Udland

Norsk politi holder pressemøde

Hvad sker der? Norsk politi holder pressemøde om angrebet i Kongsberg onsdag, hvor Espen Andersen Bråthen dræbte fem personer og sårede tre. Udover at give en status på det seneste, der er sket i sagen, vil politiet navngive de fem ofre.

Hvad lærte vi på dagens pressemøde?

Pressemødet er ovre. Her er, hvad politiet oplyste:

  • De fem ofres navne og alder.
  • At Espen Andersen Bråthen er blevet afhørt flere gange, men nu er blevet for syg og er overført til en lukket institution.
  • Baggrunden for angrebet er snarere psykisk sygdom end islamisk terror.
  • Politiet mangler stadig at afhøre mange vidner og tøver derfor med at afsløre detaljer – for eksempel om, hvorfor den første patrulje ikke fik anholdt gerningsmanden, før han dræbte nogen.

Gerningsmand for syg til at blive afhørt

Gerningsmanden kan netop nu ikke afhøres, da han har fået det værre og som sagt er på en lukket institution. Før da var han dog blevet afhørt tre gange.

- Det er så alvorligt, som det kan blive

Hvor alvorligt tager politiet sagen?

- Dette var en hændelse, der chokerede et helt land. Det er så alvorligt, som det kan blive, siger politiet.

Politiet er i en indsamlingsfase, når det kommer til digitale spor, og koncenterer sig om at sikre alle dem, der kan finde, og som kan blive relevante for efterforskningen og den senere retssag.

- Hvorfor tabte den første patrulje gerningsmanden?

Hvorfor trak den første patrulje sig? Det spørgsmål ønsker norsk presse svar på.

Den første patrulje tabte netop gerningsmanden af syne kort efter den første anmeldelse. Og alle fem dødsofre blev dræbt efter da. Men politiet afviser at svare.

Hvorfor så sparsom med detaljerne?

Hvorfor kan man ikke afsløre flere detaljer, spørges der?

- Vi er på fjerdedagen af en alvorlig hændelse. Vi er begyndt at få et vældig godt overblik over, hvad der er sket. Men der kan stadig være vidner, vi ikke har snakket med, og de skal ikke påvirkes af medierne, siger politiet.

Mange af de mennesker, der kendte ham, er blevet afhørt. Men blandt andet ønsker politiet at afhøre folk, der har været i kontakt med gerningsmanden de seneste år, og det har man ikke nået endnu.

En ensom gerningsmand

Efterforskningen tyder på, at gerningsmanden har været meget sig selv og ikke specielt social – hverken i virkeligheden eller på nettet, siger politiet.

- Sigtelserne vil blive udvidet

Gerningsmanden er netop nu sigtet for at have dræbt fem og såret tre personer, men politiet siger, at sigtelserne vil blive udvidet.

Tre våben anvendt – men ukendt om pil og bue var dræbende våben

Der er brugt tre våben. Det ene af dem er pil og bue.

Derudover afviser politiet at afsløre, hvad de to andre er – endnu en gang for ikke at påvirke vidner.

Om pile og bue førte til drab, vil politiet ikke afsløre.

De fem ofres navne afsløres

De fem ofre er:

  • Andréa Meyer, 52 år
  • Hanne Merethe Englund, 56 år
  • Liv Berit Borge, 75 år
  • Gunnar Erling Sauve, 75 år
  • Gun Marith Madsen, 78 år

Afhørt tre gange

Gerningsmanden er netop nu indlagt på den lukkede. Han er blevet afhørt tre gange.

Er han konverteret eller ej?

Tesen om, at han har stået bag angrebet alene, er blevet styrket, fortæller politiet.

Han virker som en mand, der ikke har haft den store sociale kontakt.

En anden hypotese, der efterforskes, er, hvorvidt han har konverteret til islam eller ej. Tesen om, at han skulle være det, er i politiets øjne svækket. I stedet er tesen om hans psykiske sygdom som årsag til angrebet styrket.

- Vi ønsker ikke at påvirke vidner

Politiet afviser på nuværende tidspunkt at afsløre noget om gerningsmandens psykiske helbred.

- Vi ønsker ikke at påvirke vidnerne, lyder det.

Gerningsmandens historik granskes netop nu

Politiet er netop nu ved at granske gerningsmanden for blandt andet at afgøre, om han var tilregnelig eller ej i gerningsøjeblikket.

Det handler blandt andet om hans tidligere kontakt med politiet, hans kontakt med det psykiatriske sundhedsvæsen, hans adfærd med venner og familie og andet.

Pressemøde starter nu

Per Thomas Omholt, der er politiinspektør i Sør-Øst politidistrikt, er nu klar til dagens pressemøde.

Det skal blandt andet handle om sagens status, gerningsmandens kontakt med sundhedsvæsenet, konverteringen til islam og navnene på ofrene.

Sag oprettes for at granske gerningsmands behandling af sundhedsvæsen

Statsforvalteren i regionerne Oslo og Viken vil oprette en tilsynssag med det lokale sundhedsvæsen i den norske by Kongsberg.

Det sker, efter at en 37-årig mand onsdag aften dræbte fem personer i byen. Han har ad flere omgange været i kontakt med sundhedsvæsenet.

Nu skal den opfølgning, som han har fået, altså undersøges, skriver det norske medie NRK.

Coop-butik genåbner efter angreb

Kort før pressemødets start kommer Coop med deres egen pressemeddelelse.

De genåbner mandag den Extra-butik i Kongsberg, hvor angrebet i onsdags begyndte. Det skriver NRK.

Skarp kritik af norsk psykiatri efter angreb

Den norske retspsykiater Randi Rosenqvist rettede fredag aften et skarpt angreb mod pskyatrien i Norge efter onsdagens angreb i Kongsberg.

Hendes anke er, at behandlingen er baseret på frivillighed, selvom nogle patienter ikke er i stand til at give samtykke og derfor må behandles under tvang.

- Man må indse, at nogle patienter ikke bliver raske af to uger eller to måneder i psykiatrien, men i stedet har brug for langvarig omsorg, også under tvang, siger Rosenqvist ifølge NRK.

Allerede i 2015 fik det norske politis efterretningstjeneste tip om den nu drabssigtede Espen Andersen Bråthen.

I 2018 underrettede de sundhedsvæsenet om, at han var farlig, og at han havde "store psykiske udfordringer".

Én teori om angreb i Norge er styrket

Politiets stærkeste hypotese er for nuværende, at Espen Andersen Bråthens gerninger skal forklares med sygdom, og myndighederne er derfor i gang med en større retspsykiatrisk undersøgelse af ham.

Flere af de kilder, TV 2 har talt med, har fortalt, at manden er psykisk syg.

- Den hypotese, som er styrket de første dage, er, at baggrunden er sygdom. Men vi holder fortsat åbent for andre hypoteser, sagde politiinspektør Per Thomas Omholt fredag eftermiddag.

Øjenvidner: Angrebsmand sigtede på kunder i Coop-butik

Flere øjenvidner så Espen Andersen Bråthten sigte med bue og pil på kunder i en Coop-butik og har fortalt, hvor uvirkeligt det var, at "sådan noget kan ske i en så stille lille by".

- Vi, der bor her, aner ikke, hvem der er blevet ramt, såret eller dræbt, sagde Laila Gustavsen efter angrebet. 

Afslører navne på ofre i dag

De fem ofre er fire kvinder og en mand i alderen fra 50 til 70 år.

Deres navne offentliggøres i dag, når politiet holder pressemøde klokken 14.00.