Dagens overblik

Dagens overblik: Sneede inde i Ikea og måtte sove med lyset tændt

Hunde i angreb på gymnasieelever, Taliban laver dødsparade og ulovlige minusrenter.

Danmark vågnede op til sne mange steder denne torsdag. I en tid med klimaforandringer er det næsten et eksotisk indslag. Også selv om det ret bogstaveligt tog en håndfuld kunder på sengen i Ikea.

Velkommen til dagens overblik.

Ægtepar måtte overnatte i Ikea, og de ville gerne gøre det igen

En tur i Ikea kan sætte parforhold og ægteskaber på prøve, hvis der skal trawles igennem alt fra sengemiljøer til urtepotteskjulere. Men man kan også vælge at tage det som en oplevelse.

Det var i hvert fald, hvad en gruppe kunder måtte gøre, da de onsdag aften sneede inde i Ikea i Aalborg og måtte overnatte i varehusets showroom.

Ægteparret Erik og Hanne Bangsgaard måtte sammen med et vennepar, 2 andre kunder og 21 Ikea-medarbejdere finde en seng og en snørklet vej mod søvnens rige.

Det sidste var ikke så nemt, da lyset var tændt natten over i de uvante omgivelser. Men torsdag morgen blev der disket op med morgenmad til både personale og kunder, inden dørene blev slået op for nye handlende.

Interne dokumenter afslører: Minusrenter kan være ulovlige

Skal det koste penge at have penge stående i sin bank i form af såkaldt negative renter eller minusrenter, som de også kaldes?

Sådan er det i hvert fald blevet for de fleste kunder, men spørgsmålet er, om det er lovligt, selv om Finanstilsynet tidligere har blåstemplet minusrenter.

Nu har Forbrugerombudsmandens jurister ifølge TV 2s oplysninger sået tvivl om bankernes ret til at opkræve negative renter fra sine kunder.

Ifølge analysefirmaet Bankresearch står bankerne således til at tjene 3,3 milliarder kroner på negative renter i år, mens tallet i 2020 var 931 millioner kroner.

Statsministerens højre hånd ville styre Mølbak under pressemøde og kaldte ham "total fej kujon"

Statsminister Mette Frederiksens højre hånd og departementschef Barbara Bertelsen er en kontant kommunikatør.

Det har vist sig flere gange under pandemien og det bliver understreget i disse dage i Minkkommissionen med eksempler på beskeder og sms'er fra Bertelsen i dagene omkring beslutningen om at aflive alle landets minkbesætninger.

Centralt står et ønske om, at Mølbak tog mere ansvar for beslutningen, end hvad tilfældet var på første del af pressemødet.

Barbara Bertelsens brillerer med kritik af Kåre Mølbak, som hun kalder en "total fej kujon", som opfører sig "simpelthen så skuffende".

Taliban laver optog med lig i kraner - mindst 100 forsvundet siden august

Tidligere politifolk myrdes, og Taliban udstiller henrettede mennesker. Nu slår menneskerettighedsorganisation Humans Rights Watch alarm om situationen i Afghanistan.

I løbet af de seneste måneder er der dukket mange flere vidneudsagn og billeder op fra afghanere, der forsøger at dokumentere, hvordan de nye magthavere står bag systematiske mord, tortur og andre overgreb.

Afghanistans nye magthavere nægter imidlertid over for Humans Rights Watch, at der bliver begået overgreb mod civilbefolkningen.

Taliban hævder, at det overvejende er medlemmer af den tidligere regering, som bliver straffet for synder begået i fortiden.

Fem elever på hospitalet efter hundeangreb på gymnasium - politi affyrer skud

Politiet måtte torsdag formiddag skyde en hund på Tårnby Gymnasium på Amager, da den opførte sig aggressivt også efter ordensmagtens ankomst.

Ifølge en beretning fra en uddannelsesleder på gymnasiet angreb to hunde en flok gymnasieelever, der legede sneboldkamp.

Herefter løb hundene ind på skolen, hvor de kom under kontrol af en elev og to af skolens ansatte, inden de blev isoleret i et lokale.

Rektor Mikkel Harder Sørensen forklarer, at eleverne ikke er kommet kritisk til skade, men at hændelsen er chokerende for hele skolen.

***