Nyheder

Dagens nyheder 19. oktober

Livecenteret opdateres ikke længere.

Vi gav dig dagens nyheder, mens de skete. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Netflix overgår forventninger med nyt regnskab

Netflixs regnskab for tredje kvartal er tirsdag aften offentliggjort, og med 4,4 millioner nye kunder og en omsætning på næsten 48 milliarder kroner siden sidste regnskab overgår selskabet forventningerne. 

Medie: Den brasilianske kongres vil tiltale præsidenten for massedrab

Et panel i den brasilianske kongres vil tiltale præsident Jair Bolsonaro for massedrab i kølvandet på coronapandemien. Det skriver avisen New York Times, der har fået adgang til et uddrag af en undersøgelse, som panelet har foretaget.

Ecuadors præsident erklærer nødretstilstand efter stigende kriminalitet

En 60 dages nødretstilstand er trådt i kraft i Ecuador. Det er præsident Guillermo Lasso, som har annonceret det som en reaktion på en bølge af voldelig kriminalitet, der har ramt landet.

Esbjergmotorvejen er genåbnet

Esbjergmotorvejen er nu genåbnet mellem afkørsel 73 ved Korskroen og afkørsel 72 ved Bramming. Motorvejen har tirsdag været spærret efter mistanke om et stenkast. Det viste det sig dog ikke at være.

Ældreminister kritiseres for hykleri

Ældreminister Astrid Krag (S) kritiseres for hykleri, fordi hun ifølge Berlingske kun har et enkelt lovforslag det kommende år. I 2017 kritiserede hun daværende ældreminister Thyra Frank (LA) for ikke at lave nok lovforslag. 

Bosted i Viborg får skarp kritik - knap halvdelen af de ansatte udsat for vold

Et bosted for handicappede i Viborg har fået påbud fra Arbejdstilsynet. Ifølge en trivselsundersøgelse fra 2021, som stedet selv har foretaget, har 47 procent af medarbejderne været udsat for vold indenfor de seneste 12 måneder. Det kan TV MIDTVEST fortælle.

Flere sårede efter uroligheder i Jerusalem

Ifølge Al Jazeera er flere blevet såret, efter israelere og palæstinensere er stødt sammen ved Damaskusporten i den gamle bydel i Jerusalem. Lokale medier skriver, at ti personer er blevet anholdt.

Esbjergmotorvejen spærret, efter personbil fik knust glastag

Esbjergmotorvejen er nu spærret i begge retninger fra afkørsel 73 ved Korskroen til afkørsel 72 ved Bramming, efter en personbil fik knust glastaget, da den passerede en motorvejsbro. Der var tre personer i bilen, og de slap med chokket, fortæller vagtchef hos Sydjyllands Politi Erik Lindholdt til TV 2. Politiet undersøger, om der er tale om et stenkast.

Del af Esbjergmotorvejen spærret i østgående retning

Esbjergmotorvejen E20 er spærret i østgående retning fra afkørsel 73 ved Korskroen til afkørsel 72 ved Bramming på grund af politiindsats på stedet. Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter. 

Handelsbanken vil sælge sin danske forretning

Svenske Handelsbanken vil som led i en strategi om at fokusere forretningen sælge sin virksomhed i Danmark. Det oplyser banken i en meddelelse.

21 personer overlever flystyrt i Texas

Et passagerfly med 21 mennesker ombord er tirsdag formiddag lokal tid styrtet ned nær Houston Executive Airport i Texas. Alle 21 personer på flyet – heriblandt tre besætningsmedlemmer - har overlevet styrtet. Det skriver flere lokale medier.

Myanmars militær løslader hundredvis af politiske fanger - flere anholdt igen

Myanmars militær har de seneste dage løsladt hundredvis af politiske fanger. Ifølge flere menneskerettighedsorganisationer er flere af dem efterfølgende blevet anholdt igen.

Terrorsikring lukker fremover for biler på Amalienborg Slotsplads

Det vil fremover ikke være muligt at køre bil på Amalienborg Slotsplads i København, skriver Politiken. Årsagen er, at der som terrorsikring er sat pullerter op efter terroristers lastbilangreb i flere byer. 

Haitisk bande kræver 17 millioner dollars for at løslade amerikanere og canadiere

En haitisk bande vil have 17 millioner dollars for at løslade en gruppe på 17 amerikanske og canadiske statsborgere, som blev kidnappet lørdag. Det skriver CNN. Der er tale om fem mænd, syv kvinder og fem børn.

Moskva i ny lockdown

De næste fire måneder skal ældre moskovitter blive hjemme, og Moskvas virksomheder lader en stor del af deres ansatte arbejde hjemme. Det er del af en ny lockdown, byen går ind i efter stigende smitte.

57-årig kvinde idømt betinget fængsel – kørte 15 kilometer på motorvejen i forkert retning

En 57-årig kvinde har tirsdag fået frataget sit kørekort i 3,5 år og er idømt fire måneders betinget fængsel, skriver Sjællandske. Kvinden kørte i 2019 15 kilometer mod trafikken på motorvejen med en promille på 1,5.

Syv mænd dømt for medvirken i groft overfald

Syv mænd er tirsdag idømt fængsel for medvirken i et groft overfald begået mod en 26-årig mand fra Odense. Sagen er usædvanlig, fordi politiet ikke har kunnet fastslå, hvem der stak manden med en kniv.

46-årig mand blev frifundet for Eddie-drab – nu bliver han tiltalt igen

En 46-årig svensk mand blev for to uger siden frifundet for drabet på Eddie Karl-Johan Christensen, men nu har statsadvokaten anket byrettens afgørelse. Det skriver Nordjyske. En 53-årig mand blev kendt skyldig i drabet, men ankede afgørelsen.

Kø på Storebæltsbroen i retning mod Fyn

Sund & Bælt advarer tirsdag eftermiddag om kødannelse på Storebæltsbroen på Østbroen i retning mod Fyn. Det skriver de på Twitter. Opdatering 15.30: Der er normal trafik på broen igen. 

756 nye tilfælde af coronavirus

Der er registreret 756 nye tilfælde af coronavirus og 2 nye dødsfald i Danmark det seneste døgn, viser dagens tal fra Statens Serum Institut. Se alle tallene i TV 2s coronaoverblik.