Da hun fik konstateret kræft for tredje gang, blev hun reddet af ny behandling
52-årige Anne Mette Feldsted Juhl har været gudsbenådet heldig, fortæller hun.
Anne Mette Feldsted Juhl husker de sidste ord, hun sagde til sin døende far i 2019.
- Hvis du slipper nu, sĂĄ lover jeg, at jeg klarer den.
For selvom hun havde fået konstateret modermærkekræft for tredje gang, og canceren nu havde spredt sig til lunger, nyrer og lymfeknuder, var der håb forude.
Anne Mette Feldsted Juhl var nemlig blevet indstillet til fire behandlinger med immunterapi – en ny behandlingsform, der skulle få hendes immunforsvar til selv at bekæmpe canceren.
Og behandlingen var en succes.
Immunterapien gjorde Anne Mette Feldsted Juhl alvorligt syg, men i juni 2020 fik hun beskeden om, at hun var kræftfri efter bare én behandling.
Nu håber hun, at hendes historie kan give andre kræftramte og deres pårørende håb. For der er håb, lyder det.
- Der er noget mirakuløst i, at spredningen ventede til, at der var en behandling. Der har selvfølgelig været nogle dårlige og uheldige ting undervejs i mit forløb, men det, der fylder mest, er, at jeg har været så gudsbenådet heldig, fortæller hun til ’Go’ morgen Danmark’.
Immunterapi ændrer immunforsvaret
Benny Vittrup er overlæge på Onkologisk Afdeling på Herlev Hospital, og han har arbejdet med kræft i knap 40 år.
En af de behandlinger, der er kommet til de seneste år, er den behandling, Anne Mette Juhl har modtaget. Immunterapi er en effektiv behandling, der er mindre giftig end kemoterapi, fortæller han.
Behandlingen er et boost af immunforsvaret, forklarer overlægen.
Vores immunforsvar holdes konstant tilbage af en form for "bremseklodser", der sørger for, at immunforsvaret ikke angriber vores krop, men gennem behandlingen kan man tæmme immunforsvaret og fjerne "bremseklodserne" og bruge det som medicinstof, lyder det.
Ud over at fjerne bremseklodserne bestĂĄr behandlingen ogsĂĄ af en anden del.
- Samtidig har man fundet ud af, at kræftceller groft sagt har nogle celler rundt om sig, hvor der står "du må ikke spise mig", så det gør immunforsvaret ikke. Det, man så har udviklet, er et antistof, der ændrer skiltet til “du må godt spise mig”, forklarer Benny Vittrup.
Immunforsvaret angreb ogsĂĄ de raske celler
Det er forskelligt fra patient til patient, om man oplever bivirkninger til behandlingen med immunterapi.
For Anne Mette Feldsted Juhl gik det ikke helt som planlagt.
Efter første behandling måtte lægerne stoppe, da hendes immunforsvar også begyndte at angribe de raske celler i kroppen.
Anne Mette Feldsted blev alvorligt syg, og lægerne frygtede, at behandlingen ville gøre hende endnu mere syg, fortæller hun.
- Det var noget angstprovokerende, nĂĄr nu jeg vidste, at planen var, at jeg skulle have fire omgange, lyder det.
Men selvom immunterapien stoppede efter kun en enkelt behandling, kom der allerede gode nyheder to mĂĄneder senere.
- De tog en scanning omkring første januar, og der var kræften på tilbagetog, så der var vi fortrøstningsfulde. Der var patienter før mig, der havde reageret lige så voldsomt på det, og deres cancer var væk, siger Anne Mette Feldsted Juhl.
Kræftfri, men stadig syg
Et halvt år efter den første scanning viste, at kræften var aftagende, blev Anne Mette Feldsted Juhl erklæret kræftfri efter bare en enkelt behandling med immunterapi.
Kræftfri, men ikke rask, understreger hun.
- Jeg har lavt stofskifte, jeg tĂĄler ikke fysisk og psykisk stress. Jeg skal passe pĂĄ, nĂĄr jeg fĂĄr feber, kaster op og sĂĄ videre, forklarer hun.
Senfølgerne, som Anne Mette Feldsted Juhl lider af, skyldes, at hendes hypofyse og skjoldbruskkirtel blev ødelagt under immunterapien, så i dag er hun medicineret og skal altid have sin medicin på sig.
Arbejdslivet er også ændret for Anne Mette Feldsted Juhl. Til hverdag er hun lektor sygeplejerskeuddannelsen i Vejle, hvor hun nu er tilbage fuldtid, men hun har måttet lukke et projekt.
- Jeg måtte afbryde min ph.d., fordi jeg kognitivt ikke kan det samme. Jeg er sådan en, der altid gjorde mine ting færdige, så det har været vildt identitetsforstyrrende, fortæller hun.
Føler sig taknemmelig
Selvom hun lever med to kroniske sygdomme, ser Anne Mette Feldsted Juhl sig selv som en succeshistorie, og hun er overvældet af taknemlighed.
Lægerne mener nemlig, at kræften fra 2019 er en spredning fra 2006. Dengang er en lille kræftcelle sluppet forbi lægernes indgreb, hvorefter den er gået i dvale, indtil den blussede op igen i 2016 og derefter i 2019.
Og Anne Mette Feldsted Juhl er ret sikker på, at hun ikke havde klaret sidste omgang kræft uden immunterapi.
- Jeg føler mig taknemmelig på et højere plan. Nogen har holdt hånden over mig, og så er vores sundhedsvæsen jo fantastisk, slutter hun.
Se interviewet Anne Mette Feldsted Juhl i 'Go' morgen Danmark' pĂĄ TV 2 PLAY