Hun ligger vågen, når vi andre sover – nu bruger hun ulovlige stoffer for at få det bedre
Sellina Nezlind vil gøre alt for at blive rask. Derfor har hun taget et valg, der ikke er uden risiko.
32-årige Sellina Nezlind trækker vejret dybt. Hun har svært ved at finde ro i kroppen, idet hun sætter sig i skrædderstilling på en madras med neongrønt lagen i sin stue.
I nærheden har hun ørepropper, elastik og en sok, hun kan tage over øjnene, hvis hun får brug for at lukke verden ude. Og ved siden af hende sidder en mandlig terapeut.
Han siger, at hun skal forestille sig, at hun sejler på et skib, hvor kursen ændrer sig blot en lille smule.
- Lige nu gør det ikke den store forskel, men på den lange bane kan du rykke dig et helt andet sted hen, forklarer han.
Sellinas stemme dirrer, da hun åbner munden for at svare.
- Jeg kan mærke, at jeg bliver lidt ked af det. Jeg håber så meget, at det virker. Men jeg har svært ved at tro på det, for jeg har prøvet alt, siger hun.
Så indtager Sellina det ulovlige stof mdma. Opløst i en sød læskedrik fra Netto.
Der findes mennesker, der er så syge, at de er villige til at ty til drastiske metoder i et forsøg på at få det bedre.
Mennesker, der har været igennem lange, opslidende behandlingsforløb, men som stadig ligger med åbne øjne, når vi andre sover. Holdt vågne af fortidens spøgelser.
Sådan er det for Sellina Nezlind, som TV 2 ECHO har fulgt i fire måneder i dokumentaren ’Tæt på: Helbred mig med stoffer’.
Størstedelen af sit 32-årige liv har hun lidt af posttraumatisk stresssyndrom (ptsd), der særligt plager mange veteraner, flygtninge og ofre for voldtægt. Som en frygtindgydende krigsmodstander har sygdommen taget plads i Sellinas krop og slår til, hver gang hun begynder at tro på, at hun kan få det bedre.
Skal hun nogensinde få et normalt liv, ser hun ingen anden udvej end at afprøve terapi med det ulovlige rusmiddel mdma.
Og det er hun ikke ene om, viser TV 2s research.
- Livet forsvinder ud af hænderne på mig. Hvis jeg kan komme af med min ptsd, kan jeg få de muligheder i livet, som jeg aldrig har fået, siger hun.
Barn i psykiatrien
Som offer for seksuelle overgreb i barndommen fik Sellina tidligt mere at kæmpe med end de fleste. Her begyndte et liv plaget af perioder med nedtrykt sind og en forvirret krop, og samtidig startede et liv som hyppig gæst i behandlingssystemet.
Men som barn turde hun ikke at fortælle de voksne, hvad der var sket. Og derfor var hun alene med de mange ubehagelige minder, som særligt slog til om natten.
Nogle gange var det så voldsomt, at Sellina følte, at hun fysisk oplevede overgrebene igen.
Hun blev ældre, diagnoserne blev flere og flere, og det samme gjorde fejldiagnoserne. Men mens lægerne kæmpede videre, begyndte hun som teenager og ung voksen selv at undersøge mulighederne for at få det bedre.
Hun læste artikler og forskningsstudier, så dokumentarer og gik på Youtube. Hun prøvede adfærdsterapi, øjenbevægelsesterapi, samtaleterapi, hypnose, healing, meditation, mikrodosering og medicin i lange baner.
Særligt meditation blev hun glad for. Det gav hende følelsen af kunne trække frikort et par minutter.
Men intet var nok til, at Sellina følte, at hun kunne få adgang til overgrebene fra barndommen og bearbejde dem. Intet var nok til at fjerne mareridtene.
En underbo med en brødkniv
Som 21-årig blev Sellina mødt af yderligere modstand. Hun boede alene i en lejlighed, men skulle flytte sammen med en kæreste. Derfor var han og nogle venner en dag på besøg for at hente møbler.
Flytningen havde larmet. Det mente i hvert fald hendes psykisk syge underbo, og da hun igen blev alene, kom han op og bankede på.
Han brokkede sig over larmen, og Sellina lukkede ham ind.
Men bag ryggen havde han gemt en brødkniv. Sellina skulle stoppe med at larme. Ellers ville han dræbe hende, hvæssede han.
Hun var rædselsslagen. Lammet.
Men på en eller anden måde lykkedes hun med at skubbe underboen ud af lejligheden og låse døren. Herefter fik han et raserianfald ude på gangen og forsøgte at kæmpe sig ind i lejligheden igen.
Det lykkede ham ikke, og Sellina var i sikkerhed. Men det var hendes sind ikke.
Sellina fik sværere ved at sove med åbne vinduer. Hun blev mere agtsom over for fremmed mænd, når hun var i byen. Og hun begyndte primært at omgive sig med mennesker, som hun vidste, at hun kunne stole på.
Samtidig fortsatte mareridtene, og det samme gjorde hendes desperation for at få det bedre.
Forsøgsperson i USA?
I midten af Sellinas tyvere fandt lægerne endelig en årsag til hendes lidelser. Hun led af ptsd, posttraumatisk stressyndrom, og havde gjort det lige siden barndommens overgreb.
Det var, som om at noget faldt på plads inde i Sellina. En brik fik pludselig puslespillet til at gå op, og hun følte for første gang, at hun blev placeret i den rigtige kasse.
