Nyheder

Danmark trækker sig fra samarbejde ved Verdensudstillingen: - Pinligt at være dansker

Mindre danske virksomheder har brugt store beløb på at deltage i Verdensudstillingen, men føler sig "svindlet" og "ført bag lyset".

Verdensudstillingen foregår lige nu i Dubai. Et kæmpe foretagende, hvor en hel bydel med hoteller, restauranter og egen metrostation er blevet bygget i ørkenbyen.

192 lande har opført hver sin bygning, en såkaldt pavillon, hvor de udstiller forskellige prestigefyldte projekter hen over det næste halve år under det fælles slogan 'The world’s greatest show'.

Der er også en dansk pavillon, men her er situationen kaotisk.

Hvad er Verdensudstillingen?

Verdensudstillingen finder sted hvert femte år.

Her mødes virksomheder fra lande verden over for at promovere prestigefyldte projekter, som deres land har at byde på.

Formålet med Verdensudstillingen er blandt andet at skabe samarbejder på tværs og lære om forskellige kulturer.

Kilde: Verdensudstillingen.dk

Slet ikke klar

Allerede 5. oktober, da den officielt åbnede, var der udfordringer i pavillonen.

Det fortæller flere danske virksomheder, som har været i Dubai for at udstille deres produkter.

Én af dem er Line Schack Holtet, der er selvstændig designer i virksomheden Uhmmbox, som producerer bæredygtige madkasser.

- De var slet ikke klar. Der gik stadig håndværkere rundt, og der var byggerod rundt omkring. Der var ingen toiletter, og der lugtede af maling og lim, airconditionen virkede ikke, og det er 40 grader i Dubai, siger hun.

- Pinligt at være dansker

Line Schack Holtet var inviteret i åbningsugen for at udstille sine madkasser. En god mulighed for en lille dansk virksomhed til at få nye forretningsforbindelser, troede hun.

- Vi har satset meget på det her og brugt en stor del af vores marketingsbudget på det, fortæller hun.

Ved udstillingens anden uge var pavillonen tilsyneladende ikke blevet meget bedre.

- Normalt er jeg egentlig stolt af at være dansker, men lige her var det decideret pinligt at være dansker, siger Kjeld Nielsen.

Han er direktør i virksomheden IVFTech, som har været i Dubai for at udstille fertilitetsudstyr under udstillingens anden uge.

Operation X følger sagen

Har du et tip om den danske pavillon på Verdensudstillingen i Dubai, kan du skrive til Operation X på x@tv2.dk

Myndighederne trækker sig

Den danske pavillon er arrangeret af danske forretningsfolk bosiddende i Dubai sammen med direktør for Danish Business Pavillon Jens Lund.

Pengene kommer blandt andet fra de virksomheder, der har været dernede – eller skal derned – for at udstille.

Eksempelvis har IVFTech betalt 237.500 kroner for at deltage, mens Uhmmbox betalte 55.000 kroner for en mindre stadeplads.

Der har ikke været givet statsstøtte, men Udenrigsministeriet har i et vist omfang blåstemplet projektet ved at godkende pavillonen som "den officielle danske pavillon", altså Danmarks officielle bidrag til Verdensudstillingen.

Falske løfter om statsstøtte

Netop Udenrigsministeriets blåstempel har været en afgørende faktor for, at flere af virksomhederne gerne ville betale for at deltage i udstillingen.

- Man tænker jo, at der er styr på det, når staten er med inde over. De skulle være garant for, at tingene er i orden, siger Line Schack Holtet fra Uhmmbox.

På trods af at udstillingen ikke er statsstøttet, står der fejlagtigt i fakturaer til virksomhederne, at Udenrigsministeriet har givet 75 procent i tilskud.

Jeg føler, at det er svindel. De har løjet for mig

Line Schack Holtet, Uhmmbox

Og det fik torsdag ministeriet til at trække sig fra samarbejdet. Begrundelsen lyder, at "Danmarks rolle ikke har været korrekt beskrevet og markedsført".

Dermed fratager ministeriet pavillonen titlen som det officielle danske bidrag til Verdensudstillingen.

- Når det fremstår misvisende, hvordan Udenrigsministeriets rolle er i organiseringen, er det ikke acceptabelt for os, siger direktør for Trade Council i Udenrigsministeriet Steen Hommel.

Ifølge Udenrigsministeriet har de flere gange siden november 2020 påpeget problemet over for direktøren for Danish Business Pavillion, Jens Lund, men uden at der er blevet "tilfredsstillende rettet op", siger Steen Hommel.

Kunne I ikke have fortalt om problemet tidligere? Der er jo virksomheder, som har meldt sig til og betalt i hele den periode, mens I har været klar over, at der var et problem?

- Vi får at vide første gang, at det er blevet rettet op og hører først om problemet igen otte måneder senere. Der tager vi dialogen igen, for vi ønsker, det skal fungere, men det er ikke sket, og derfor vælger vi så her til sidst at trække stikket helt.

Var det en fejl at blåstemple pavillonen i første omgang?

- På det tidspunkt var det en rigtig beslutning for at understøtte mulighederne for virksomhederne og dansk erhvervsliv.

Men nu i dag må I så trække jer ud. Der er vel noget, I ikke har undersøgt godt nok?

- Der er en viden, vi ikke havde, men nu har vi den, og derfor handler vi på den.

Men så var det vel også en fejl, at I blåstemplede det i første omgang?

- I bagklogskabens klare lys, ja. Men på det tidspunkt vi gik med på projektet, var det en rigtig beslutning for at understøtte dansk erhvervsliv.

Steen Hommel understreger, at Danmark fortsat er "til stede" ved officielle arrangementer på Verdensudstillingen, bare ikke ved den danske pavillon.

Føler sig svindlet

Oplysningen om, at der aldrig har været statsstøtte til pavillonen, vækker forargelse hos de virksomheder, der har udstillet.

- Jeg føler, at det er svindel. De har løjet for mig. Jeg føler mig ført bag lyset og udnyttet, siger Line Schack Holtet.

Hun føler, at de 55.000 kroner, hun har betalt til pavillonen for at deltage, er spild af penge. Kjeld Nielsen sidder med samme fornemmelse.

Tavshed fra Dubai

TV 2 har forsøgt at få et interview med direktøren for den danske pavillon, Jens Lund, men det har han ikke ønsket.

I et skriftligt svar oplyser han, at den danske pavillon har været ramt af problemer på grund af corona og ekstrem varme.

En forklaring, som Kjeld Nielsen fra IVFTech har svært ved at forstå.

- Alle de andre landes pavilloner stod jo klar, siger han.

Få utilfredse kunder

Jens Lund skriver desuden, at "indtil videre er der kun få virksomheder, som har klaget til os ud af hundredvis af virksomheder".

- Vi tager naturligvis alle beklagelser alvorligt og har drøftet eller vil drøfte en løsning, lyder det.

Han forholder sig ikke til kritikken fra Udenrigsministeriet, men skriver:

- For en god ordens skyld – vi har ikke modtaget en krone i støtte fra staten Danmark.

TV 2 ville gerne have spurgt, hvorfor det så står på virksomhedernes faktura, at der er givet statsstøtte, men det har Jens Lund altså ikke ønsket at besvare i et interview.

'Operation X' undersøger lige nu Verdensudstillingen. Har du tip, så skriv til x@tv2.dk eller direkte til journalist Kasper Thomsen på kart@tv2.dk.