mærke til, da hun så ham første gang på studiet. Han ligner ikke en almindelig minedirektør i en almindelig minedriftsvirksomhed, tænkte hun.
Det er heller ikke en helt almindelig plan, som han har lagt. I årtier har jagten på metaller og mineraler foregået i miner på land, men det har givet store problemer for både mennesker, miljøet, klimaet og naturen.
Håbet er derfor, at det hele findes fire kilometer under havets overflade.
Knoldene ligger på havbunden og venter bare på at blive taget op – i hvert fald hvis man spørger Gerard Barron.
- Hvorfor skulle Moder Jord ellers have placeret de knolde her fyldt med batterimetaller – hvis det ikke var meningen, at vi skulle bruge dem? Jeg tænker, at det er helt oplagt, at der er en grund til, at de er her, som han sagde til Clara Grunnet i den artikel- og podcastserie, hun har lavet for Zetland.
Det nye grønne olie
Siden omkring 1870 har mennesket vidst, at der på bunden af havet ligger nogle sorte knolde fyldt med vigtige mineraler og metaller. Flere gange har man forsøgt at få gang i minedriften dernede, men det har været for dyrt, og der har været for få penge i det.
Indtil nu. Clara Grunnet kalder knoldene for ”det nye grønne olie”.
- Det er lige præcis de her mineraler og metaller, som verden kommer til at blive drevet af. Så hvis han får lov, og hvis han har den rigtige teknologi, er det en rigtig god forretning, siger hun.
Det gør det blandt andet, fordi alverdens lande, byer og virksomheder under COP26 i november i år blev enige om at udfase benzin- og dieselbiler inden 2040.
De skal erstattes med elbiler, men det kræver 19 gange så meget nikkel, end det der er blevet brugt i år. Problemet er, at så meget har vi ikke adgang til. Allerede i 2024 vil vi faktisk mangle nikkel, medmindre vi finder nye kilder.
På havbunden anslår man, at der ligger omkring 21 milliarder tons knolde, og det er derfor, at det er blevet interessant - og økonomisk fordelagtigt - at begynde at gå dybt efter dem.
Gerard Barron påstår, at hans firma kan levere råstoffer til 4,8 milliarder elbiler fra det område i Stillehavet, som han vil støvsuge for knolde.
Han hævder også, at hans dybhavsminedrift vil reducere udledningen af drivhusgasser med op til 75 procent sammenlignet med almindelig minedrift.
Menneskehedens fælles arv
Knoldene, som Gerard Barron er interesseret i, findes i et dybhavsområde i Stillehavet, der hedder Clarion Clipperton-zonen.
Til at sejle derud har han allieret sig med Mærsk, der er gået ind som investor i projektet og ejer knap 9 procent af virksomheden.
Og til at tegne fremtidens skibe, der skal få knoldene op fra bunden, og til at designe de fabrikker, der skal hive mineralerne ud af dem, har han fået Bjarke Ingels og BIG med på holdet.
Det område, som Gerard Barron vil have lov til at støvsuge for knolde, betragtes som menneskehedens fælles arv, og her er det den 40 år gamle lov, Havets Lov, der regerer.
Den forvaltes af The International Seabed Authority (ISA), som kan give lande – kun lande – lov til at undersøge havbunden og måske efterfølgende tilladelse til at føre minedrift.
Så hvis Gerard Barron skulle komme tættere på at få lov til at dykke ned på bunden og støvsuge for knolde, skulle han alliere sig med et land. En såkaldt sponsorstat.
Det blev den fattige ø i det sydlige Stillehav Nauru med 13.000 indbyggere. Et samarbejde, hvor Gerard Barron har lovet landet penge, mens han så småt kan starte sit mineeventyr op i det hav, som menneskeheden ejer.
I februar 2019 var der møde i ISA, hvor staterne skulle diskutere, hvad der skulle ske med dybhavsminedriften, og hvilke regler der skulle gælde. Da det var Naurus tur til at tale, var det Gerard Barron, som stillede sig op på talerstolen som repræsentant for landets delegation.
Det blev flere forskere og ngo’ere fortørnede over og foreslog i stedet et ti års moratorium – altså en ti år lang pause til at forske i, før ISA potentielt kan give lov til at føre minedrift. Fra virksomheder som Samsung og Volvo lød det også, at man ikke ville bruge materialer fra havbunden, før der var mere viden på området.
Men så var det, at Nauru som de første nogensinde i sommer udløste en særlig toårs-regel hos ISA.
Den betyder, at reglerne omkring minedrift i det område skal være færdigt inden for to år. Til den tid vil Nauru nemlig sende en ansøgning om at få lov til at støvsuge bunden for knolde.
Men det bliver ikke uden protester.
Liv i dødsriget
Gerard Barron mener, at havbunden er verdens største ørken, og at det, der ligger dernede, er lige til at tage op. I mange år troede man også, at der intet liv var dernede. Derfor opkaldte man havdybder mellem 6 og 11 kilometer efter dødsriget Hades fra den græske mytologi. Den mørke og livløse underverden.
I løbet af årene har man dog fundet ud af, at det bestemt ikke er så dødt dernede, og det siges, at hver gang man undersøger havbunden, finder man noget nyt.
I 2016 var der særligt nyt. 4092 meter nede opdagede forskere en hvid spøgelseslignende blæksprutte, som hurtigt fik øgenavnet ’Casper, det venlige spøgelse’. Men ikke nok med, at man havde fundet et nyt dyr.
Man fandt ifølge Clara Grunnet også ud af, at den lægger æg på en svamp, som den sætter fast på de knolde, der skal redde Jorden.
- Der gik det op for dybhavsforskere, at de her knolde har en ret essentiel funktion for 'Casper den venlige blæksprutte', men muligvis også for en masse andre dyr og organismer, som vi ikke nødvendigvis kender til endnu, siger hun.
I 1980’erne lavede nogle tyske forskere et forsøg. De tog ned på fire kilometers dybde og pressede knoldene ned i sandet på havbunden, så de forsvandt. 26 år senere vendte tyskerne tilbage til samme sted og kunne konstatere, at dyrelivet ikke var, som det var, første gang de var dernede.
Jordens reserve
Kritikernes pointe er, at knoldene vokser så langsomt, at det har taget millioner af år for dem at blive til de klumper, som de er nu.
På den måde er de ikke genanvendelige, og der kommer heller ikke nye sten i menneskehedens levetid. Forskere har kaldt havbunden for vores bank, hvor fremtidens lægemidler og andre svar på kommende problemer kan ligge gemt.
Går vi ned og ødelægger det nu, får vi det ikke igen, lyder argumentet.
Selvom forskerne bliver klogere og klogere på livet dernede, ved de stadig meget lidt. Nogle eksperter siger, at vi ved mere om det rum, der er over os, end det dybhav, som er under os. Det er dermed at løbe en stor risiko, hvis mennesket begynder at pille ved tingene dernede, mener skeptikerne.
Clara Grunnet vil gerne tro på, at dybhavsmindedriften er den rigtige løsning for Jorden og menneskeheden.
Men hun er i tvivl.
- Der er en del af mig, der meget gerne vil tro på, at det her er en let teknologisk løsning på nogle ret uoverskuelige problemer. Det ville virkelig være rart. Men jeg er også helt vildt skeptisk over for, om det kan lade sig gøre, og om det er så bæredygtigt, som Barron og de andre påstår, siger hun.
Selv satser Gerard Barron på, at han kan komme i gang i 2024, og han er ikke i tvivl om, at de små knolde er Jordens redning.