Alle vores børn

Da Stine Schmeichel mødte familierne, gik det op for hende, hvor dårligt stillede de var

Arbejdet i Fodboldfonden har kun givet Stine Schmeichel et ekstra drive til at hjælpe udsatte familier i Danmark.

Den store rejsedag nærmede sig. Flybilletterne var i hus, og hotellet var booket.

For fire danske familier var det en stor dag.

Normalt var deres hverdag presset. Problemerne var store, pengene små, og der havde aldrig været råd til at rejse.

Nu skulle de afsted på en ferie – arrangeret af den velgørende organisation Fodboldfonden i samarbejde med et rejseselskab.

Få dage før afrejse meldte panikken sig, for ingen havde tænkt på pas og kufferter til familierne.

Pas og kufferter er ellers normale ejendele i danske hjem, men hos disse udsatte familier, der heller ikke selv havde råd til at skaffe sig dem.

For Stine Schmeichel var der kun en ting at gøre. Sammen med sine kollegaer fandt de nogle kufferter frem, som familierne kunne pakke i.

Det var i den situation, det gik op for hende, hvor dårligt stillet nogle danske familier er.

Men også hvor stor en forskel hun selv kunne gøre.

En indsigt hendes egne tre børn nu også mærker.

Brænder for at gøre en forskel

Det gjorde stort indtryk på 36-årige Stine Schmeichel, men gav hende også endnu mere drivkraft i hendes arbejde i Fodboldfonden.

En fond, hun for omkring fire år siden var med til at stifte. I dag drives den af Louise Janniche, Stine Schmeichel, Sabrina Kvist Jensen og Michelle Delaney.

Fælles for kvinderne er, at de brænder for at gøre en forskel. Stine Schmeichel, Sabrina Kvist Jensen og Michelle Delaney er alle mødre og nå ja, så er de gift med tre af Danmarks største fodboldstjerner.

Nemlig landsholdsspillerne Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og Thomas Delaney.

Fodboldfonden

Fodboldfonden blev stiftet i 2017 og bag den står hustruerne til nogle af Danmarks store landsholdsprofiler i fodbold, Stine Schmeichel, Michelle Delaney og Sabrina Kvist Jensen, der er gift med henholdsvis Kasper Schmeichel, Thomas Delaney og Christian Eriksen, samt Louise Janniche. 

Fodboldfonden arbejder for, at alle børn skal have ret til en tryg barndom og opvækst præget af kærlighed, tillid og fællesskab, og fonden har de seneste år gennemført flere velgørenhedsgallaer, hvorfra overskuddet er gået til socialt udsatte børn i Danmark.

Sammen arbejder de fire kvinder for, at alle danske børn får en tryg barndom og opvækst præget af kærlighed, tillid og fællesskab.

De hjælper især socialt udsatte børn i Danmark – eksempelvis familier, der hverken har råd til at rejse, holde jul, børnefødselsdage eller konfirmationer.

- Vi kan jo alle genkende den følelse af at se eller opleve børn, der føler sig uden for fællesskabet. Det skærer selvfølgelig en dybt i hjertet, fortæller Stine Schmeichel.

Vil gerne gå forrest

Hun er uddannet jordemoder og har arbejdet på et hospital i den engelske by Manchester. Men lige så stille begyndte det at gå op for hende, hvilken forskel fodbolden faktisk kunne gøre for andre mennesker.

Det startede med, at hun sammen med sin mand Kasper Schmeichel var med til at samle penge ind til gravide kvinder i Afrika, hvor der er høj dødelig i forbindelse med fødsler.

Her oplevede hun, hvor mange ressourcer og muligheder der er i fodboldverden. Og på mange måder følte hun, at det forpligtede.

- I Fodboldfonden vil vi gerne være med til at gå forrest og påtage os en del af ansvaret for, at de ressourcer bliver bragt spil til fordel for børnene, siger hun og tilføjer:

- Det giver så god mening at koble fodbold og velgørenhed sammen.

Det velgørende arbejde startede med nogle mindre børnearrangementer, hvor der var fokus på fællesskab, og som kunne give familier en god oplevelse.

Men det voksede hurtigt, for Stine Schmeichel og hendes kollegaer opdagede, hvor mange familier i Danmark der faktisk havde brug for en hjælpende hånd.

Nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at 59.700 børn og unge lever i fattigdom i Danmark. Det er altså blandt andet familier, hvor børnene ikke har de samme muligheder som deres jævnaldrende.

Oplevelser og pusterum

Ud over at fodboldverden har nogle stærke profiler og store sponsorer, er fodbolden som sportsgren også et sted, hvor der er plads til alle.

Derfor er det også vigtigt for Stine Schmeichel at få børn ind i eksempelvis et fodboldfællesskab.

- På fodboldbanen betyder det ingenting, hvad dine forældre laver, eller hvor meget de tjener, siger Stine Schmeichel.

Og selvom hun er den, der giver, så føler hun også, at hun får rigtig meget ud af mødet med de mange familier.

- Det er en fornøjelse at have børn med på oplevelser. Det er oplevelser, som mange måske tager for givet, men som betyder alverden for de her børn. Det er dejligt også at kunne give dem et pusterum fra en ellers presset hverdag og give dem noget at fortælle om, når de skal tilbage i skole. Det er jo netop vigtigt i forhold til at føle sig som en del af fællesskabet i klassen, siger hun.

Tager gerne børnene med på arbejde

Stine Schmeichel er godt klar over, at hun er enormt privilegeret – blandt andet fordi hun er gift med landsholdsspilleren Kasper Schmeichel.

Men privilegiet forpligter. Og det prøver både Stine og Kasper Schmeichel at opdrage deres tre børn, Max, Isabella og Nanna Sofie, efter.

Eksempelvis taler de med børnene om, at der er familier, som ikke har råd til de samme ting, som de har – eller adgang til de samme muligheder og fællesskaber.

- Jeg prøver at opdrage dem efter, at hvis de kan og føler, de har overskud, så skal de prøve at se, om de kan hjælpe andre eller gøre en forskel.

Og når der er mulighed for det, tager Stine Schmeichel også børnene med på arbejde.

Eksempelvis havde hun dem for nylig med til et arrangement, så børnene kunne blive en del af den oplevelse og møde nogle af de familier, som Fodboldfonden hjælper.

- At være sammen om at hjælpe giver os en glæde som familie.

’Alle vores børn – side om side’

TV 2 er gået sammen med Fodboldfonden og Røde Kors med et indsamlingsprogram. ’Alle vores børn’ har Melvin Kakooza som vært og bliver afholdt søndag aften i Rødovre.

Her vil seerne få et indblik i det liv, som udsatte børn og voksne omkring dem lever. Og samtidig er der mulighed for at støtte – og dermed sikre flere børn plads i fællesskabet.

Læs mere om, hvad de indsamlede penge går til.

’Alle vores børn – side om side’ sendes live på TV 2 PLAY og TV 2 søndag 28. november klokken 20.00.

Når søndagens program er slut, fortsætter ’Alle vores børn’-indsamlingen i ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften LIVE’ helt frem til torsdag 23. december.

I denne del af indsamlingen går midlerne udelukkende til julehjælp til børnefamilier i udsatte positioner.