Anne Sofie Nielsen kæmper for at bevise, at hun er en god mor for hendes to børn.
Må jeg være mor?

Hver gang der er post i e-boks, frygter mor til to det værste

Anne Sofie Nielsen ønsker for alt i verden ikke, at hendes børn skal være systembørn ligesom hende selv.

Anne Sofie Nielsen løfter på sine briller og tørrer sig under øjnene.

I flere minutter har hun talt med høj og vred stemme, store armbevægelser og rank ryg. Nu synker hun lidt sammen ved spisebordet i sin nye lejlighed.

Det er ikke længere muligt at holde tårerne tilbage.

Et kort øjeblik virker det, som om kampgejsten forsvinder fra den ellers så kampklare løvemor.

Med opgivende kropssprog og lavt stemmeleje slår hun sin virkelighed fast:

- Hvis du som barn ender i systemet, så er du fucked. Og det værste er, at du vil aldrig nogensinde blive glemt af systemet.

- Og jeg er så træt af det. Jeg er så træt af det.

Stemmen knækker, og hun opgiver at tørre tårerne væk.

- Der er ikke noget mere angstprovokerende for mig, end når jeg skal ind på kommunen. Jeg kan mærke det, allerede når jeg kører hjemmefra. Det sitrer i fingrene, jeg får hjertebanken, og katastrofetankerne kører rundt i hovedet på mig.

TV 2 møder den 29-årige mor til to Anne Sofie Nielsen i hendes nye lejlighed i en lille midtfynsk landsby. Fra stuen er der udsigt ud over den hvidkalkede landsbykirke og hustage.

Der bor kun lidt over 500 personer i byen, så det er svært at forsvinde i en menneskemængde.

Og måske endnu sværere, hvis man er Anne Sofie.

Møder mange fordomme

Hun har langt rødbrunt hår, lange sorte øjenvipper og piercing i tungen. Halsen er udsmykket med tatoveringer, og i højre tinding er der tatoveret tre små hjerter.

Hænderne er ligeledes udsmykket med blæk. På den venstre hånd er der en stor sort pistol. Den dækker over navnet på børnenes far, som hun ikke længere er sammen med. Og hen over knoerne står der ‘LOCO’, der betyder skør på spansk.

Hvis man skal være lidt fordomsfuld, ligner hun på mange måder en kvinde, der har levet et liv, hvor hun har oplevet og set lidt af hvert.

Og det er egentlig rigtigt. For Anne Sofie Nielsen er rundet af en opvækst med svigt, anbringelser, overgreb, kriminalitet og vold.

Men Anne Sofie oplever jævnligt, at der også er fordomme om hende, som hun på ingen måder synes holder stik. Det er især fordomme om hendes egenskaber som mor.

Ifølge hende selv hænger det ikke kun sammen med hendes udseende og fremtoning. Det hænger også sammen med, at hun er barn af systemet. At hun blev anbragt som barn, og at hun op gennem sin ungdom traf en masse dumme beslutninger.

Hun har valgt at medvirke i serien ‘Må jeg være mor?’, der følger en række vidt forskellige kvinder, der alle møder fordomme i forbindelse med den måde, de kan eller vælger at være mor på.

For Anne Sofie har en ambition. Hendes børn skal ikke være systembørn ligesom hende selv. Hun vil med egne ord bare gerne have lov til at være mor for sine to børn.

Derfor er TV 2 også på besøg hos hende en formiddag i november måned. Det er køligt udenfor, men varmt inde i Anne Sofie Nielsens lejlighed.

For hun kan slet ikke holde til at fryse, og det er der en helt særlig grund til.

En rodløs opvækst

Straks hun mærker kulden, bliver hun nemlig suget tilbage til sin barndom. En barndom, der ikke er rar at tænke tilbage på.

Kulden minder hende om den aften, hun efter et skænderi med et andet plejebarn valgte at gå fra sin plejefamilies hus.

Anne Sofie var kun 13 år. Udenfor var der snestorm. Alligevel gik hun den aften ud ad døren i strømpesokker og nattøj. Hun ville bare væk.

