Ingen ville lytte til 8-årig drengs forældre - så valgte moren en sidste, desperat udvej
På papiret skal børn med særlige udfordringer rummes i folkeskolen. Men for Magnus Pihl Fryland blev forsøget på inklusion et traume.
Det er søndag, sidste dag i efterårsferien 2019.
Hjemme hos sin farmor og farfar bliver otteårige Magnus mere og mere opkørt. Han begynder at tale højere og højere, mens han holder sig for ørene.
Når Magnus skifter gear og stemning på den måde, ved hans mor Elise Pihl Fryland, at han har brug for luft.
De får jakke på og kommer knap ud på stien, før Magnus begynder at hyperventilere.
Elise Pihl Fryland gør det, en desperat mor må gøre. Hun hiver sin telefon frem og filmer de første minutter af det raserianfald, der ender med at vare syv timer.
Elise Pihl Fryland vil dokumentere, hvor elendigt hendes søn har det. Og vise det til nogen.
På videoen græder Magnus. Og skriger.
-Jeg kan ikke mere, siger han.
Han vrænger sit fregnede ansigt, presser fingrene hårdt ind i panden, gemmer ansigtet i sine hænder, blinker hårdt med øjnene, Elise Pihl Fryland kan ikke tale ham til ro, han vil ikke holde i hånden, han flår sin jakke af, kaster den på jorden.
Magnus' mor ved godt, hvad der er galt.
Magnus er kommet i tanke om, at han skal i skole i morgen.
Traumatiseret forhold
Engang kom elever med særlige behov på specialskole.
Men i 2012 kom inklusionsreformen, som betød, at børn som Magnus så vidt muligt skal undervises i den almindelige folkeskole, så de kan blive en del af fællesskabet.
Om tiden er inde til et opgør med den tanke, sætter TV 2 fokus på i dokumentaren 'Smertensbørn'.
Her følger vi blandt andre Magnus gennem tre hårde år i folkeskolen.
Tre år, der går hårdt ud over både ham og hans familie.
Tre år, som ifølge Elise Pihl Fryland har givet hendes søn et traumatiseret forhold til det at gå i skole.
Professor emeritus ved Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet Bjørn Holstein, der har forsket i børns mentale sundhed i flere årtier, medvirker i dokumentaren.
- Man kunne have gjort noget fra starten, der havde klippet toppen af de problemer, så det ikke var gået så galt, siger han.
- Når man kan forebygge, at mentale helbredsproblemer accelererer og bliver rigtigt alvorlige, er det da en unødig lidelse, at man ikke gør det. Og det er ikke kun barnet, der lider. Det er også familien.
Børnehaven gav ondt i maven
Allerede da Magnus var 14 dage gammel, vidste Elise Pihl Fryland, at hendes søn var anderledes.
Magnus var ekstrem intens i sin måde at stirre på. Han så sine forældre direkte ind i øjnene, og vendte de blikket væk, skreg han. Han var følsom over for lyd og lys og havde svært ved at falde til ro.
I vuggestuen var det svært for ham at blive afleveret, når der allerede var andre børn, og dagen var i gang. Det var for voldsomt at blive kastet ind i. Lidt bedre var det, når de afleverede Magnus tidligt om morgenen som en af de første, så han gradvis kunne vænne sig til, at der kom flere børn og mere larm.
Når han blev hentet, løb han sine forældre ind i armene.
I børnehavetiden fik Magnus tit mavepine. Han havde så fysisk ondt i maven over at skulle i børnehave, at han ofte ikke kom af sted.
Om aftenen havde Magnus svært ved at falde i søvn. Det var ikke unormalt, at han skreg i 3, 4 eller 6 timer. Ifølge sin mor var hans sanser blevet bombarderet i løbet af dagen, og han kunne ikke finde ro.
Han rejste sig op i sengen om natten og skreg.
Ifølge lægen havde Magnus night terror, hvilket, forklarede han, ofte ses i lange perioder hos børn med diagnoser.
Men Magnus havde ingen diagnose.
Og derfor blev han ved med at gå i en almindelig børnehave. Et specialtilbud ville kræve en indstilling fra børnehaven, der vurderede, at Magnus havde det fint. De syntes, at det var for tidligt at indstille ham til at blive udredt, og at han var velfungerende.
