Coronavirus

Coronasmitte får Moskva til at bede ældre blive hjemme i månedsvis

Den russiske hovedstad genindfører restriktioner og lukker delvist ned efter rekordhøjt antal coronadødsfald.

Moskovitter over 60 år skal blive hjemme i de næste fire måneder, og Moskvas virksomheder skal lade mindst hver tredje af deres ansatte arbejde hjemmefra.

Den ordre kommer tirsdag fra borgmesteren i den russiske hovedstad, efter at de seneste tal har vist en stigning i antallet af coronarelaterede dødsfald.

Borgmesteren, Sergej Sobjanin, har også udvidet kravet om, at ansatte i servicesektoren bliver vaccineret.

I de seneste 24 timer er 1015 mennesker, som var smittet med coronavirus, døde i Rusland. Det er det højeste antal, siden pandemien brød ud.

Dødstallet i landet er steget næsten hver dag i de seneste uger.

De nye regler i Moskva træder i kraft på mandag og gælder frem til 25. februar.

Havde udelukket ny nedlukning

Tidligere tirsdag foreslog den russiske regering at indføre en uge, hvor alle arbejder hjemme eller holder fri fra arbejde. Det skal være med til at nedbringe smittespredningen.

Hidtil har regeringen ellers udelukket, at der ville komme en ny nedlukning, som man så sidste år. Den ramte både økonomien og opbakningen til præsident Vladimir Putin.

- Der er ingen nemme løsninger. Jeg vil betegne dem som tvungne, men nødvendige, siger den russiske premierminister, Mikhail Misjustin, ifølge nyhedsbureauet Tass.

Rusland har officielt registreret over 225.000 dødsfald blandt coronasmittede, siden pandemien brød ud i begyndelsen af 2020.

Men myndighederne er længe blevet beskyldt for at underrapportere antallet og nedtone alvoren ved pandemien, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tal fra det statslige statistikbureau, Rosstat, som blev offentliggjort tidligere på måneden, peger i retning af, at det samlede dødstal snarere ligger over 400.000.

Kun omkring hver tredje russer er færdigvaccineret, viser tal fra statistiksiden Statista.

Rusland har omkring 144 millioner indbyggere.