Hun gik og gik. Og hver gang hun kiggede sig tilbage, kunne hun se plejeforældrenes hus komme længere og længere væk. Samtidig frøs hun mere og mere.

Og efter syv kilometer nåede hun frem til sin mors venindes hus. Det eneste sted, hun følte, hun kunne tage hen.

Jeg frygter allermest, at jeg bliver revet ud af mine børns liv, og at de bliver revet ud af mit

Anne Sofie Nielsen

Det siger i virkeligheden meget om Anne Sofies barndom. At hun ikke rigtig har hørt til noget sted.

For fra hun som 13-årig blev frivilligt anbragt i en plejefamilie, har hun været rodløs. Hun er flyttet fra plejefamilie til plejefamilie og efterfølgende fra anbringelsessted til anbringelsessted.

Og der er lange perioder fra hendes teenageår, hun kun kan huske i små glimt. Meget af tiden er ikke værd at mindes, og resten er forsvundet i stofmisbrug, hun endte i.

Som 19-årig havde Anne Sofie været en del af systemet i knap et årti – som plejebarn, institutionsbarn, utilpasset ung kriminel og stofmisbruger.

Men fra den ene dag til den anden handlede hendes sager ikke kun om hende selv.

Ville skabe en anderledes barndom

Anne Sofie opdagede, at hun var gravid. Og hun ville beholde barnet.

På dette tidspunkt var hun på eget initiativ i fuld gang med at komme ud af sit misbrug gennem et kommunalt behandlingstilbud.

Men selvom omstændighederne måske ikke var de bedste på dette tidspunkt til at sætte et barn i verden, var Anne Sofie ikke i tvivl.

For hun var sikker på, at hun kunne finde ud af at være mor. Og hun var også sikker på, at hun ville kunne gøre det bedre end dem, der havde prøvet at agere mor over for hende.

Der var bare ikke helt den samme sikkerhed hos kommunen, der straks satte ind med ekstra jordemoderaftaler, psykologsamtaler og misbrugsbehandling.

Men det generede ikke Anne Sofie:

- Jeg tog imod alle tilbud, man kunne få, for at vise, at jeg gerne ville gøre det rigtigt.

Jeg har gjort det ti gange bedre end det, jeg selv kommer fra

Anne Sofie Nielsen

For Anne Sofie var fast besluttet på at skabe en meget bedre barndom for sit kommende barn, end hun selv havde haft.

Hun søgte akutbolig, lån til indskud, legater til barnevogn og babyseng og indvilgede i at lade sig følge tæt af sundhedsfagligt personale også efter fødslen.

Men allerede som gravid tikkede den første anonyme underretning ind.

Anne Sofie havde været til en vens fødselsdagsfest på et diskotek. Her mente underretteren, at hun havde været fuld og havde danset på bordene. Kommunen reagerede på den og tog kontakt til Anne Sofie, hvor det viste sig, at underretningen ikke havde noget på sig.

Og så kom Oliver til verden.

En del af systemet

Anne Sofie Nielsen lyser op og bliver mild i stemmen.

- Han var perfekt. Masser af hår, tykke kinder og smuk. Ej, men han var så lækker, siger hun og tænker tilbage på den store dag.

Men det er ikke længe, hun dvæler ved alt det smukke ved at blive mor.

For hun kommer også til at tænke på den kamp, der lige siden den dag har været, for at modbevise alle dem, der gang på gang sår tvivl om hendes moderegenskaber.

For jeg sidder bare med følelsen af, at “ligegyldigt hvad du gør, så er det ikke godt nok"

Anne Sofie Nielsen

Og hun kommer til at tænke på, da hun i et forsøg på at lægge sin fortid bag sig søgte aktindsigt i alle sine papirer hos kommunen.

Det var, da Oliver var helt spæd. Her kunne hun læse om sin kaotiske barndom og ungdom.

Sådan en barndom skulle hun i hvert fald ikke give sin søn. Og heller ikke sin datter, Aura, der kom til verden 18 måneder efter Oliver.

