GO'

Sygeplejerske var alene med 12 hjertepatienter – nu siger hun stop

Direktøren for Slagelse Sygehus forklarer, at det er sidste mulighed, når man pålægger sygeplejersker at dække ind på andre afdelinger.

Dybt frustreret og med ondt i maven tjekkede Miamarie Dyrving Rasmussen søndag morgen ud fra Slagelse Sygehus.

Flere gange havde hun grædt i løbet af sin nattevagt på hjerteafsnittet, som hun var blevet påduttet, selvom hun som sygeplejerske er specialiseret inden for hormonsygdomme.

Miamarie Dyrving Rasmussen havde på forhånd været nervøs, så hun havde forventet, at der ville være en kollega at sparre med, men sådan gik det ikke.

- Vi er to faste og to vikarer til en afdeling med 48 patienter, så jeg passer 12 patienter fuldstændig selvstændigt. Alt medicin, alt sygeplejeligt ansvar og alt pleje, fortæller hun i ’Go’ aften LIVE’.

Efter nattevagten skrev hun søndag morgen et opslag på Facebook, hvor hun blandt andet forklarede, hvordan hun alene havde måtte skifte og løfte patienter i løbet af natten, fordi der ikke var andre til at hjælpe.

Miamarie Dyrving Rasmussen har nu taget konsekvensen af arbejdsvilkårene som sygeplejerske.

Allerede inden nattevagten på hjerteafsnittet havde hun sagt sit job op i Region Sjælland.

Ingen restitution

Efter Miamarie Dyrving Rasmussen havde afsluttet sin nattevagt søndag morgen, skulle hun hjem og sove, selvom hun egentlig havde planlagt kvalitetstid med sin familie.

Jeg har ikke nok hviletid til at vende mit døgn om, inden jeg skal starte i en ny dagvagt

Miamarie Dyrving Rasmussen, sygeplejerske

Den ekstra nattevagt i weekenden betød nemlig ikke, at hun så havde fri mandag, og det har konsekvenser.

- Personligt går det ud over min familie, og sundhedsmæssigt går det ud over mig, for jeg har ikke nok hviletid til at vende mit døgn om, inden jeg skal starte i en ny dagvagt, forklarer hun.

Og det er ikke bare arbejdsmængden, der har fået Miamarie Dyrving Rasmussen til at sige op. Sammen med arbejdspresset kommer nemlig uvisheden, forklarer hun.

- Det påvirker mig, at jeg næsten aldrig ved, hvornår jeg skal på arbejde.

Tip os: Hvordan oplever du presset i sundhedsvæsenet?

Er du indlagt på et hospital, og oplever du, at personalet er presset?

Er du ansat på et hospital, og oplever du, at du og dine kollegaer er pressede?

Så er du velkommen til at sende os en video eller en e-mail, hvor du fortæller, hvad du oplever. Send den til jmoe@tv2.dk eller salp@tv2.dk.

Situationen i sundhedsvæsnet er alvorlig

Sygehuse i hele landet udskyder lige nu operationer, og i Region Sjælland, hvor Miamarie Dyrving Rasmussen arbejdede, står det allerværst til.

Her udskydes mellem 50 og 70 procent af alle planlagte aftaler og operationer lige nu for at frigive ressourcer som Miamarie Dyrving Rasmussen til andre afdelinger, der er ekstra pressede, oplyser de til TV 2.

Men direktør for Slagelse Sygehus, Niels Reichstein Larsen, understreger, at det er sidste løsning, når man rykker medarbejdere til andre afdelinger.

- Det er frygteligt at være med til at pålægge medarbejdere at arbejde på den måde, men når der er patienter, der har brug for akut behandling hos os, så bliver vi nødt til at finde en løsning, forklarer han.

Og formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, erkender, at situationen i sundhedsvæsnet er alvorlig.

Der er i øjeblikket en flugt fra faget, og det er en ond spiral, hvor presset øges på dem, der bliver i faget, lyder det.

Stephanie Lose nævner udrednings- og behandlingsgarantien som en mulig løsning for patienter, der får udskudt aftaler. Den giver nemlig patienter ret til at søge behandling i det private, hvis udredningstiden overskrider 30 dage.

Derudover er hun villig til at se på, om sygehusene kan afvige fra garantien, hvis det vurderes, at presset fra akutafsnittene er for stort, siger formanden i ‘Go’ aften LIVE’.

”Jeg er ked af det”

Det er ikke med dårlig samvittighed, at Miamarie Dyrving Rasmussen nu siger sin stilling op i Region Sjælland for at tage en sygeplejerskestilling et andet sted, hvor vilkårene er bedre.

- Jeg synes ikke, at det er mig om menig medarbejder, der har ansvaret for at redde sundhedsvæsnet, lyder det.

Miamarie Dyrving Rasmussen er dog ked af det på sine kollegers og patienternes vegne.

- Jeg ved, at nu skal de løbe endnu stærkere, fordi mine kompetencer går ud. Jeg er ked af det på patienternes vegne, når de ligger der, og har brug for hjælp, og der ikke kommer nogen, slutter hun.

Se indslaget med Miamarie Dyrving Rasmussen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY