Nyheder

Dagens nyheder 17. oktober

Livecenteret opdateres ikke længere.

Vi gav dig dagens nyheder, mens de skete. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Bro lukker hele efterårsferien

Kong Christian X's Bro i Sønderborg lukkes fra søndag aften og indtil slutningen af næste uge, fordi broen skal rustbeskyttes, og derfor skal klapperne på broen slås op. Derfor kan hverken gående, bilister eller cyklister krydse, skriver TV Syd. Det bliver den længste lukning, siden broen åbnede i 1930. 

Fransk ambassadør forlader Hviderusland

Frankrigs ambassadør i Hviderusland har søndag forladt landet, efter at hviderussiske myndigheder havde bedt ham rejse, oplyser en talskvinde for den franske ambassade. Myndighederne i den hviderussiske hovedstad, Minsk, havde krævet, at ambassadøren rejste senest mandag, siger talskvinden. Hun meddeler ikke, hvad de hviderussiske myndigheders begrundelse er. 

Tre døde i helikopterulykke i Tyskland

Tre mennesker er døde i en helikopterulykke i Tyskland søndag. Tysk politi formoder, at ofrene var en pilot og to passagerer. Helikopteren styrtede ned i en skov i delstaten Baden-Württemberg søndag eftermiddag. Det er ikke umiddelbart klart, hvad der forårsagede ulykken, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Hollandsk tribune kollapser

En tribune på det hollandske stadion Goffertstation i Nijmegen er kollapset under fans, der fejrede udebanesejren, da fodboldklubben Vitesse vandt 1-0 over NEC Nijmegen søndag. Det skriver DR og ESPN NL, der også har video af det. Ingen er meldt tilskadekomne. Danskeren Nikolai Baden Frederiksen scorede det afgørende mål.

Syriske modpoler samarbejder om forfatning

Repræsentanter for Syriens regering og for landets opposition vil i de kommende dage arbejde sammen om teksten til en ny forfatning for landet. Det siger FN's særlige udsending til Syrien, Geir Pedersen, i Genève søndag. Hidtil har forhandlinger, der blev indledt i FN's regi for to år siden, ikke ført til håndgribelige resultater.

Alle optagelser af dyk til 'Estonia' er offentliggjort

Den svenske havarikommissionen har offentliggjort alle videooptagelser fra sommerens dykkerekspeditioner ved vraget af 'Estonia', oplyser Sveriges Radio søndag. Optagelserne er blevet offentliggjort på den estiske havarikommissions hjemmeside. Der er tale om syv forskellige filmoptagelser fra otte timers dykning.

Dødstal stiger efter indiske oversvømmelser

Mindst 19 personer er døde efter oversvømmelser i den indiske provins Kerala. Det skriver BBC. Tidligere meldte nyhedsbureauet Reuters om minimum otte døde. Store mængder regn har skyllet adskillelige huse væk og har dannet jordskred i området. 

Ingen ende på udbrud i La Palma

Der er umiddelbart ingen udsigt til enden på vulkanudbruddet på den spanske ø La Palma, som har stået på siden 19. september. Det skriver De Kanariske Øers præsident, Angel Víctor Torres, ifølge nyhedsbureauet Reuters. Næsten 2000 bygninger er blevet ødelagt, og 7000 beboere er blevet evakueret. 

Flere hundrede udsat for pornosvindel i Norge

I Norge er flere hundrede mennesker i weekenden blevet udsat for afpresning. Svindlere skal have truet med at publicere pornografisk indhold af ofrene og påstå, at de har optaget ofrene med deres webcam. Det skriver NRK.

- En begyndende epidemi i Danmark

Der er en begyndende epidemi i Danmark, vurderer Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet. Han hæfter sig ved, at antal coronasmittede over en uge er fordoblet fra omkring 2300 til 4700 den seneste måned.

120 personer er nu indlagt med coronavirus efter ny stigning

Der er 591 nye smittede med coronavirus, mens fem personer er døde med virussen. Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut. Derudover er der nu 120 patienter indlagt. Det er en stigning på 30 patienter de seneste tre dage. Se meget mere her:

Brand i odenseansk rækkehus er slukket

En brand i et rækkehus i Odense er nu slukket, oplyser Fyns Politi. Ingen er kommet til skade.

Advarer om brand i rækkehus i Odense: - Væk fra området

Der er brand i et rækkehus i Vesterdalen i Odense, og politiet beder derfor alle andre end beboerne om at forlade området. Der står flammer ud af huset, oplyser Fyns Politi til TV 2. Anmeldelsen kom klokken 13.26, og ingen er kommet til skade.

Protest mod vinter-OL i Grækenland

I Grækenland er to aktivister blevet anholdt, efter de kravlede op i et stillads ved Akropolis i Athen med et tibetansk flag og et banner, hvor der stod "Sæt Hongkong fri – revolution". Det skriver AP. Aktivisterne protesterede i forbindelse med, at OL-faklen tændes og afleveres til arrangørerne af vinter-OL i Beijing næste år.

Mange døde og savnede efter kraftig storm i Filippinerne

Mindst 40 er omkommet ved jordskred og oversvømmelser i Filippinerne i kølvandet på en kraftig storm. Mindst 18 er meldt savnet, mens 43.000 er blevet tvunget væk fra deres hjem. Det oplyser det nationale katastrofeministerium i Manila søndag ifølge AFP.

Paven fordømmer angreb i Kongsberg

Pave Frans fordømmer søndag angrebet i Kongsberg, samme dag som flere mindehøjtideligheder finder sted i Norge. Paven fordømmer også drabet på det britiske parlamentsmedlem David Amess og den seneste uges angreb mod moskeer i Afghanistan. Det skriver NRK.

Ny smitterekord i Rusland

Rusland har søndag registreret 34.303 nye coronasmittede. Det er det højeste antal på 24 timer siden pandemiens begyndelse. Antallet af coronarelaterede dødsfald er søndag 997. Det er bare nogle få færre end lørdagens rekord på 1002. Det skriver Reuters.

Spærret trafikkryds åbnes snart efter ulykke

Det trafikerede kryds, der blev spærret af i Holbæk efter en trafikulykke med en cyklist, genåbnes snart. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der fortsat er på stedet. 

CDU-leder forlader posten som ministerpræsident

Lederen af Tysklands kristelige demokrater i CDU, Armin Laschet, har på en kongres for sit partis ungdomsorganisation i byen Münster i weekenden gjort det klart, at han vil træde tilbage fra sin post som ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen. Det skriver AFP.

Strejke i USA's tv- og filmbranche afværget

En strejke blandt filmarbejdere, der ville have lammet filmproduktionen i Hollywood og hele USA, er blevet afvværget. Efter flere dages forhandlinger blev filmarbejdernes fagforbund enige om en aftale med studier og underholdningsselskaber, før fristen løb ud mandag. Det skriver det norske nyhedsbureau NT: