Nyheder

Dagens nyheder 22. november 2021

Online konsultationer får flere mænd til at søge læge

En ny, digital sundhedsordning fra Danica Pension har fået flere mænd til at søge hjælp hos læger og psykologer, skriver Politiken. Kunder, der har en sundhedsforsikring hos Danica, har let kunnet kontakte læger, psykologer og diætister online. I årets første ni måneder har det ført til mere end 10.000 konsultationer.

Alle tog kører igen mellem Fyn og Jylland

Efter en turbulent dag på de danske statsbaner, hvor al togtrafik mellem Fyn og Jylland var sat ud af kraft som følge af en nedfalden køreledning, er der nu nogenlunde styr på sagerne. DSB oplyser fredag aften, at alle tog kører igen, omend der fortsat er forsinkelser. Alle tidsplaner forventes dog at kunne overholdes fra lørdag morgen.

USA vil redde Amazonas

Den amerikanske udenrigsminister, Anthony Blinken, siger, at USA snart vil iværksætte et initiativ, som skal reducere afskovningen i hele Amazonas, hvilket også er en vigtig faktor i kampen mod klimaforandringer. Det skriver AFP.

32-årig død under testkørsel på motorcykel

En 32-årig mand har fredag eftermiddag mistet livet under en testkørsel på motorcykel på racerbanen Padborg Park i Sønderjylland, oplyser Sydjyllands Politi på Twitter.

Terrormistænkt anholdt i England

Britisk politi har anholdt en mand, som er mistænkt for at have været involveret i et terrorangreb på koncertstedet Manchester Arena i 2017, hvor 22 personer blev dræbt og 59 andre blev såret. Det rapporterer Sky News.

Person fundet død i skov i Sønderjylland

Tidligere i dag blev en efterlyst person fra Kruså fundet død i et skovområde, hvor hans bil var efterladt tæt på stedet. Det oplyser Sydjyllands Politi på Twitter. Der er ifølge politiet intet mistænkeligt ved dødsfaldet, og de pårørende er underrettet.

Der var ét skarpt skud i rekvisit-våben affyret af Alec Baldwin

Der var et enkelt skarpt skud i en rekvisit-pistol, som blev affyret af Hollywood-stjernen Alec Baldwin, og som dræbte en 42-årig filmfotograf og sårede en anden person, skriver magasinet Variety og IndieWire på baggrund af en udtalelse fra fagforbundet IATSE.

53-årig mand overmandet af ældre ægtepar og anholdt

En 53-årig mand er blevet anholdt og sigtet for røveri, efter at han under et indbrud i Silkeborg kom i klammeri med et ældre ægtepar, der overmandede ham og holdt ham fast, indtil politiet nåede frem. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

EU skal ikke betale for "pigtråd og mure", siger kommissionsformand

EU vil ikke afsætte penge i budgettet til at finansiere fysiske barrierer ved de ydre grænser. Det fastslår EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde efter et EU-topmøde om migration fredag. EU-midler vil ikke betale for "pigtråd og mure", siger von der Leyen.

Regionaltog mellem Fyn og Jylland er erstattet af togbusser

Tidligere fredag var alt togtrafik mellem Fyn og Jylland indstillet. I løbet af eftermiddagen begyndte regionaltogene så at køre. Men nu er de stoppet igen og erstattet af togbusser. Det skriver DSB på Twitter.

Frederiksen: Situationen ved EU-grænsen er rigtig alvorlig

Det er afgørende at få styr på EU's ydre grænser, siger statsminister Mette Frederiksen (S) efter et EU-topmøde, hvor landene har drøftet en uholdbar situation ved grænserne.

- Vi har en rigtig alvorlig situation ved EU's ydre grænse. Det skyldes blandt andet Belarus (Hviderusland, red.), som desværre bruger migranter til at presse Europa, siger Frederiksen.

Twitter favoriserer højreorienterede opslag

Det sociale medie Twitter har undersøgt den algoritme, som tjenesten bruger til at fremhæve og prioritere opslag på platformen. I den forbindelse lyder konklusionen, at opslag fra højreorienterede medier og politikere får mere eksponering end venstreorienterede. Det skriver The Guardian.

Migranter må ikke blive politiske våben, mener EU

EU's stats- og regeringschefer vil ikke acceptere forsøg fra tredjelande på at bruge migranter til politiske formål. Det fremgår af konklusion fra EU-topmøde, der henviser til handlinger fra Hviderusland.

Tog genindsat mellem Jylland og Fyn efter store forsinkelser

På togstrækningen mellem Odense og Fredericia har alle tog tidligere fredag holdt stille, men i løbet af eftermiddagen har man genoptaget togdriften i det ene spor.

1270 coronapositive - og ingen nye dødsfald

Det seneste døgn er 1270 personer i Danmark testet positive for corona, oplyser SSI. Antal indlagte stiger med 12 til 144. Der er ingen nye dødsfald.

Taxavognmand mister bil efter chaufførs høje fart

En taxavognmand får konfiskeret sin bil efter en ansat chaufførs alt for høje hastighed. Det fremgår af en dom fredag i Københavns Byret om vanvidskørsel.

Identitet på dræbt svensk rapper bekræftet

Den 19-årige svenske rapper Einár, der var et kendt navn i sit hjemland, er torsdag aften blevet skudt og dræbt i Stockholm. Det bekræfter Jan Nilsson fra politiet i Stockholm-bydelen Södermalm. Politiet har dagen igennem været tilbageholdende med oplysninger om den profilerede rappers identitet.

Fugleinfluenza igen på vej til Danmark

I både den danske og tyske del af Vadehavet har myndighederne de seneste dage fundet vilde fugle, som er konstateret smittet med en meget smitsom fugleinfluenza. Det tyder på, at en ny sæson fugleinfluenza står for døren, skriver fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Mail skabte tvivl om hjemmel til masseaflivning af mink

En mail på baggrund af ti minutters arbejde blev tilsyneladende roden til, at der i et døgns tid omkring regeringens beslutning om at aflive alle mink, var tvivl om, hvorvidt der måske var hjemmel til beslutningen. Det har Minkkommissionen hørt ved en afhøring fredag.

Togdrift mellem Fyn og Jylland stoppet

Togdriften mellem Odense og Fredericia er fredag kort før middag blevet stoppet. Det skyldes, at en køreledning er revet ned, oplyser DSB. Man arbejder på at indsætte togbusser, men det er svært at skaffe tilstrækkeligt mange, lyder det fra DSB.