Kommunalvalg

Højhuse skyder op i danske byer - og optænder en heftig debat

Omkring 15 byer landet over er ved at bygge nye højhuse, men det er ikke alle, som er lige begejstrede for bygningerne.

Store, nye højhuse skyder i disse år op i en række danske byer, og op til kommunalvalget er de genstand for stor debat.

Kritikken går hovedsageligt på, at højhusene dominerer bybilledet, naturen og charmen i de ældre bydele.

Det virker som om, at man virkelig har fundet et emne, som rigtig mange går op i.

Ulrik Kjær, professor

Omkring 15 byer landet over har eller er ved at bygge nye højhuse – det gælder blandt andet Viborg, Hillerød og Aarhus.

I det centrale Viborg ved Søndersø er der allerede blevet bygget højhuse på otte etager, og efter planen skal der bygges flere på op til 16 etager.

- Fylder i vores pæne natur

Det er Elo Nielsen, som er spidskandidat for SF i kommunen, utilfreds med.

Han mener, at "tingene foregår lidt tilfældigt", og at det er for nemt at få lov til at bygge højhuse tilfældige steder i byen, hvis bare man har planerne og pengene.

- Overordnet set har vi ikke noget imod højhuse. De skal bare ligge de rigtige steder. Stedet her ved Søndersø er et "folkets sted", og så bliver 16 etagers bygninger meget fyldende i vores pæne natur, siger han til TV 2.

Det er simpelthen et spørgsmål om, hvorvidt man skal kigge ud over natur eller en by eller ind i et højhus.

Ulrik Kjær, professor på Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet

Torsten Nielsen, som er borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti i Viborg Kommune, mener omvendt ikke, at de høje bygninger ved Søndersø generer nogen. I hvert fald ikke mere end de otteetagers-bygninger allerede gør.

- Det har altid været sådan i Viborg Kommune, at hvis vi bare er oppe i tre etager, er det et højhusbyggeri, og at så skal vi ikke højere op, lyder det fra Torsten Nielsen.

- Når vi siger ja til 16 etager, går vi selvfølgelig ind og kigger på området. Generer det nogens udsigt? Nej, ikke mere end det gør med otte etager, siger han.

Kan påvirke mange mennesker

Ulrik Kjær, professor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, fortæller, at diskussionen om infrastruktur og byplanlægning lige inden et kommunalvalg ikke er noget nyt.

Det er derimod nyt, at emnet om højhuse fylder så meget i debatten.

- Det virker som om, at man virkelig har fundet et emne, som rigtig mange går op i, siger Ulrik Kjær.

Ifølge ham er en del af forklaringen, at bygninger kan påvirke mange mennesker, når de kommer op i højden.

Derudover påpeger han, at det også ofte handler om ”byens sjæl” snarere end de enkelte højhuse – og så hiver det pludselig mange borgere ind i debatten.

- Det her har virkelig tændt nogle lokale debatter på en anden måde, end man tidligere har set. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvorvidt man skal kigge ud over natur eller en by eller ind i et højhus, lyder det fra Ulrik Kjær.

Må ikke overskygge slottet

Også i Hillerød pågår diskussionen om højhusene et sted i byen, hvor der allerede er bygget 2 huse på 15 etager.

Efter planen skal der ligge yderligere fire ved siden af, men formand for Danmarks Naturfredningsforening, Jørgen Nielsen, mener, at de kommer til at dominere mere i omgivelserne end Frederiksborg Slot.

- Vi har ikke noget imod højhuse generelt, men de er større og dominerer lettere omgivelserne. Og det er tilfældet her, hvor der er to huse og kommer flere til.

- Kommuneplanen siger, at der ikke er noget, der må dominere mere end slottet i skylinen. Og det sker jo her, synes jeg, siger Jørgen Nielsen.

Dan Riise, som er formand for arkitektur, -byplan, og trafikudvalget i Hillerød Kommune for Venstre siger, at der i planerne er blevet lagt meget vægt på at bevare steder rundt omkring, hvor man har udsigt til netop Frederiksborg Slot.

Det er også et hensyn, han ønsker, der bliver taget i fremtiden.

- Og ja, hvis du stiller sig nogle steder bag en bygning, kan du ikke se slottet, og stiller du dig andre steder, kan du godt. Det kommer jo an på, hvor du stiller dig, siger Dan Riise til TV 2.

Skal ses i en kontekst

I Aarhus går debatten både på højhusenes placering og størrelse. Det er allerede vedtaget i byrådet, at der skal bygges et højhus til kontorer på 139 meter.

Steen Stavnsbo, borgmesterkandidat i Aarhus Kommune for Det Konservative Folkeparti, mener godt, at man kan have en diskussion om, hvor høj bygningen skal være.

Men tanken bag placeringen ved Aarhus Havn er netop at passe på den gamle bydel i byen og sørge for, at hele byen ikke bliver plastret til med højhuse.

- Man skal også se byggeriet i en kontekst, for der skyder en del hotelbyggerier op her, som kommer til at sætte højhuset i en god kontekst, siger Steen Stavnsbo.

Men stod det til SF's spidskandidat i Aarhus Kommune, Thomas Medom, skulle man overveje at bygge de høje bygninger ude ved motorvejen, idet de bare skal huse kontorer.

- Den høje bygning vil jo blive et vartegn for Aarhus, og jeg synes, det er blevet for massivt, siger Thomas Medom.