Coronavirus

Ikkevaccinerede kvinder føler sig udstillet – kritiserer armbånd i Lalandia

Ifølge salgs- og marketingsdirektør i Lalandia er der en grund til, at gæster får forskellige armbånd udleveret, lyder det.

Ellie Steiness børn er blevet kaldt uheldige at have hende som mor.

En veninde vil sågar ikke længere rejse med hende eller have hende på besøg, og der er sociale arrangementer, hun ikke længere bliver inviteret med til.

Alt sammen fordi Ellie Steiness ikke vil vaccineres mod coronavirus, fortæller hun i 'Go' aften LIVE'.

Senest har Ellie Steiness følt sig udstillet og udskammet, da hun tjekkede ind i Lalandia med sin mand og fik udleveret to armbånd i en anden farve, end de andre gæster i badelandet.

Hun blev ved med at spørge

Maria Petersen, skoleelev

- Jeg fik et gult armbånd, hvor dem, der var vaccinerede, fik lilla armbånd. Der var ikke andre end mig og min mand, der fik de gule armbånd. Det var lidt som at få en jødestjerne, lyder det fra Ellie Steiness i ’Go’ aften LIVE’.

Og hun er ikke den den eneste, der føler sig udskammet for ikke at være vaccineret.

Blev udspurgt foran hele klassen

18-årige Maria Petersen har også flere gange oplevet, at folk stiller spørgsmål til hendes valg.

Foran den 10. klasse hun går i, er hun blevet udspurgt af sin lærer, hvorfor hun ikke vil vaccineres, forklarer hun.

- Det var meget grænseoverskridende, fordi alle eleverne stod og lyttede. Jeg blev ved med at sige, at jeg bare ikke skulle vaccineres. Det havde jeg håbet ville skubbe hende væk, men hun blev ved med at spørge, lyder det.

Derudover er den 18-årige blevet bedt om at medbringe en negativ coronatest til sine venner, fortæller hun.

Ønsker ikke at udstille nogen

Thomas Bahn Jespersen, der er salgs- og marketingsdirektør i Lalandia, kan ikke helt genkende Ellie Steiness’ udlægning af oplevelsen i Lalandia.

De skelner ikke mellem, om man er vaccineret, fritaget, immun, eller om man er kvik- eller pcr-testet, forklarer han.

Thomas Bahn Jespersen forklarer, at alle gæster får udleveret et armbånd, når de ankommer til feriecentret, så gæsterne ikke skal vise coronapas, hver gang de skal stå i kø til noget.

- Vi kigger ene og alene på, hvornår udløbsdatoen er på coronapasset. På baggrund af den udløbsdato udleverer vi så et farvet armbånd, siger han.

Hvis ens coronapas udløber, efter man er taget hjem igen, får man et armbånd, der gælder for hele perioden, men udløber coronapasset, mens man opholder sig i Lalandia, får man en farve, der indikerer, hvilken dag man er ankommet, forklarer han.

Derfor handler farvesystemet ikke om at udskamme ikkevaccinerede gæster, men om at sikre, at alle har gyldige coronapas, mens de opholder sig i Lalandia, forsikrer Thomas Bahn Jespersen.

Holder fast i det frie valg

Ellie Steiness er ikke tryg ved at blive vaccineret, og derfor har hun fravalgt det.

Men hun har ikke nogen holdning til, om andre bør blive vaccineret, lyder det.

- Personligt har jeg ikke ytret mig negativt om andre menneskers frie valg, og jeg ønsker heller ikke, at andre mennesker skal kommentere på mit frie valg. Det er min krop, forklarer hun.

Derfor er det også kommet bag på hende, når vaccinerede eksempelvis har kaldt hende ”en skændsel”.

For Maria Petersen handler det ligeledes om det frie valg, som hun føler bliver taget fra hende.

Jeg synes ikke, man skal gøre ting, man ikke har lyst til

Maria Petersen, skoleelev

Og selvom hendes venner argumenterer for, at alt ville blive lettere, står hun fast på sin beslutning om ikke at blive vaccineret.

- Jeg synes ikke, det skal være sådan, at man skal gøre ting, man ikke har lyst til, for at noget skal være nemmere, forklarer hun.

Lader sig vaccinere, hvis det bliver påbud

Selvom Maria Petersen har følt sig udskammet for at være ikkevaccineret, synes hun stadig, at hun har et godt liv, selvom det nu har en række begrænsninger.

Ellie Steiness synes ligeledes, at det er det hele værd at stå fast på sin ret til ikke at lade sig vaccinere.

Kun en ting kan få hende til at blive vaccineret.

- Hvis det bliver ulovligt at være mig, slutter hun og henviser til vaccinepåbuddet i Østrig.

Se interviewet med Ellie Steiness og Maria Petersen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY