Hun sætter navn på tidligere TV 2-chef efter dokumentar: - Jeg blev provokeret
Michael Dyrby afviser at have sagt det pågældende til Anna Thygesen.
- Du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel. Du er for rapkæftet. Og fordi jeg ikke vil kneppe dig.
De hårde ord - fortæller kommunikationsrådgiver Anna Thygesen - blev sagt til hende i en bus på vej hjem fra en julefrokost på TV 2 i 2007.
Og nu har Anna Thygesen valgt at sætte navn på manden, der ytrede dem.
Det var den nuværende chefredaktør på B.T. Michael Dyrby, der var nyhedschef og nyhedsdirektør på TV 2 fra 2002 til 2015.
Det fortæller Anna Thygesen til TV 2.
Hun stod frem med historien i dokumentaren 'MeToo: Sexisme bag skærmen' på discovery+, der fik premiere mandag. I dokumentaren blev der dog ikke sat navn på manden, der sagde ordene, men det vælger Anna Thygesen nu at gøre alligevel.
Dyrby afviser historien
Michael Dyrby afviser overfor TV 2 at skulle have sagt det pågældende til Anna Thygesen.
- Jeg er af den overbevisning, at jeg ikke har sagt noget så grænseoverskridende for 14 år siden til Anna Thygesen - det ville naturligvis være helt uacceptabelt, skriver Michael Dyrby i en sms til TV 2.
Anna Thygesen fortæller til TV 2, at hun vælger at gå ud og sætte navn på Michael Dyrby, da hun er blev provokeret af hans reaktion på dokumentaren.
I forbindelse med dokumentarfilmen kom Michael Dyrby med en skriftlig udtalelse, hvor han blandt andet skriver, at han ikke kendte til sexismen.
"Jeg burde have set og anerkendt den sexisme, der eksisterede, men jeg så det ikke", står der i en skriftlig udtalelse fra Michael Dyrby, der bringes i 'MeToo: Sexisme bag skærmen'.
- Det bliver jeg ekstremt provokeret af, for jeg ved, det er ham, der har sagt det til mig dengang i den bus, siger Anna Thygesen.
- Jeg havde faktisk aldrig tænkt mig at gøre det (sige navnet, red.), før jeg så den udtalelse, men det er for frækt. Og det viser fuldstændig mangel på respekt for andre mennesker. Og jeg fik bare nok, siger Anna Thygesen til TV 2.
Michael Dyrby afviser at skulle have sagt det til dig. Hvad siger du til det?
- Jeg bliver provokeret og vred. For det mindste, man kan gøre, er at tage ansvar. Når man ikke vil erkende, at man var en del af en kultur selv, men at man "bare" var chef. Det er simpelthen for lavt.
Frygter du konsekvenser af at sige navnet højt nu?
- Nej, jeg har vidner, der bekræfter, at jeg fortalte dem om det mandagen efter. Så han kan gøre, hvad han vil.
Anna Thygesen fortæller, at hun har forståelse for, hvis de øvrige medvirkende afstår fra at sætte navne på de mænd, der har krænket dem.
- Det skal vi ikke dømme hinanden på. Nogle vil, og nogle vil ikke. Nogle kan, nogle kan ikke. Det er ikke omkostningsfrit, så jeg kan godt forstå, hvorfor mange ikke tør.
Direktør har undskyldt
I dokumentaren stiller 11 nuværende og tidligere ansatte på TV 2 sig frem og fortæller, hvad de har set og oplevet på egen krop.
Kvinderne beretter om en sexistisk tone og grænseoverskridende adfærd i tv-stationens nyhedsafdeling.
Tidligere mandag var TV 2s administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen ude at undskylde over for de kvinder, der har oplevet krænkende handlinger som ansatte på TV 2.
- Vi har erkendt og konstateret, at der er sket et stort ledelsessvigt i TV 2. Det beklager vi og undskylder for, skriver Anne Engdal Stig Christensen.