Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 5. december 2021

TV2.DK giver dig her seneste nyt om coronavirus fra Danmark og resten af verden.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

USA strammer indrejsekrav

Fra mandag morgen strammer USA testkravet ved indrejse. Det skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.

Stramningen betyder, at alle internationale rejsende skal kunne fremvise en negativ test, som ikke må være mere end én dag gammel fra afrejsetidspunktet. 

Tidligere har man skullet have en negativ test, der var foretaget inden for tre dage inden ankomst.

Alle danskere over fem år er inviteret til vaccination på fredag

På fredag vil alle børn mellem 5 og 11 år have modtaget invitation til at blive vaccineret mod coronavirus. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Samtidig modtog 100.000 borgere en indkaldelse til revaccination - et tredje stik - lørdag. I den kommende uge modtager yderligere cirka 375.000 borgere indkaldelse til et boosterstik.

Det sker i en samlet indsats for "at intensivere vaccinationsindsatsen i Danmark", lyder det.

53 bekræftet smittet med omikron til gymnasiejulefrokost

Aktuelt er 53 bekræftet smittede med den særlige omikron-variant til en julefrokost i Viborg. Ifølge Viborg Folkeblad blev festen holdt i et forsamlingshus, og de to gymnasier Viborg Katedralskole og Viborg Gymnasium sendte fredag flere elever hjem fra skole på grund af coronasmitte.

Der er aktuelt 183 bekræftede smittede med omikron-varianten i Danmark.

Vandkanoner og tåregas til belgisk coronademonstration

Søndag benyttede kampklædt politi i Bruxelles i Belgien sig af vandkanoner og tåregas, for at styr på demonstranter, der gik på gaden i protest mod regeringens coronarestriktioner. Det skriver mediet VRT. Ifølget mediet var der mere end 8000 deltagere ved demonstrationen.

Heriblandt også sygeplejersker og brandfolk, der frygter, at vaccination bliver gjort obligatorisk.

10 omikron-smittede ved DJ-koncert i Aalborg

Styrelsen for patientsikkerhed bekræfter over TV2 Nord, der er fundet 10 tilfælde af Omikron-smitte blandt deltagerne ved koncerten med DJ Martin Jensen i Aalborg Kongres- og Kultur Center lørdag 27. november.

Efter arrangementet blev alle 1500 deltagere opfordret til at lade sig teste.

Omikron-variant nærmer sig 200 tilfælde i Danmark

Der er i alt fundet 183 tilfælde af den nye Omikron-variant i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut på sin hjemmeside.

I fredags var tallet på 18, hvor der desuden var 42 andre tilfælde, som afventede yderligere undersøgelse.

- Vi ser en bekymrende stigning i antal Omikron-smittede i Danmark, siger Henrik Ullum, administrerende direktør i Statens Serum Institut (SSI), til hjemmesiden.

3026 smittet med coronavirus

For første gang siden 27. november er der registreret under 4000 nye tilfælde af covid-19.

3026 personer er bekræftet smittet med coronavirus, viser søndagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI). Positivprocenten er dog steget fra 2,20 til 2,49 procent, hvilket skal ses i sammenhæng med et lavt antal PCR-test.

Der indgår svar fra 121.604 PCR-prøver i opgørelsen, hvilket er en del lavere end de op mod 200.000 PCR-test, som er blevet foretaget dagligt de foregående dage.

Det samlede antal indlagte i Danmark med covid-19 stiger med 13 til i alt 447 indlæggelser.  

Derudover er syv smittede afgået ved døden.

Over 120 smittet til norsk superspreder-julefrokost

Antallet af smittede efter en omtalt julefrokost i Oslo sidste weekend fortsætter med at stige.

Søndag viser tallene, at over 120 personer er blevet bekræftet smittet efter corona-udbruddet på Louise Restaurant & Bar, skriver NRK.

Indtil videre viser mere end halvdelen af coronaprøverne, at der sandsynligvis er tale om smitte med Omikron-varianten.

Omikron-smitte kommer til Senegal med turist

Det første tilfælde af smitte med Omikron-varianten er konstateret i Senegal i Vestafrika, skriver The Guardian.

Den smittede er en 58-årig mandlig turist, der deltog i en demonstration i hovedstaden Dakar sammen med 300 andre mennesker af forskellig nationalitet. Manden var på besøg fra et andet vestafrikansk land og blev testet positiv, da han fredag ​​forlod Senegal. Han har ingen symptomer og er i øjeblikket i karantæne. 

Storbritannien planlægger at udrulle speciel pille til coronasmittede

Det britiske sundhedsvæsen (NHS) planlægger at udrulle en helt speciel pille til coronasmittede, som skal forhindre, at sårbare patienter bliver alvorligt syge af virussen og har behov for hospitalsbehandling.

