Politiet kan ikke genskabe sms-beskeder fra Statsministeriet og Mette Frederiksen
Det har været muligt at genskabe "et meget begrænset" antal sms-beskeder fra Justitsministeriets departementschefs enheder.
Det er ikke lykkedes politiet at genskabe sms-beskeder fra statsminister Mette Frederiksens (S) eller andre ansatte i Statsministeriets telefoner.
Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
- På baggrund af politiets teknikeres arbejde kan det oplyses, at det desværre ikke har været muligt at genskabe SMS-beskeder fra den relevante periode fra statsministerens eller ansatte i Statsministeriets enheder.
- Det har været muligt at genskabe et meget begrænset antal SMS-beskeder fra den relevante periode fra Justitsministeriets departementschefs enheder, står der i pressemeddelelsen.
Politiet teknikere færdiggjorde undersøgelserne af telefonerne i fredags, 12. november.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger i pressemeddelelsen, at "det kun er i regeringens interesse at få kastet lys over denne sag".
- Derfor tog vi også det helt ekstraordinære skridt at bede politiets teknikere om at forsøge at genskabe sms'erne. Det er desværre ikke lykkedes i det omfang, vi havde håbet, lyder det fra ministeren.
Har udløst kritik
I slutningen af oktober bad Justitsministeriet politiets teknikere om hjælp til at genskabe slettede sms'er på en række telefoner i Stats- og Justitsministeriet.
Sms'erne blev sendt i perioden, da det blev besluttet at aflive alle mink i Danmark, men en del af dem blev efterfølgende slettet, idet flere personer i toppen af Statsministeriet havde slået deres telefoner til at slette alle sms'er efter 30 dage.
Det gælder for både statsminister Mette Frederiksen (S), departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape.
Derfor har Minkkommissionen ikke kunnet undersøge den del af kommunikationen, som foregik over sms. Det har været relevant i kommissionens arbejde, fordi den skal til bunds i minksagen, efter det kom frem, at der ikke var den nødvendige lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.
De slettede sms'er har udløst kritik fra både politikere og eksperter, og hos regeringens opposition går spekulationerne særligt på, om statsministeren har forsøgt at dække over noget.
- Jeg har ikke haft ønske om at dække over noget som helst
3. november indkaldte Mette Frederiksen til pressemøde om de slettede sms'er - et pressemøde, hvor også justitsminister Nick Hækkerup deltog.
Her fortalte statsministeren, at det var departementschef Barbara Bertelsen, som rådgav hende om at slå den automatiske slet-funktion til - en funktion, hun efter sms-sagen har slået fra igen.
Hun slog desuden fast, at det var "i fuld overensstemmelse med de regler, der gjaldt, da kommissionen (Minkkommissionen, red.) blev nedsat".
- Jeg kan godt forstå, at det kan se mærkeligt ud, men jeg vil gerne gøre fuldstændig klart, at vi ikke har noget som helst ønske om at slette noget som helst. Jeg står på mål for, hvad vi har gjort, og det ordvalg, der måtte være brugt. Jeg er 100 procent sikker på, at jeg ikke kendte til det hjemmelsspørgsmål. Jeg har ikke haft noget ønske eller behov for at dække over noget som helst, lød det fra Mette Frederiksen (S).
Men det blev langtfra modtaget med klapsavler hos oppositionspartiet Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
- Det, jeg siger nu, er ret vildt: Jeg stoler ikke på Danmarks statsminister, sagde han efter pressemødet til TV 2.