Lippert

Uro i Dansk Folkeparti fortsætter - hvis ikke Messerschmidt som DF-formand hvem så?

Hvad skete der? Efter et hæsblæsende landsmøde og formandsexit stiller DF-profil Martin Henriksen nu op til det første tv-interview i programmet 'Lippert' på TV 2 News.

Kristian Thulesen-Dahl har meddelt, at han vil trække sig som formand for Dansk Folkeparti, og partiet skal nu finde en ny. Som den eneste har DF-politiker Morten Messerschmidt meldt sig som kandidat, men det huer ikke alle i partiet. Martin Henriksen dumper planerne, og under interviewet på TV 2 News udtalte han, at han måske selv vil stille op som formand, men at han endnu ikke har besluttet sig endeligt.

Martin Henriksen: Dansk Folkeparti er blevet for stuerene

Under Folketingets åbning i 1999 udtalte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen de famøse ord om, at Dansk Folkeparti aldrig vil blive stuerene. Det skabte dengang stor forargelse i partiet. 

Nu er problemet omvendt, siger Martin Henriksen: 

- Vi ER blevet et stuerent parti. Mange af vores holdninger kan du også få hos Socialdemokratiet. Folk ser os som en del af systemet, og det er et problem. Man kan sagtens tage ansvar og samtidig være et protestparti. 

Så Dansk Folkeparti er blevet for stuerene? 

- Ja, det er vi, siger han og bedyrer, at det netop er en stor grund til partiets store nedgang. 

Martin Henriksen vil ikke smide Messerschmidt ud af partiet

Selvom Martin Henriksen ikke vil svare endeligt på, hvorvidt han selv stiller op som formand for Dansk Folkeparti, har han dog ingen intentioner om at smide Morten Messerschmidt ud af partiet, hvis han bliver. Det slår han fast under interviewet i 'Lippert'.

Martin Henriksen vil ikke afvise, at han selv stiller op som DF-formand

- Jeg vil ikke afvise, at jeg selv stiller op som formand. Men du får mig ikke til at sige det klart og tydeligt nu. Der kan ske meget, siger Martin Henriksen om sine egne formandsambitioner. 

Hvis ikke dig, Morten Messerschmidt eller Inger Støjberg, har du så andre bud på en ny formand?

- Nej, det har jeg ikke. Men jeg har aldrig haft ambitioner om at blive formand. 

Har du fået opfordringer til at stille op fra baglandet? 

- Ja, det har jeg. Men jeg siger, at vi lige må vente og se, hvad der sker. 

Ville du være en god formand? 

- Det er der nok delte meninger om. 

Messerschmidt har ikke været en loyal næstformand, siger Martin Henriksen

Morten Messerschmidt har ikke været en loyal næstformand, siger Martin Henriksen. 

- Noget af det første, Morten Messerschmidt sagde, da han blev næstformand, var, at han ville være formand. Det er ikke en loyal handling. Det er ikke så hensigtsmæssigt. Det har jeg sagt før offentligt, og det er nok også grunden til, at der er kurre på tråden.

Martin Henriksen: Hvis Messerschmidt bliver formand, får jeg nok sparket

- Jeg regner med, at man finder en måde at ekskludere mig fra partiet, hvis Morten Messerschmidt bliver formand, siger Martin Henriksen i 'Lippert' 

Så du regner med at få sparket?

- Ja. 

Forlader du selv partiet, hvis han bliver formand? 

- Det har jeg ingen intention om. Hvis det var modstanden mod mig, der skulle være grunden til mit exit, så skulle jeg have meldt mig ud for længe siden. Det er ingen hemmelighed, at der er flere i partitoppen, der ikke bryder sig om mig. 

Han henviser samtidig til, at han allerede under kommunalvalget blev fyret som konsulent i partiet, fordi han udtalte sig kritisk om partiets linje på udlændigeområdet. Han vil dog ikke svare direkte på, hvem der fik ham fyret. 

Martin Henriksen: - Meget muligt, at jeg stemmer på Støjberg som formand

Martin Henriksen er åben over for muligheden for Inger Støjberg som formand. Det til trods for, at hun ikke er medlem af partiet.

- Vedtægterne giver mulighed for at dispensere i forhold til Støjberg. Men vedtægterne giver ikke mulighed for at dispensere i forhold til en næstformand, siger han og forklarer, at det er grunden til, han ikke mener, Peter Kofod kan bliver Messerschmidts næstformand. 

Derudover mener han, der er "stor forskel" på Messerschmidts dom og Inger Støjbergs rigsretssag. 

- Man kan godt argumentere for, at det er et problem, hvis Inger Støjberg får en dom. Men en rigsretssag er politisk motiveret, så det er noget helt andet. 

Hvis hun melder sig ind i Dansk Folkeparti, stemmer du så på hende? 

- Det er meget muligt, at jeg gør det. Men det er svært at forholde sig til, så længe hun ikke er medlem af partiet. 

Messerschmidt bør trække sig som næstformand

Så længe sagen om svindel med EU-midler og dokumentfalsk ikke er endeligt afklaret, bør Morten Messerschmidt trække sig som næstformand. Det mener Martin Henriksen. Messerschmidt er allerede dømt i byretten, men har valgt at anke sagen. 

Martin Henriksen har "svært ved" at stemme på Messerschmidt

- Jeg vil nok have det lidt svært ved det. Der kan komme andre formandskandidater, så jeg vælger med at melde ud. Men det ligger ikke lige for, at min stemme går til Messerschmidt, siger Martin Henriksen i programmet 'Lippert' om sin partifælles kandidatur. 

- Han har en dom, og vi ved ikke, hvordan den sag falder ud. Det påvirker og spiller ind i den situation, som partiet står i.

Men er det sagen - svindel med EU-midler og dokumentfalsk - der står i vejen for, at du giver din stemme?

- Nej, det er ingen hemmelighed, at vi har haft nogle politiske uenigheder, som gør sig gældende. 

DF skal vælge ny formand på ekstraordinært landsmøde

På et ekstraordinært årsmøde 23. januar skal Dansk Folkeparti vælge ny formand. Den nuværende formand Kristian Thulesen-Dahl har meddelt, at han ikke stiller op. Sidste frist for opstilling af kandidater som ny formand er 7. januar. 

Martin Henriksen har dumpet Messerschmidts formandsplaner

Martin Henriksen har allerede dumpet Morten Messerschmidts formandsplaner, da Messerschmidts valg af næstformand, europaparlamentariker Peter Kofod, er i strid med Dansk Folkepartis vedtægter. Man skal være medlem af Folketinget for at kunne blive politisk næstformand og dermed automatisk afløser for formanden, og det er Kofod ikke. Om Henriksen derudover støtter kandidaturet, har han endnu ikke svaret på. 

Martin Henriksen giver interview klokken 12.30

DF-profil Martin Henriksen stiller op til interview klokken 12.30 i programmet 'Lippert'. Du kan se interviewet live på TV 2 NEWS