Men trods viljen og kampgejsten var hun stadig en del af systemet.

Blandt andet fordi det er sket flere gange, at nogen anonymt har meldt hende til kommunen for ikke at være en god mor.

Indhentet af fortiden

Børn af fængslede

Omkring fem til seks procent af en børneårgang oplever, at mindst én forælder afsoner en fængselsdom.

Det er en andel, der er sammenlignelig med den andel af børn, der anbringes, eller børn, der lever i konstant fattigdom.

Kilde: VIVE/SFI

Faktisk er det sket fem gange. Og senest var i november sidste år. Denne underretning var dog ikke anonym. For den kom fra politiet.

Politiet havde sigtet Anne Sofie for videresalg af euforiserende stoffer.

Anne Sofie afventer stadig en tiltale, og at sagen kommer for retten. Det kan ende med en fængselsdom. Og det gør Anne Sofie Nielsen yderligere bange:

- Jeg frygter allermest, at jeg bliver revet ud af mine børns liv, og at de bliver revet ud af mit.

Det var fortiden, der havde indhentet Anne Sofie. Hun fortæller, at det var på grund af en gammel gæld fra hendes tid i et kriminelt miljø, at hun havde taget et forkert valg. Et valg, hun for alt i verden gerne ville have undgået.

- Jeg ved godt, at det var en dum beslutning. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke se en anden og lige så hurtig løsning.

Selvom hun i et årti har forsøgt at trække sig fra det kriminelle og problemfyldte miljø og i stedet leve et mere stille og roligt liv, er det tæt på umuligt at rive sig fri af fortiden.

Sådan føler Anne Sofie det i hvert fald. Hun føler, at hendes opvækst og dumme valg i ungdommen nu risikerer at få livslange konsekvenser for hendes to børn.

Og det frustrerer hende. For hun nægter, at hendes fortid skal definere hendes fremtid. Og hun nægter, at det skal gå ud over hendes børn.

“Det vil aldrig være godt nok”

Anne Sofie Nielsen ser sig selv som en stærk og selvsikker person. En ”her er jeg”-type, der ikke putter sig i et hjørne.

Men hver gang hun skal til møde med sin socialrådgiver, bliver hun en helt anden. Det sker, straks hun træder ind ad døren hos kommunen. Hun er så følelsesmæssigt presset, at hun begynder at græde, så snart mødet går i gang.

- Jeg bliver så lille, siger hun og viser med tommelfinger og pegefinger en længde på to-tre centimeter.

- For jeg sidder bare med følelsen af, at “ligegyldigt hvad du gør, så er det ikke godt nok. Du kan løbe herfra og til Grønland, og det vil aldrig være godt nok”.

Bare det at tale om at skulle ned på kommunen gør Anne Sofie ulykkelig, og tårerne triller ned ad kinderne på hende.

Hun bliver også ulykkelig over at tænke på, at hun om et par måneder bliver 30 år, har to børn og stadig føler, hun hænger i bremsen.

I dag er hendes børn henholdsvis ni og syv år. Hun har en 7/7-ordning med børnenes far, og når hun henter dem på skiftedagen, starter en uge, hvor hun gør alt, hvad hun kan, for at være den bedste mor.

For Anne Sofie vil allerhelst bare have lov at være mor. På sin måde.

Det er hendes største og værste og mest modbydelige frygt, at kommunen fjerner hendes børn og erklærer hende uegnet som mor. Og selvom kommunen aldrig har truet med at fjerne børnene, får de hende til at tvivle på sine evner som mor.

Og når hun får en besked i sin e-Boks og kan se, at det er fra kommunen, bryder hendes verden sammen.

- Jeg får det så skidt. Jeg tør slet ikke åbne, fortæller hun.

Det er ikke mere end et par dage siden, at det skete sidst.

Måtte skjule sine følelser

Anne Sofie havde hentet sine børn fra skole, lavet mad og havde fået den ene i bad. Da hun kiggede på sin telefon, kunne hun se, at der var post i e-Boksen. Brevet var fra kommunen.