Men forældrene kunne se, at han var tom i blikket, og de mærkede, hvordan han reagerede derhjemme.
Da Magnus skulle i skole, var folkeskolen det naturlige valg. Der lå en lige i nærheden af familiens hjem, og på papiret kunne den godt rumme Magnus og hans udfordringer.
Men folkeskolen kunne ikke rumme Magnus. Og Magnus kunne ikke rumme at være der.
Selvom han fik bevilget hjælp 12 timer om ugen fra en pædagog, var det decideret rædselsfuldt for Magnus at gå i skole.
Han kunne bryde sammen, hvis nogen sad på en forkert stol, kom for tæt på eller var for langt væk. Larm og lys forstyrrede ham, alle indtryk larmede i hans hoved.
Han kunne ikke koncentrere sig, og havde han brug for hjælp, kunne den ene lærer, der var, ikke altid komme til ham, når der også sad cirka 26 andre børn i klassen, der skulle have udbytte af undervisningen.
Magnus blev fjern og lukkede sig inde i sig selv.
Eller eksploderede og råbte og skreg.
Når han kom hjem, sagde han, at hans trommehinder gjorde ondt af al den larm.
Han slog og kradsede sig selv i hovedet, gav sig selv skylden. De andre råbte jo ikke op på den måde. De blev ikke så let sure og frustrerede.
Magnus følte sig forkert og uopdragen.
Han sagde til sine forældre, at han ikke var værd at elske. De sagde, at de elskede ham, som han var, men han troede dem ikke.
Magnus hadede skolen og endte med næsten aldrig at være der. Han. Ville. Ikke. Afsted.
Aftenen inden en skoledag kunne de bruge flere timer på at få ham til at falde til ro, inden de næste morgen skulle slæbe ham ud ad døren, hen på skolen klokken 08.30, hvorefter skolen kunne ringe til Elise Pihl Fryland klokken 09.15 og sige, at nu var det nok for Magnus. Hun var nødt til at komme og hente ham.
Elise Pihl Fryland sagde sit job op, ellers kunne det ikke hænge sammen. Selvom hun prøvede at være tapper over for Magnus og først græde, når hun var alene i badet, var Magnus stor nok til at forstå, at hans måde at være på tærede på familien.
Han sagde undskyld til sine forældre. Undskyld, at han var blevet født, fordi det havde givet familien så mange udfordringer.
Han sagde til sin mor, at han ville ønske, at han aldrig var blevet født.
Han ville gerne hoppe ud af vinduet, så han kunne dø, så han slap for at komme i skole.
Det var der, at Elise Pihl Fryland blev desperat.
Den sidste udvej
Nærmest fra Magnus blev født, havde hun og hendes mand prøvet at råbe først vuggestuen, så børnehaven og nu folkeskolen op. Otte års kamp.
Men hun oplevede, at ingen lyttede til familiens behov for at få Magnus diagnosticeret og derefter visiteret til et andet undervisningstilbud end folkeskolen.
Skolen havde ifølge Elise Pihl Fryland ikke travlt med at indstille Magnus til diagnosticering, fordi han var i et forløb med en skolepsykolog og fik hjælp 12 timer om ugen.
Derfor filmede hun Magnus, da han havde det allerværst.
Med tilladelse fra Magnus viste Elise Pihl Fryland deres praktiserende læge videoen.
Lægen kunne godt se, at det var voldsomt, og lavede en henvisning til Børnepsykiatrisk Ambulatorium i Vejle, der afviste Magnus.
Så måtte Elise Pihl Fryland sammen med sin søn til lægen igen, ny henvisning, ny afvisning. Skolen måtte sende ham videre i systemet, hvis de fandt det relevant, lød beskeden.
Efter andet afslag i november 2019 ringede Elise Pihl Fryland til afdelingen og skældte ud.
Hun sagde undskyld, at hun talte grimt, men ”jeg har et barn, der har hårdt brug for hjælp, og det er nu”.
Det hjalp.
Magnus blev udredt i starten af januar 2020 og fik en diagnose i februar.
Infantil autisme.
Det kom ikke bag på hans forældre. De nikkede bare, da de fik beskeden. Lettede over, at der kom navn på deres drengs udfordringer.
