Coronavirus

Skal coronapasset og andre restriktioner tilbage på restauranternes menu?

Da restauranterne begyndte at lukke i december sidste år, var smittetallene de samme som nu.

Julen står for døren. Det gør julefrokosterne også.

Og der er meget at indhente for landets restaurations- og kulturliv. Fordi sidste år blev blandt andet julefrokostsæsonen amputeret kraftigt, da dele af landet lukkede ned 9. december.

Smittestigning gik forud for nedlukningen, og vi fik alle at vide, at vaccinerne stod for døren, og det ville være så ærgerligt, hvis læsset væltede nu.

Nu har vi vaccinerne. Cirka 87 procent af os har i hvert fald. Og samtidig stiger smitten. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ville i sidste uge ikke afvise muligheden for at indføre nye restriktioner.

- Det kan sagtens være, at der kommer behov for restriktioner, sagde han til TV 2.

I organisationen Danmarks Restauranter og Caféer vakte udmeldingen usikkerhed, fortæller pressechefen. Medlemmerne er nemlig godt trætte af, at den slags bliver meldt ud uden konkrete tiltag fra myndighederne, som restauranterne skal leve op til.

- Hårene rejser sig i branchen. Alle har en gigantisk gældsophobning og en katastrofal mangel på arbejdskaft. De skal tjene penge nu, fordi gælden skal påbegyndes at blive tilbagebetalt i februar til staten, siger pressechef Lars Bjerregaard til TV 2.

Men bør restriktioner som for eksempel coronapasset komme tilbage? Det er der uenighed om.

Bare snak gør gæster usikre

Flere eksperter har foreslået restriktioner som en idé til at begrænse smitten, så den ikke kommer ud af kontrol.

Lige nu er der dog ikke meget fidus til restriktioner hos brancheforeningen Horesta, der blandt andet repræsenterer restauranter.

- Efter tæv i halvandet år ville det være katastrofalt overhovedet at begynde at tænke på restriktioner, siger Kristian Nørgaard, politisk direktør i Horesta.

- Og der må efterhånden gerne være lidt refleksion over, om det skal være én branche, der bærer byrden og regningen for det her, tilføjer han.

Han mener, at den politiske diskussion om restriktioner allerede kan medføre adfærdsændringer, som også kan være dyre for medlemmerne.

- Hvis man begynder på coronapas eller andre restriktioner, bliver gæsterne nervøse og siger, ”så må vi hellere lade være”, og så vil vi opleve aflysninger, siger han.

Restaurant vil gerne coronapas

Holdningen var en anden hos Restaurant Kronborg i København sidste uge. Der ville ejer Claes Petersen meget gerne have coronapasset genindført.

- Af alle de forskellige værktøjer vi har set, synes jeg, at coronapasset er klart at foretrække. Hvis det kan sikre, at vi kan holde smitten i ave og samfundet åbent, er det langt bedre end eksempelvis at få pålagt begrænsninger i antallet af gæster, skærpede lukketider eller i allerværste tilfælde nedlukninger, sagde han til Berlingske.

Og hvis Kristian Nørgaard bliver afkrævet et svar, mener han da også, at coronapasset er mindre indgribende af alle restriktions-onderne. Det er bedre end andre former for restriktioner.

- Det er klart, at vi foretrækker et coronapas i stedet for at skulle lukke ned, eller der indføres enten forsamlingsforbud eller tidligere lukketider, og vi har stor erfaring i at håndtere det.

I forlystelsesparken Tivoli, hvor der også ligger mange restauranter og andre serveringssteder, er man enig.

Pressechef Torben Plank håber ”selvfølgelig at kunne fortsætte uden restriktioner, når de tager hul på julen i Tivoli”.

- Skulle coronapas eller lignende blive genindført, tager vi det i stiv arm. Vi har en stor velassorteret værktøjskasse, og vi skal huske, at rigtig mange er blevet vaccineret siden sidst med coronapas, siger Torben Plank til TV 2.

Sidste vinter lukkede Tivoli for resten af sæsonen 9. december. Forklaringen var blandt andet, at havens restauranter ikke måtte holde åbent.

Samme smittetal som ved nedlukningen

Restauranterne havde lukket for alt andet end takeout indtil 21. april i år. På det tidspunkt havde de været lukket siden midten af december, men alt efter kommune med forskellige startdatoer, da nedlukningen fandt sted hen over en uges tid.

Smittetallet de sidste par dage har ligget lige under 2000 smittede dagligt. Dog er færre indlagte, og færre dør nu sammenlignet med for lidt under et år siden.

9. december, da de første kommuner i landet lukkede ned sidste år, var det daglige smittetal på lige over 2000 smittede.