Eksperter gennemhuller Mette Frederiksens argument
Handler beskederne om statens sikkerhed, er der strikse regler om, at de skal være krypteret, forklarer en tidligere operativ chef hos PET.
Det giver ingen mening for statsministeren at slette sms'er for sikkerhedens skyld. Det mener to eksperter, som TV 2 har talt med.
Torsdag forklarede statsminister Mette Frederiksen (S), at hun var blevet rådgivet til at slette sine sms'er.
- Jeg er blevet rådgivet i Statsministeriet til af sikkerhedshensyn at have automatisk sletning af mine sms'er slået til, og det har jeg valgt at efterleve, lød det fra statsministeren.
Forklaringen kom, dagen efter det stod klart, at statsministeren havde en indstilling slået til på sin telefon, som betød, at hendes sms'er fra de afgørende dage, da beslutningen om at slå alle mink ihjel blev truffet, automatisk blev slettet efter 30 dage.
Overflødigt at slette sms'er
Men hendes argument om at slette beskederne "af sikkerhedshensyn" holder ikke.
Det mener tidligere operativ chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen og sikkerhedsrådgiver Jan Jarlbæk.
Hans Jørgen Bonnichsen mener næppe, det kan være hendes personlige sikkerhed, som statsministeren refererer til, når hun taler om sikkerhedshensyn.
Han går ud fra, at det er statens sikkerhed, og i det tilfælde er der ifølge den tidligere chef nogle helt andre og "meget stærke" parametre, som træder i kræft.
- I Statsministeriets sikkerhedscirkulær findes der helt klart nogle meget strikse regler, som fuldstændigt overflødiggør, at man skal foretage sletninger af sikkerhedsmæssige årsager, lyder det fra Bonnichsen.
De strikse regler kræver ifølge ham, at sms'er og lignende skal være krypteret. Og i så fald vil det ikke give nogen mening at slette dem for sikkerhedens skyld.
- Det burde også være indlysende i Statsministeriet, siger han og tilføjer:
- Jeg synes, logikken halter.
Burde gemme sådanne sms'er
Heller ikke Jan Jarlbæk, som er sikkerhedsrådgiver, føler sig overbevist af Mette Frederiksens (S) forklaring.
- Umiddelbart må jeg sige, at det klinger hult, for der er ikke nogen sikkerhedsmæssige parametre, som gør sig gældende ved sletning af sms'er, siger han.
Tværtimod. For ifølge Jan Jarlbæk er der en helt klar forklaring på, at man burde gemme sådanne sms'er.
Hvis man gemmer dem, kan man efterfølgende dokumentere et hændelsesforløb og bevise, at man har "rent mel i posen".
- Har man ikke rent mel i posen, kan man diskutere, om det giver mening rent faktisk at slette dem, lyder det fra Jan Jarlbæk.
Men ville det ikke være et problem, hvis statsministeren nu mistede sin telefon, og hun havde bestemte sms'er liggende på den?
- Jo, hvis hun ikke har en kode på. Men jeg må antage, at Statsministeriets sikkerhedsbriefing fortæller hende, at hun skal sætte en kode på. Desuden kan man i dag slette indhold på afstand, hvis man mister sin telefon.
Lyder det for dig som en forklaring konstrueret til lejligheden?
- Ja.
Afviser målrettet sletning
Torsdag blev statsministeren under et interview med TV 2 spurgt om, hvornår i hendes tid som statsminister den automatiske sletning blev slået til på hendes telefon.
Her lød svaret, at hun ikke ville "gå ind i konkrete og tekniske spørgsmål".
Men Jan Jarlbæk mener ikke, at det er et teknisk spørgsmål.
- Jeg vil umiddelbart sige, at svaret på spørgsmålet meget vel kunne være, at det skete, da hun trådte til som statsminister. Længere behøver svaret sådan set ikke at være, siger han.
Statsministeriet afviste onsdag i et skriftligt svar til TV 2, at der var tale om en målrettet sletning af beskeder.
Udover statsministeren har også stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og ledende embedsmand i statsministeriet Pelle Pape fået slettet deres sms'er automatisk efter 30 dage.