Embedsmand undskylder for slettet "luk lortet"-sms om minkbranchen

Beskeden var egentlig blevet slettet fra embedsmandens telefon, men kunne fremlægges i Minkkommissionen, da en af modtagerne stadig havde den.

Departementsråd i Statsministeriet Pelle Pape undskylder nu over for minkavlerne for en sms, han skrev 3. november sidste år om minkerhvervet.

I beskeden omtalte han minkerhvervet som "lortet".

Det skriver B.T.

TV 2 har også fået tilsendt den skriftlige undskyldning fra Statsministeriets presseafdeling.

- Jeg vil gerne oprigtigt beklage og undskylde over for minkavlerne. Jeg har fuld respekt for avlerne, og mit ordvalg i situationen afspejler ikke mit syn på erhvervet.

- Ordene er faldet mellem kollegaer i en periode med et ekstremt stort arbejdspres. Det ændrer ikke på, at jeg fortryder ordvalget - hvilket jeg som sagt oprigtigt vil beklage over for avlerne, udtaler embedsmanden.

"Vanvittigt" tidspres

Sms'en blev fremlagt under torsdagens afhøringer i Minkkommissionen.

Pelle Pape har, ligesom stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og statsministeren, haft auto-slet slået til på sin telefon, og derfor var beskeden slettet fra hans telefon.

Men sms'en blev sendt til flere personer, og da en af modtagerne, afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne, ikke havde slettet den, kunne den fremlægges.

  1. Pelle Pape

    Der skal være en sag med klar fælles indstilling fra myndighederne (ssi, fødevarer, politi og evt øvrige) Absolut frist kl. 19.30 Indhold: - Risikovurdering - Tiltag ift at aflive mink (herunder indstilling om at sætte det i dvale/lukke lortet) - Tiltag ift smittespredning blandt mennesker - Politisk håndtering

Anne-Mette Lyhne beskrev torsdag tidspresset og tidsfristen for at få samlet det nødvendige materiale ind forud for et møde i koordinationsudvalget for "helt vanvittigt".

På det pågældende møde blev det besluttet, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Formand for Danske Minkavlere Tage Pedersen siger til TV 2, at han har modtaget undskyldningen fra Pelle Pape.

Han synes, det er fint, at embedsmanden giver en undskyldning.

- Generelt er vi trætte af de sms'er, der er sendt i sagen. Når højtstående embedsmænd sender ordrer på sms på den måde, klæder det ikke sagen, lyder det fra Tage Pedersen, som tilføjer, at han synes, det er "en tåbelig måde at udtrykke sig på".

Eksperter gennemhuller forklaring om sikkerhed

Det er i løbet af ugen kommet frem, at flere sms'er i minksagen er blevet slettet.

Det skyldes, at en automatisk slet-funktion har været slået til på flere af Statsministeriets telefoner.

Torsdag reagerede statsminister Mette Frederiksen (S) på de slettede beskeder, og hun forklarede, at hun var blevet rådgivet til at slette dem "af sikkerhedshensyn".

Den forklaring bliver dog revset af to eksperter, TV 2 har talt med. Ifølge dem ville det ikke give mening for statsministeren at slette beskederne på grund af sikkerheden.

- I Statsministeriets sikkerhedscirkulær findes der helt klart nogle meget strikse regler, som fuldstændigt overflødiggør, at man skal foretage sletninger af sikkerhedsmæssige årsager, siger tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen.

Statsministeriet meldte onsdag ud, at de vil forsøge at få genskabt beskederne, og fredag har Justitsministeriet bedt politiets teknikere om hjælp til det samme.