Lægemidlet Molnupiravir, nogle gange kendt som Lagevrio, vil kunne tilbydes de mest sårbare patienter inden jul, ifølge Sunday Telegraph.

Sundhedsministeren sagde, at stoffet "vil være en gamechanger”, efter at Storbritannien blev det første land til at godkende det i sidste måned, skriver Sky News.

Pillen, som skal kunne tages i hjemmet, virker ved at hæmme replikationen af coronavirussen, og i sidste ende reducerer lægemidlet sygdommens sværhedsgrad.

Molnupiravir kan tages af dem, der er testet positiv for covid-19 og har mindst én risikofaktor for at udvikle alvorlig sygdom, såsom fedme, at være over 60, diabetes eller hjertesygdom.

Pillen skal tages hurtigst muligt fra en positiv test og gerne inden for de første fem dage, oplyser sundhedsmyndighederne ifølge Sky News.

Australien godkender vacciner til børn

Australien har godkendt Pfizer-vaccinen til børn i alderen 5 til 11 år.

Vaccinationen af ​​omkring 2,3 millioner australske børn starter 10. januar med forbehold for godkendelse fra landets immuniseringsrådgivende organ, oplyser sundhedsminister Greg Hunt til France 24.

Stor efterspørgsel af hjemmetest

Der er stor efterspørgsel blandt danskerne efter selvtest for covid-19. Det fortæller flere apoteker og kæden Matas til DR.

Hos Falck, der tilbyder selvtestpakker til virksomheder, mærker man også en stigende efterspørgsel, fortæller topchef Jakob Riis.

- Der er rigtig mange, der ringer. Den sidste uges tid er det gået rigtig stærkt, siger han.

Storbritannien strammer indrejsekrav

Fra tirsdag 7. december har Storbritannien valgt at skærpe krav for indrejse. Det gælder også fra Danmark.

Alle over 12 år skal fremadrettet kunne fremvise en negativ coronatest, der ikke er mere end 48 timer gammel. Det gælder både PCR og hurtigtest. Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter. 

Amerikansk sygeplejerske sigtet for at lave falske vaccinepas

En 53-årig sygeplejerske i Columbia, South Carolina Tammy McDonald er blevet sigtet for at lave falske vaccinekort til to personer, hun vidste ikke havde modtaget covid-19-vaccinen. Hun er desuden anklaget for at lyve for efterforskere, da hun blev afhørt om sagen.

Det oplyser advokatkontoret i South Carolina ifølge CNN.

Sygeplejersken var i retten fredag ​​og blev tildelt en 10.000 dollars kaution. Hvis hun bliver erklæret skyldig, risikerer McDonald op til 15 års fængsel for hver anklage af falske vaccinekort og fem år for at have løjet for politiet. Hun nægter sig skyldig i alle anklager.

- Selvom anklageskriftet taler for sig selv, udgør det at skabe falske vaccinekort til dem, der ikke er blevet vaccineret, en direkte trussel mod sundheden for befolkningen i South Carolina, sagde amerikansk advokat DeHart i en erklæring.

Kviktestkongen har tjent millioner, men det var meningen

I enhver krise gemmer sig en god mulighed for at lave en forretning. Det er kviktestkongen Jeppe Handwerk, som er ejer og direktør i Copenhagen Medical, beviset på.

I Region Hovedstaden er det Copenhagen Medical, der står for test, og her får omkring 50.000 mennesker dagligt undersøgt, om de er smittet med coronavirus. Jeppe Handwerk har tidligere fortalt Berlingske, at staten betaler mellem 100 og 200 kroner for hver test. Det betyder, at Copenhagen Medical for tiden omsætter mellem 5 og 10 millioner kroner om dagen.

Men det var slet ikke meningen, at det skulle gå sådan. Copenhagen Medical blev nummer fire i udbudsrunden, da man skulle finde en leverandør af kviktest, men alligevel endte firmaet med Jeppe Handwerk i spidsen med at få opgaven, som betyder enorme regninger til staten.

- Der er blevet delt milliarder ud til nogen, som ikke har vundet de udbud, der er blevet lavet, som Berlingske-journalist Nicolaj Vorre, der har beskæftiget sig indgående med emnet, siger i ugens afsnit af Kernen på TV 2 PLAY.

Den pengestrøm kritiseres nu også af politikere på Christiansborg, hvor Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige har kaldt justitsminister Nick Hækkerup i samråd.

40.000 demonstrerer i Wien

Over 40.000 indbyggere i Østrig demonstrerede lørdag i hovedstaden Wien i protest mod de strenge coronarestriktioner i landet, skriver blandt andet NRK.

I november indførte myndighederne en nedlukning, som skal vare i 20 dage. Fra februar bliver der indført vaccinepligt i Østrig.