Der gik et lyn igennem hende, og hun satte sig ned på køkkengulvet med sin telefon og sad helt paralyseret.

Hun kunne ingenting. Men hun måtte tvinge sig selv til at tøjle følelserne. For hendes børn skulle ikke se hende ked af det.

- Jeg bliver ked af det og presset, fordi jeg får følelsen af, at jeg ikke gør det godt nok. Mine børn lider ikke overlast. De bliver fyldt op af krammere og kærlighed, siger hun og stiller spørgsmålet:

- Jeg har gjort det ti gange bedre end det, jeg selv kommer fra. Så hvis de synes, jeg er så slem, hvorfor gjorde de så egentlig ikke noget, dengang jeg var barn og oplevede noget, der var værre?

Kampen for at bevise sit værd som mor har haft store psykiske konsekvenser for Anne Sofie.

De mange underretninger har gjort, at hun længe har været bange for at blive misforstået eller træde ved siden af.

I en periode rullede hun eksempelvis alle sine gardiner ned, når hun var hjemme, fordi hun frygtede, at nogen stod og kiggede ind for at holde øje med hende.

Og hun ville heller ikke have gæster, fordi hun var bange for, at nogen kiggede ind ad vinduerne og mente, at det var et forkert bekendtskab.

Hun føler, at der er en forventning om, at hun som mor skal præstere 130 procent, men at forløbet i kommunen samtidig dræner hende så meget, at hun kun kan præstere 70 procent.

- Og så er det min egen opgave at køre på, så jeg kan præstere op til de 130 procent. Og så bliver du altså træt, siger Anne Sofie Nielsen.

Børnene skal ikke ende som hende

Hun kan egentlig godt forstå, at kommunen har været ekstra opmærksom på hende, når nu hun har den bagage, som hun har.

Men hun føler selv, at hun gør præcis de samme ting som alle andre mødre. Hun forklarer, at hun kysser og krammer sine børn meget, køber ind, smører madpakker og sørger for, at de er velsoignerede, har nogen at snakke med og ved, at hun er der for dem uanset hvad.

- Jeg vil ikke have nogle børn, der ender ligesom mig. Jeg vil have nogle pæne og dannede børn, der kan gå ud og bidrage til, at det her samfund bliver bedre, siger hun.

Men vigtigst af alt vil Anne Sofie have nogle børn, der ved, at deres mor elsker dem. Og selvom midlerne er små, forsøger hun at give dem oplevelser og minder, som hun aldrig selv fik med sin mor.

Derfor nyder hun blandt andet at tage børnene med på camping.

- Som mor føles det fantastisk, at du ikke skal gøre andet end at pakke en bil og køre halvanden time, og så har du to sprudlende glade børn, der bare synes, det hele er fedt, siger Anne Sofie Nielsen, mens hun sidder og ser sine børn hoppe på hoppepude på den campingplads, hvor hendes egen mor er fastligger.

En gang imellem låner de morens campingvogn, så de kan komme lidt væk fra hverdagen og få nogle oplevelser sammen.

Det behøver ikke være fire dage i Legoland, fortæller Anne Sofie og nikker over mod hoppepuden:

- Det er også nok med en legeplads på en campingplads.

Og det behøver heller ikke være en fancy, stor gasgrill. En lille engangsgrill på græsplænen foran campingvognen kan også være med til at skabe et godt barndomsminde.

Uden for campingsæsonen sidder Anne Sofie, Oliver og Aura med vinterjakker rundt om den lille engangsgrill og steger skumfiduser.

Sådan en situation mindes Anne Sofie ikke, hun selv havde i sin barndom. Og derfor betyder den meget.

Det gør hende glad og stolt, at de selv med små midler skaber minder. At de i fremtiden kan sige: ”Kan I huske dengang, I grillede skumfiduser på en engangsgrill i blæsevejr på en campingplads.”

Du kan se de første to afsnit af 'Må jeg være mor?' på TV 2 PLAY.