Coronavirus

Presset sygehusvæsen råber på mere personale - på overlæges afdeling manglede hver anden i dag

Mette Frederiksen vil have personalet til at gøre en ekstra indsats. Men det gør de allerede, mener næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

På overlæge Nina Weis’ afdeling på Hvidovre Hospital skulle der tirsdag have været otte sygeplejersker på arbejde.

Der var fire.

Samtidig stiger smitten. Og det er et problem.

- Som jeg ser det, er den helt store udfordring på nuværende tidspunkt, at vi mangler sygeplejersker, siger Nina Weis, der er overlæge på Hvidovre Hospital og professor på Københavns Universitet.

- Vi har vist ved de sidste to bølger, at vi er hurtige til at tage patienter ind og til at diagnosticere dem – men det kræver hænder at pleje dem, og hvis de ikke er der, er det en ny udfordring, som vi ikke havde ved de forrige to coronabølger.

Det er svært at finde en hurtig løsning på problemet. Det tager nemlig lang tid at uddanne sygeplejersker til landets infektionsmedicinske og intensive afdelinger.

- Jeg håber, at antallet af indlagte ikke vil stige så potentielt, som vi så under anden bølge. Men vi tager det fra dag til dag, siger Nina Weis.

For en måned siden var der mellem 80 og 90 indlagte med covid-19. Mandag oversteg antallet 300.

Randrup: Der er personalemangel

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, peger også på, at smittestigningen og den hale af indlæggelser, de trækker med sig, er kommet i større grad, end han havde regnet med.

- Vi havde forudset en smittestigning, men ikke regnet med det her antal indlæggelser, siger Allan Randrup Thomsen.

- Deltavarianten er mere smitsom end andre varianter, og risikoen for at blive indlagt med deltavarianten er større end risikoen med andre varianter.

Højere risikovurdering i dele af landet

En rapport fra Statens Serum Institut i sidste uge viste, at hospitalerne er hårdt spændt for i særligt Region Sjælland og Region Hovedstaden. Der ligger risikoniveauet på fire ud af fem, mens det generelle niveau i landet er tre ud af fem.

Det fremgik af rapporten, at der er nedsat kapacitet i forhold til planlagte operationer på sygehuse i alle regioner. På flere sygehuse er kapaciteten skåret med omkring en femtedel.

- Der foregår således ikke på nuværende tidspunkt en generel pukkelafvikling. I stedet sker der en yderligere udskydelse af aktivitet, stod der i SSI’s rapport.

På trods af øget pres fra et stigende antal coronaindlagte er Odense Universitets Hospital det eneste hospital i landet, der har et åbent coronaafsnit.

- Jeg beder jer, lød det fra Mette F.

Statsminister Mette Frederiksen (S) talte direkte til sygeplejerskerne ved mandagens pressemøde.

- Jeg beder jer om, at I yder ikke bare en indsats, for det gør I fuldt ud allerede. Men også en ekstra indsats igen, sagde hun.

Denne sommer strejkede sygeplejerskerne for bedre løn- og arbejdsvilkår. Og statsministeren påpegede også manglen på personale.

- Jeg ved, at en del af jer er frustrerede. Ikke bare over løn og arbejdsvilkår, men også over den udvikling, som I mange steder oplever. At der er blevet mindre tid til det, der er det vigtigste, tid med patienter, omsorg og behandling, sagde hun og tilføjede:

- Jeg kender godt jeres bekymringer, og jeg deler dem.

Men sygeplejerskerne er løbet tør for tålmodighed, lød det fra Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

- Vi bliver bedt om at gøre en ekstra indsats igen og igen. Sygeplejerskerne har været på overarbejde i 20 måneder, og før det havde vi også et ret presset sundhedsvæsen, hvor sygeplejerskerne har ydet en kæmpe indsats hver eneste dag, har hun sagt til TV 2.