Magnus gik ud fra mødet og ringede til sin farfar.
-Jeg har infantil autisme, farfar. Nogle gange synes jeg, at det er svært, og så har jeg brug for, at du fortæller mig, hvad der er svært for mig, for jeg ved det ikke altid selv.
Magnus kunne begynde at forstå, at han var anderledes, men ikke forkert. At han ikke gjorde noget med vilje, og at han havde brug for hjælp til nogle ting.
Kun fire børn i klassen
Med sin diagnose i hånden kunne Magnus i august 2020 starte i et specialtilbud, hvor der var seks børn i klassen. Det var bedre, men flere af de andre børn var meget urolige, og det er Magnus ikke, så det skabte mere uro end ro for ham at gå der.
Men så - i maj 2021 - havnede den hårdtprøvede dreng i sin hidtil bedste klasse.
Her er der fire elever og altid en eller to voksne. Ved siden af klasselokalet er der et ekstra rum, hvor børnene kan gå ind, hvis en af dem har det svært og har brug for en pause. Der er altid en voksen, der kan hjælpe, og som kender Magnus’ og de andre børns udfordringer og handlemønstre.
Den tid og kompetence er der ikke i en almindelig folkeskoleklasse med 27 børn.
TV 2 Nyhederne har talt med Villy Raahauge, der er skoleleder på Egtved Skole, hvor Magnus gik i tre år.
Han udtaler sig ikke om den konkrete sag, men siger, at det kan tage op til halvandet år at ”vende alle sten” for at finde ud af, hvad der vil være bedst for det enkelte barn.
- Jeg kan godt forstå, at familier, der har et barn, som de synes, at der skal i et specialtilbud, føler sig magtesløse, fordi det tager lang tid. Men jeg synes også, at det skal være professionelt. Derfor har jeg det ikke dårligt med, at det kan tage halvandet år. Jeg har det godt med, at vi undersøger sagerne til bunds.
Lærer sin farfar nyt
I dag er Magnus ti år og kan finde på at læse bøger om jura. Han har for eksempel læst, at en lærer ikke må afvise en elev, der skal på toilettet, hvilket en af hans klassekammerater hele tiden skal.
På sin computer programmerer han spil til sine småbrødre Elias og Malte, og en gang imellem kan han lære sin farfar nyt om uraberne, som han læser om i Illustreret Videnskab.
Det kan også være, at han ser Nyhederne, hører om Taliban og bagefter søger mere viden på sin telefon.
For familien er det en stor succes, at Magnus nu – for det meste – er, ikke begejstret, men okay med at skulle i skole. Han føler sig ikke afmægtig.
Han kan få hjælp, når han skal bruge den. Lærerne forstår hans diagnose, og han skal ikke forklare sig, hvis han er træt, tom i blikket eller synes, at det larmer for meget.
Når man bliver mødt i, at det er i orden at synes, at det er svært, føles det ikke ligeså svært for Magnus, siger Elise Pihl Fryland.
Men der er stadig dage, hvor det er svært for ham at komme af sted.
Der er stadig aftener, hvor han skal sidde med sine forældre i fire timer for at falde til ro.
Tre år i folkeskolen har sat sig som et traume, mener hans mor.
Ifølge Elise Pihl Fryland har den lange negative påvirkning givet ham et traumatiseret forhold til det at gå i skole, fordi der ikke blev gjort noget før.
Kroppen i alarmberedskab
I TV 2-dokumentaren 'Smertensbørn' slår psykolog Susan Hart fast, at det går hårdt ud over børn, hvis ikke der sættes ind i tide.
-Et kaotisk stressende miljø, som varer i lang tid, vil have den påvirkning, at det sætter hele nervesystemet i alarmberedskab. Og så vil vores psykiske system præges af det, og det vil sætte sig som en psykisk ubalance, som et symptom, som kan diagnosticeres i psykiatrien, siger hun.
Derfor er det en stor bedrift for hele familien, at Magnus nu kommer af sted tre dage om ugen.
Og ikke én gang, siden han startede i sin nye skole, har de ringet ham hjem.
Se dokumentaren 'Smertensbørn' her på TV 2 PLAY.