Knæk Cancer

Kender du de syv tegn på kræft? Tre af dem overser vi ofte

De fleste ved, at knuder og ændrede modermærker kan være tegn på kræft, men der findes andre vigtige tegn, som halvdelen af os overser.

Hver dag får cirka 120 danskere i gennemsnit konstateret kræft.

Langt de fleste opdager sygdommen, fordi de får fysiske gener og søger egen læge.

Men mens der er nogle symptomer på kræft, danskerne har rigtig godt styr på, er der andre, vi ved knapt så meget om.

Det viser en undersøgelse lavet i februar 2021 af Epinion for Kræftens Bekæmpelse.

De syv tegn

Organisationen har listet syv vigtige symptomer på kræft, der bør få folk til at søge læge og blive tjekket.

De syv tegn er: uforklarlige blødninger, knuder, modermærker, som ændrer sig, ændret afføringsmønster, uventet vægttab, synkebesvær og hoste i mere end end måned.

Mens 80-90 procent af alle danskere ved, at knuder og ændrede modermærker kan skyldes kræft, er vi mere i tvivl, når det kommer til andre tegn.

Kun 50-56 procent af danskerne forbinder således længerevarende hoste, hæshed, synkebesvær og ændret afføringsmønster med kræft.

Men det kan i visse tilfælde være tegn på blandt andet tarm- eller lungekræft.

Hvilke af disse symptomer forbinder du med kræft?

Epinion har på vegne af Kræftens Bekæmpelse stillet spørgsmål til 2000 personer. 

De blev spurgt om følgende:

Hvilke af disse symptomer forbinder du med kræft?

Uforklarlige blødninger: 62 %

Modermærker der ændrer sig: 88 %

Ændret afføringsmønster: 56 %

Uventet vægttab: 69 %

Synkebesvær i mere end en måned: 50 %

Hoste der ikke går væk inden for en måned: 50 %

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Der findes flere årssager til, at det netop er de tegn, vi overser, forklarer Janne Villemoes Bigaard, overlæge hos Kræftens Bekæmpelse.

- Hoste, synkebesvær og hæshed udvikler sig over længere tid, så det symptom lægger folk ikke altid mærke til. Faktisk kan det ofte være en pårørende, der bemærker, at man måske pludselig spiser anderledes, siger hun.

- Og så kan der være en del tabu omkring ændret afføringsmønster. Afføring taler man bare ikke så meget om, siger hun.

Sig det til lægen

Fælles for alle syv symptomer er, at de naturligvis ikke nødvendigvis er tegn på kræft, men de bør få en til at søge læge.

Her er det en god ide at være specifik, hvis man har oplevet netop ét af de syv symptomer, da det skal få lægen til at være ekstra opmærksom.

- Vi har udvalgt det, der kaldes alarmsymptomer. Egentlig er de udvalgt, fordi det skal få lægen til at overveje, om deres patient kan have kræft og stille yderligere spørgsmål og måske sende patienten til udredning, siger Janne Villemoes Bigaard.

Det er ikke så ofte, at en praktiserende læge møder en patient med kræft. Faktisk møder en læge i gennemsnit kun 10-12 patienter med kræft om året i sin praksis, oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Derfor er det vigtigt, at man som patient er god til at fortælle om sine symptomer, så kræften kan blive opdaget i tide.

For det er nemlig hovedårsagen til, at man skal søge læge, når man får symptomer.

Jo tidligere kræften bliver opdaget, jo bedre helbredelsesmuligheder er der.

Kræft er ikke en dødsdom

Undersøgelsen viser også, at der er visse ting, der kan afholde os fra at gå til lægen, selvom vi oplever tegn på alvorlig sygdom.

- Vi kan se, at folk afholder sig fra at gå til lægen, fordi de lige vil se tiden an eller ikke vil være for pylret - måske er de også nervøse for, hvad lægen finder ud af - og om kræft vil være det samme som en dødsdom, fortæller Janne Villemoes Bigaard.

Undersøgelse

Epinion har på vegne af Kræftens Bekæmpelse stillet spørgsmål til 2000 personer. 

De stillede spørgsmålet: 

Hvad ville afholde dig fra at gå til lægen, hvis du oplevede symptomer, der kunne være tegn på alvorlig sygdom?

Jeg ville vente og se tiden an: 38 %

Jeg har ikke lyst til at være pylret: 25 %

Jeg ved ikke nok om hvilke symptomer, der er vigtige at gå til lægen med: 18 %

Jeg er nervøs for, hvad lægen ville finde ud af: 16 %

Det er svært at få en tid hos min læge/der er lang ventetid: 12 %

Jeg vil ikke bekymre min familie: 9 %

Jeg har ikke lyst til at vide, hvis det er noget alvorligt: 7 %

Jeg har dårlige erfaringer med min egen læge fra tidligere: 6 %

Jeg har ikke tid til at gå til lægen: 6 %

Ingenting, jeg går altid til lægen, når jeg oplever forandringer i min krop: 39 %

Andet og Ved ikke: 7 %

Men den myte vil hun gerne aflive.

- Flere og flere overlever kræft i dag, så det er vigtigt, at man går til lægen, siger hun.