Nyheder

Dagens nyheder 20. oktober

Livecenteret opdateres ikke længere.

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Afspærring i Esbjerg ophævet - ingen tegn på skud

Gjesing Ringvej, der har været spærret efter en melding om en mulig skudepisode, er nu genåbnet. Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter. Der er ingen tegn på, at der er affyret skud - i stedet er det formentlig lyden fra udstødningen, der har kunnet høres.

Tesla sætter omsætningsrekord - fem milliarder dollar mere end sidste år

Elbilproducenten Tesla kunne onsdag melde om en rekordhøj omsætning for tredje kvartal. Hele fem milliarder dollar i forhold til året før har Tesla øget omsætningen med i dette kvartal. Samlet er det en lød indtægterne på 13,76 milliarder dollar i det pågældende kvartal. 

Litauiske medier slukker kommentarer på artikler om covid-19

Det er ikke længere muligt at kommentere på artikler, der vedrører covid-19 i litauiske medier. Det skriver The Guardian. Beslutningen er truffet for at undgå, at kommentarer omkring vaccinernes virkning spreder sig, lyder det.

Britisk minister advarer: Trusselsbilledet mod politikere er betydeligt

Den britiske minister Priti Patel advarer nu mod, at trusselsniveauet mod britiske politikere er betydeligt. Det skriver Reuters. Advarslen kommer på baggrund af en rapport af The Joint Terrorism Analysis Centre, og kun knap en uge efter det britiske parlamentsmedlem David Amass blev stukket ned og dræbt under et vælgermøde.

Hovedvej i Esbjerg spærret - vidne hørte skud

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog omkring klokken 19 en anmeldelse om et muligt affyret skud på en hovedvej i Esbjerg. Det skriver Ekstra Bladet. Vejen er nu afspærret, mens politiet undersøger sagen nærmere og blandt andet leder efter patronhylstre eller lignende beviser.

Forskere har ledt efter diamanter på den grønlandske havbund

Ifølge GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) og AFP har forskere tilbage i september undersøgt, om der kan være diamanter på den grønlandske havbund. Resultaterne af undersøgelserne er endnu ikke offentliggjort.

Letland lukker ned igen - og Polen advarer mod "smitteeksplosion"

I Letland indfører de nu en fire måneder lang gen-nedlukning som det første land i EU. Det skyldes en uforudset stor stigning i antal smittede på det seneste og en frygt for, at sundhedsvæsenet kollapser. På samme tid advarer de nu i Polen mod en eksplosion i antal smittede, som måske kan ende med at kræve "drastiske tiltag".  

Kaffepriserne stiger til det højeste niveau i ti år

Prisen på råkaffe er den seneste tid steget og har ifølge det norske medie E24 nået det højeste niveau i ti år. Ifølge mediet lød prisen for et kilo råkaffe mandag på 37 norske kroner - svarende til 28,3 danske kroner. For halvandet år siden var den pris kun knap det halve.

En halv måneds regn på én dag

Hele onsdagen har et sammenhængende område med regn givet næsten en halv måneds regn i Sønderjylland. I aften fortsætter regnen - dog som byger, der forventes at drive ind over landet fra sydvest. Bygerne kan stedvis være kraftige - lokalt måske med torden.

Kraftig vind på broerne - vindfølsomme køretøjer frarådes at køre over Øresund

Vejdirektoratet oplyser om kraftig vind på både Storebæltsbroen, Langelandsbroen, Svendborgsundbroen og Øresundsbroen. På sidstnævnte bro frarådes vindfølsomme køretøjer desuden at køre. Den kraftige vind over Øresund forventes at lægge sig i morgen tidlig. 

Gerningsmand bag et af USA's værste skoleskyderier erklærer sig skyldig i 17 mord

Nikolas Cruz, der som 19-årig i 2018 skød og dræbte 17 personer på en skole i Parkland, Florida, har netop erklæret sig skyldig i alle 17 mord samt yderligere 17 mordforsøg. Det skriver CNN. Nikolas Cruz kan nu risikere at få dødsstraf. 

Bevæbnet mand truede sig til penge i Lidl - politiet søger vidner

En mand er stukket af efter at have røvet en Lidl-forretning i Kolding onsdag eftermiddag. Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV 2. Manden var maskeret og klædt i en sort jakke, da han med en dolk truede sig til et kontantbeløb i forretningen. Pengene stak han i en grøn plasticpose til husholdningsaffald, hvorefter han forsvandt fra stedet. Politiet opfordrer nu eventuelle vidner til at kontakte dem på 114. 

Bitcoinpriser sætter ny rekord

Kryptovalutaen bitcoins værdi har nu sneget sig op over sin hidtidige prisrekord på 64.889 dollars. I skrivende stund har én bitcoin nemlig rundet en pris på 65.650 dollars - det svarer til lidt mere end 419.501 kroner. 

Senatskomite dropper at rejse sigtelse mod Bolsonaro

Brasilianske senatorer dropper ifølge Reuters alligevel ideen om at rejse sigtelse mod præsident Jair Bolsonaro. Det var ellers senator Renan Calheiros anbefaling, at komiteen skulle forsøge at få ham dømt for ”forbrydelser mod menneskeheden” på grund af hans håndtering af covid-19-epidemien. 

CDC: Intet tyder på, at ny coronavariant har negativ effekt på vaccinerne

Der er på nuværende tidspunkt ingenting, der tyder på, at den nye variant AY4.2 har nogen effekt på vaccinernes virkning. Det oplyser landets Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) ifølge Reuters. Varianten er relateret til Delta-varianten og er blandt andet også blevet opdaget i Israel og i Storbritannien, hvor man følger den tæt.

Navalnyj vinder menneskerettighedspris

Den fængslede russiske oppositionsleder Alexei Navalnyj vinder EUs menneskerettighedspris, Sakharov-prisen. Det skriver AP.

Putin godkender en uges hjemmearbejde for at mindske smitte

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har godkendt et forslag, der giver russerne fri fra at møde på arbejde fra 30. oktober til 7. november for at mindske den stigende smitte med coronavirus. Det seneste døgn er der registreret over 1000 nye coronadødsfald og 34.000 nye smittetilfælde.

TV 2 VEJRET varsler kraftige vindstød

TV 2 VEJRET varsler kraftige vindstød torsdag. På Lolland, Falster og Møn forventes vindstød af stormstyrke mellem klokken 8 og 13, mens der på Bornholm er risiko for vindstød op til stærk storm mellem klokken 10 og 18.

1127 nye coronasmittede det seneste døgn

1.127 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Fire personer er døde. Antallet af smittede er baseret på 57.142 PCR-prøver, hvilket giver en positivprocent på 1,97.

Læs de seneste coronatal her.

Sikkerhedstyrelsen advarer om partier af dukke- og gåvogne

Sikkerhedstyrelsen skriver på Twitter, at producenten MAKI tilbagekalder enkelte partier af KREA dukkevogn og KREA gåvogn, fordi smådele kan løsne sig. Produktet kan returneres til forhandleren.