Dagens overblik

Dagens overblik: EU vil holde illegale migranter ude med hegn

EU har diskuteret høje energipriser, danske boligejere skal have penge tilbage, og et filmset i Hollywood er blevet ramt af en tragisk ulykke.

Det er formentlig de færreste, som hopper i nattøjet for at tage på arbejde.

Men sådan er det for flere ansatte på et demensplejehjem i Randers, som TV 2 ØSTJYLLAND har besøgt.

Meningen med nattøjet er, at det skal få beboerne til at falde til ro ved sengetid, og det er tilsyneladende et trick, der virker.

Velkommen til dagens overblik.

WHO siger, at pandemien kan fortsætte langt ind i 2022

Vi starter overblikket på en noget dyster melding fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Fra generaldirektøren i organisationen, Bruce Aylward, lyder det nu, at pandemien kan fortsætte langt ind i næste år.

Aylward begrunder udmeldingen med, at verdens fattige lande endnu ikke har fået tilstrækkeligt med vacciner til at kunne vaccinere deres befolkninger. Han benytter samtidig lejligheden til - endnu en gang - at lange ud efter de rigeste lande i verden.

For en række lande - heriblandt Danmark - er begyndt at give sin befolkning et tredje stik med en covid-19-vaccine. Det sker på et tidspunkt, hvor mindre end fem procent af Afrikas befolkning er vaccineret.

Amerikansk skuespiller skyder og dræber kvinde i filmulykke

Nu til noget helt andet.

Torsdag skete det, der bare ikke må ske. En kvinde blev på tragisk vis dræbt og en mand såret af skud under indspilningen til westernfilmen 'Rust', hvori den kendte hollywoodskuespiller Alec Baldwin medvirker.

Ifølge flere amerikanske medier oplyser politiet, at det var Baldwin, der ved et uheld affyrede skuddene under en scene, som involverede brugen af et rekvisitskydevåben.

TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz fortæller, at det er ekstremt sjældent, der sker ulykker under optagelserne til Hollywoodfilm, fordi budgetterne er enorme.

Amerikansk politi skal nu undersøge, hvad der gik galt med våbnet.

Lande må selv tage sig af tårnhøje energipriser

Måske lyder overskriften gabende kedsommelig, men der er altså grund til at blive hængende, for de høje energipriser kan få direkte betydning for dig.

Prisen for eksempelvis at varme sit hus op i EU-landene er steget eksplosivt, og herhjemme gælder det især prisen på naturgas, som ifølge Dansk Energi er på himmelflugt med en seksdobling på et år.

Sent torsdag aften blev EU-ledere på et møde i Bruxelles enige om, at de høje priser skal håndteres i de enkelte lande.

Det skal ske med hjælp fra værktøjer, som EU-Kommissionen præsenterede tidligere på måneden. Det kan eksempelvis være at tilbyde borgere afgiftsfritagelse.

EU vil holde illegale migranter ude med hegn

Vi bliver i Bruxelles, for fredag er EU-lederne samlet til møde igen. Og her er især fordelingen af flygtninge og den ydre grænsekontrol til debat.

Forud for topmødet har 12 medlemslande - heriblandt Danmark - i et fælles brev opfordret EU til at betale for hegn og mure, der skal stoppe illegal migration.

Og med den udmelding får piben, ifølge TV 2s korrespondent Divya Das, en noget anden lyd.

For da den daværende amerikanske præsident Donald Trump overvejede selvsamme løsning ved grænsen ved Mexico, mødte det stor kritik fra Europa.

Boligejere i yderområder skal have penge tilbage

Og nu hjem til Danmark, hvor der for første gang i ti år er sendt ejendomsvurderinger ud.

Det er godt nyt for boligejere i udkantsområder i Danmark, der snart kan se frem til at få penge tilbage, lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

Ejendomsvurderingerne har været ti år undervejs efter blandt andet it-problemer i Skat, men nu er det altså lykkedes at få dem sendt afsted. I første omgang til 50.000 boligejere.

***

Det var alt fra dagens overblik. I ønskes alle en god weekend og en god fredag aften, hvad enten den skal tilbringes på sofaen i selskab med 'Vild med dans', ude i byen eller et helt tredje sted.

Vi læses ved på mandag.