Derfor blev Sellina også særligt nysgerrig, da hun som 26-årig første gang hørte om den alternative behandlingsform mdma-terapi. Det gjorde hun i en telefonsamtale med sin daværende kæreste i USA.
Herunder kan du se, hvilke signalstoffer i hjernen der påvirkes af mdma. Er mdma'en ikke fuldstændig ren, eller indtages det i store mængder, kan det have voldsomme konsekvenser for helbredet og i værste tilfælde medføre dødsfald.
Indledende amerikanske studier var begyndt at vise, at det havde god virkning på ptsd-ramte, hvis de modtog psykoterapi samtidig med at være påvirket af mdma, som er det aktive stof i ecstasy.
Og kæresten foreslog Sellina, at hun rejste over Atlanten og blev forsøgsperson.
Sellina syntes, at det lød voldsomt. Både behandlingsformen og den lange rejse. Samtidig viste det sig at være problematisk som udlænding at få lov til at blive forsøgsperson, og turen blev aldrig en realitet.
Men hun fik svært ved at slippe tanken og begyndte i stedet at undersøge den alternative terapi.
Et håb
Seks år senere var tankerne der stadig. De var vokset år for år, og 32-årige Sellina læste, at studierne med mdma-terapi var nået den sidste videnskabelige fase inden en eventuel godkendelse fra den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA.
Flere europæiske lande var også kommet ombord i et forsøg på at få behandlingen godkendt i Det Europæiske Lægemiddelagentur.
Forskning pegede på, at stoffet kunne åbne en form for terapeutisk vindue, som gjorde det lettere for ptsd-ramte at tale om svære traumer.
Sellina fik kontakt til flere terapeuter, der praktiserede terapiformen under offentlighedens radar, og flere patienter, der havde modtaget den.
- Jeg hørte nogle vidunderlige fortællinger fra personer, som efter terapien har sluppet deres ptsd. Det gav mig håb, fortæller Sellina.
Med årene var hun blevet afklaret. Både i forhold til at turde afprøve en behandlingsform, der potentielt kunne være farlig i de forkerte hænder. Men også en ro omkring, at hun bevægede sig ud på ulovligt territorium.
- Jeg ville da ønske, at jeg ikke behøvede at gå ned ad den vej. Men jeg har prøvet alt andet, så det ville være grænseløst dumt af mig ikke at forsøge med mdma-terapi, siger hun.
Hypnose og store pupiller
I september 2021 lagde Sellina sig ned på madrassen med det neongrønne lagen i sin stue.
Hun tog en sok over øjnene. Det euforisende stof mdma begyndte så småt at virke i kroppen, og mens hun talte med terapeuten ved siden af hende, bevægede hun sig ind i en tracelignede tilstand. En slags hypnose.
En pause delte sessionen i to.
- Fuck, jeg har store pupiller. Det er sindssygt, man, udbrød hun, da hun kiggede sig selv i spejlet og drak endnu en portion mdma-krystaller opløst i læskedrik fra Netto.
Efter 5 timer og 47 minutter var det slut.
Sellina fandt lige så stille tilbage sig selv, mens hun blev liggende på madrassen. Det gik op for hende, at hun havde talt meget, og hun mærkede skammen komme snigende.
Så mindede hun sig selv om, at det jo var en af pointerne med terapien.
En anden Sellina?
I dag er det omkring to måneder siden sessionen i stuen. Men den store forløsning lader vente på sig, for Sellina har svært ved at sætte ord på, hvad terapien præcis har givet hende.
Hun havde håbet, at behandlingen ville tage endnu mere fat i barndomstraumerne og dermed kickstarte en vigtig bearbejdelse.
Det skete ikke, og hun får derfor stadig de ubehagelige flashbacks, som stjæler hendes søvn. Men Sellina Nezlind er alligevel en anden, end hun var i sine svære barndoms- og ungdomsår.
De mange års arbejde med sig selv og sygdommen har givet hende redskaber til at håndtere ptsd'en så godt, at mareridtene trods alt er blevet færre. Og i gode perioder formår Sellina at gøre nogle af de ting, der gør hende allermest glad.
Her underviser hun i meditation, besøger veninder, drømmer om at gå selvstændig eller indspiller episoder til sin podcast, hvor hun forsøger at aftabuisere psykiske sygdomme.
Faktisk mener Sellina også, at hun kan bruge sygdommen til at hjælpe andre. For igennem terapeutiske uddannelser og kurser har hun lært at bruge egne erfaringer til at hjælpe personer, der er plaget af traumer ligesom hende selv.
Om hun vil prøve mdma-terapi igen, ved hun ikke. Men hendes største ønske er stadig at få sin søvn tilbage, så hun igen kan drømme uden mareridt.
- Jeg får at vide, at jeg ikke kan regne med nogensinde at blive rask, men det kan jeg jo ikke leve med. Jeg har så meget, jeg gerne vil ud at tilbyde verden, siger hun.
Én ting er derfor sikker: Hun er ikke færdig med at kæmpe for at vinde krigen i sit hoved.
Du kan se mere til Sellina Nezlind og fænomenet mdma-terapi i TV 2 ECHO-dokumentaren 'Tæt på: Helbred mig med stoffer' her. Og du kan læse mere om de etiske overvejelser i forbindelse med dokumentaren her.