Coronavirus

Sådan er de nye retningslinjer for smitteopsporing ved Omikron

Retningslinjerne gælder uanset, om de nære kontakter er vaccineret mod coronavirus eller tidligere har været smittet.

Sundhedsstyrelsen har mandag udsendt nye skærpede retningslinjer for smitteopsporing ved smitte eller mistanke om smitte med Omikron-varianten af coronavirus.

Det betyder, at både nære kontakter og de nære kontakters nære kontakter anbefales at gå i isolation og pcr-testes på dag et, fire og seks.

Efter et negativt svar på dag seks kan isolationen ophæves.

Retningslinjerne gælder uanset, om de nære kontakter er vaccineret mod coronavirus eller tidligere har været smittet, og det bunder ifølge Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed i et forsigtighedsprincip.

- Det er fuldstændig afgørende, at vi får styr på smittekæderne, og vi ved teoretisk set, at der kan være nogen i tredje led, som er blevet smittet. Formålet er at forhindre yderligere smittetilfælde og forsinke og forhale processen i forhold til udbredelsen af den nye variant, siger Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

To smittede er rejst fra Sydafrika

Verdenssamfundet fik kendskab til Omikron i fredags, da Sydafrika meddelte, at de havde fundet den nye variant i coronaprøver, og den er siden blevet fundet i en lang række lande i verden.

Søndag blev de første tilfælde med den nye coronavariant bekræftet i Danmark. Der er tale om to personer, som er rejst ind i Danmark med et fly fra Sydafrika.

Efterfølgende har Danmark skærpet sine rejserestriktioner for rejsende fra Sydafrika og flere andre lande i det sydlige Afrika.

Varianten mistænkes for at være mere smitsom end andre varianter og for at være mindre følsom overfor vaccinerne, og derfor har den fået ekstra meget opmærksomhed fra eksperter og myndigheder.

De første erfaringer med Omikron tyder dog på et mildere sygdomsforløb end med andre varianter.

Hel skole lukket

Udover de to bekræftede tilfælde undersøges ni mistænkelige smittetilfælde for Omikron, og Styrelsen for Patientsikkerhed foretager i de ni tilfælde intensiveret smitteopsporing.

Derudover har Odense Kommune lukket Rasmus Rask-Skolen i kommunen efter fund af en "ukendt variant" af coronavirus hos en elev.

Styrelsen for Patientsikkerhed siger til TV 2, at der er mistænke om Omikron.

Hele skolen er mandag blevet lukket, og cirka 400 elever og ansatte er blevet sendt hjem.

Både andet og tredje led til den smittede elev skal i isolation og testes.

Forventeligt med flere lande på rød liste

Selvom Omikron frygtes at være mere smitsom, giver den ikke anledning til nye restriktioner, fastslog sundhedsminister Magnus Heunicke (S) søndag.

- Det er ikke noget, vi overvejer konkret på nuværende tidspunkt, lød det.

Han sagde dog samtidig, at myndighederne overvejer, om der skal flere lande på Danmarks røde liste - listen over lande, som Udenrigsministeriet fraråder, at man rejser til.

- Så snart vi er klar med en beslutning, melder vi det ud. Men det er jo desværre forventeligt. Vi har en variant, som alt tyder på, er mere smitsom, fortalte ministeren.

Ifølge Magnus Heunicke forventer myndighederne, at Omikron vil sprede sig i Danmark. Lige nu handler det om at forsinke denne udbredelse, lød det fra Heunicke.