GO'

Mor kritiserer tilbud på Black Friday, mens smitten stiger

Ifølge e-handelsdirektør i Dansk Erhverv tager butikkerne alle forholdsregler for at sikre, at Black Friday ikke øger coronasmitten.

Da Annika Friis opdagede, at BR og Bilka har valgt at have 30 procent rabat i butikkerne og 20 procent online under Black Friday, blev hun irriteret.

- Jeg synes, det er ærgerligt, når man som sådan en stor butik som BR og Bilka giver sine kunder en gevinst for at komme ind i butikken og øge smittetrykket, forklarer hun i ’Go’ aften Live’.

Annika Friis fremførte sin kritik onsdag aften i B.T., kort efter at sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) oplyste på et pressemøde, at der igen indføres mundbind i butikker grundet stigende smittetryk.

Hun synes nemlig ikke, at kunder skal belønnes med gode tilbud for at stimle sammen i de fysiske butikker, når smitten lige nu stiger markant, lyder det.

- Jeg synes, det er synd for medarbejderne, jeg synes, det er synd for de handlende, og jeg synes ikke, det er særligt ansvarligt.

Foreslår alternativ

Stod det til Annika Friis, burde de store kæder fordele tilbuddene ud over en måned, så alle kunder ikke behøver møde op samme dag.

- BR har tidligere været rigtigt gode til at sige ”den her weekend har vi tilbud på Lego, den her har vi på Barbie, den her har vi på Playmobil”, forklarer hun.

Jacob Krogsgaard Nielsen, der er presseansvarlig for Salling Group, der blandt andet ejer Bilka og Fætter BR, forklarer dog, at der er flere grunde til, at kunderne får en større rabat, hvis de handler i de fysiske butikker.

Allerede i går og i dag kan vi se, at det fungerer rigtigt fint

Jacob Krogsgaard Nielsen, presseansvarlig for Salling Group

Først og fremmest er Black Friday planlagt for lang tid siden, men det handler også om, at de ikke har hænder nok på lageret, der distribuerer onlinehandlen, lyder det.

- Årsagen er, at vi, som mange andre i branchen, godt kunne bruge et par ekstra hænder på vores lagre til at skubbe de mange ordrer afsted. Så i et forsøg på at fordele handlen lidt anderledes end normalt kører vi med de her priser, lyder det fra Jacob Krogsgaard Nielsen.

Han understreger, at de tager coronasmitten alvorligt. Butikkerne holder åbent ekstra længe, og man følger alle myndighedernes anbefalinger til afstandsmarkeringer, skærme og sprit.

- Således kan handlen fordeles, og allerede i går og i dag kan vi se, at det fungerer rigtigt fint, tilføjer pressechefen.

Tager pres fra julehandlen

Niels Ralund, der er e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv, forklarer, at Black Friday allerede har ændret sig fra at være én dag til at være en hel uge med gode tilbud, lyder det.

Han forstår godt, hvorfor butikkerne har et ønske om at få kunderne til at handle i de fysiske butikker.

- Mange butikker har været lukket i længere tid, og de spekulerer selvfølgelig i, at de gerne vil have kunderne ned i butikkerne, og så giver man et tilbud, der er lidt bedre, forklarer han.

Og Niels Ralund mener, at det er kundernes frie valg at blive hjemme fra Black Friday eller tage mundbind på, hvis de føler sig utrygge, og han kender ikke til undersøgelser, der viser, at der i detailhandlen har været store smittespredninger, siger han.

Niels Ralund ser ligeledes Black Friday eller Black Week som en begivenhed, der kan tage trykket af julehandlen, så færre danskere stimler sammen der.

Bliver hjemme

Annika Friis er ikke overbevist og kommer ikke til at købe julegaver i de fysiske butikker i dag, selvom de tilbyder større rabatter.

Det gør hun for at passe på både sig selv og butiksmedarbejderne, lyder det.

- Jeg tænker, der er en grund til, at Magnus Heunicke siger, at vi skal til at indføre ekstra restriktioner, slutter hun.

Se interviewet med Annika Friis og Niels Ralund i 'Go' aften Live' på TV 2 PLAY.