Dagens overblik

Dagens overblik: Jeanette Ottesen beklager sin undskyldning

Læger kommer med opråb om at huske at blive testet for corona, en kendt ølbrygger undskylder et interview, og kaffepriserne er på sit højeste i ti år.

En våd og blæsende onsdag er ved at nå sin ende, og vi har for alvor mærket, at efteråret er over os.

Hvis du er en af de heldige, der har efterårsferie, har du måske tilbragt dagen indenfor med te og tørvejr, og har du været på arbejde, har du måske været ude i det kraftige regnvejr, TV 2 VEJRET havde varslet.

Uvejret fortsætter torsdag med regn og stærke vindstød især på Lolland, Falster, Møn og Bornholm. Inden da kan du - forhåbentlig inden døre - læse med her.

Velkommen til dagens overblik.

Læger råber op: Husk at blive testet, hvis du er syg

Man kan vel efterhånden kalde det en uskreven regel, at vi ikke kan skrive et overblik uden en historie om corona. I dag er ingen undtagelse.

Hverdagen uden coronarestriktioner er tilbage, og det betyder også, at det kniber med at blive testet for virussen. Men det skal vi altså huske, lyder det fra flere læger.

For virussen er her stadig, og selvom man er vaccineret, kan man godt blive smittet - og smitte andre - med coronavirus.

Da testningen var på sit højeste i begyndelsen af maj, blev der foretaget næsten 1,3 millioner PCR-tests på en uge. Til sammenligning blev der foretaget cirka 368.000 PCR-tests i Danmark i sidste uge.

Men det er for få, lyder det fra Anders Beich, coronatalsperson for de praktiserende læger.

Storbritannien og SSI holder øje med ny coronavariant

Vi bliver i corona-afdelingen, for Storbritannien har i nogle dage holdt øje med den nye deltaplus-variant AY.4.2, som menes at stå bag op mod seks procent af det eksplosivt stigende antal smittede i landet.

Frygten er, at AY.4.2 er mere hårdfør end tidligere varianter.

Også herhjemme holder SSI øje med den, og det har de faktisk gjort i flere uger. Noget, som ifølge overlæge og leder af virus, forskning og udvikling på Statens Serum Institut, Anders Fomsgaard, måske bringer Danmark længst i forhold til viden om den specifikke variant.

Han fortæller, at der indtil videre ikke er noget, der tyder på, at den nye deltaplus-variant er mere resistent overfor vacciner eller giver anledning til flere indlæggelser end andre varianter.

Forskerne på SSI er fortsat i gang med at undersøge AY.4.2 i laboratorier for at blive klogere på den, og forventningen er, at der skal gå yderligere et par uger, inden der kan konkluderes noget.

Jeanette Ottesen beklager sin undskyldning

Så skal vi videre til to kvinder, som i de seneste dage har fået megen mediebevågenhed: Nemlig de to tidligere svømmere Jeanette Ottesen og Lotte Friis.

Jeanette Ottesen undskylder i en ny bog, som udkommer torsdag, over for sin tidligere kollega Lotte Friis, at Ottesen har været med til at mobbe Friis.

I bogen skriver Jeanette Ottesen, at Lotte Friis er ”et klassisk mobbeoffer” og ”en fedtmule”, og derfor er hun blevet beskyldt for at mobbe videre.

Men Ottesen erkender nu, at hendes undskyldning til kollegaen ramte ”helt ved siden af”.

I første omgang gled hun ellers af på kritikken, som også kom fra Lotte Friis selv. Friis mener nemlig ikke, at det er Jeanette Ottesens historie at fortælle.

Kendt ølbrygger undskylder interview

Vi bliver ved undskyldningerne, for grundlæggeren af bryggeriet Mikkeller, Mikkel Bjergsø, beklager et interview, han gav til Berlingske i sidste uge.

Sagen begyndte at rulle, da tidligere sager om påstået seksuel chikane og en ”giftig”, krænkende arbejdskultur på flere af virksomhedens arbejdspladser i Danmark og USA kom frem.

Det betød ifølge Børsen, at op mod halvdelen af de deltagende meldte afbud til MBCC øl-festivalen, som finder sted fredag og lørdag i København, og som Mikkel Bjergsøs bryggeri står bag.

På den baggrund sagde grundlæggeren i et interview til Berlingske, at han mente, sexismeaktivister gik efter at ødelægge hans forretning.

Men i et opslag på Instagram skrev han tirsdag aften, at han er ”meget ked af” det interview, han gav.

Prisen på smågrise er historisk lav

Det lyder umiddelbart paradoksalt at betale penge for at udføre et stykke arbejde, men det er ikke desto mindre den situation, danske landmænd står i i øjeblikket.

For aldrig har prisen på en dansk smågris været så lav som nu.

Blot 150 kroner koster en sund og rask gris på 30 kilogram i dag. Så sent som i juni måned kostede sådan en 495 kroner, viser tal fra Landbrug & Fødevarer.

For Jeppe Bloch Nielsen, der er svinebonde og formand for Danske Svineproducenter, betyder det, at han i øjeblikket taber 250 kroner per gris.

Og for den enkelte dansker kan det før eller siden betyde billigere svinekød, vurderer Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker i Danske Bank.

***

Fra svinekødspriserne går vi direkte videre til kaffepriserne. Fremover kan du måske komme til at skulle betale mere for din kaffe.

Prisen på råkaffe er den seneste tid steget og har ifølge det norske medie E24 nået det højeste niveau i ti år.

Det er noget, de mærker hos den danske producent Peter Larsen Kaffe, og det skyldes dels usikkerhed om kaffehøsten i Brasilien og dels højere fragtpriser, som har ramt verdensøkonomien.

De stigende priser kan ifølge kommunikations- og udviklingschef hos Peter Larsen Kaffe Lars Aaen Thøgersen i sidste ende ramme forbrugerne.

Der vil dog ifølge ham være tale om få ører per kop.