Nyheder

Fiskerforening frarådes at fiske i å - fiskene er måske PFOS-forgiftede

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Medlemmerne af fiskerforeningen vil fortsætte deres hobby, men de har lovet at sætte fangsten ud igen.

Fiskeri frarådes nu ved Flyvestation Karup, fordi man frygter forurening med det hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stof PFOS i vandet.

Det har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skrevet i en mail til Flyvestation Karups Sportsfiskeriforening, som Jyllands-Posten har set. Formanden for foreningen har bekræftet det overfor TV Midtvest.

- Jeg kan godt forstå, at Forsvaret tager forholdsreglerne, fordi det er en møgsag uden lige, og den skal ikke udvikle sig, siger Per Dolleris Knudsen, formand for foreningen.

Kun ansatte på flyvestationen kan være medlemmer, og de har fiskeret til en strækning på cirka seks kilometer af åen.

PFOS er et flourstof, som tidligere blev brugt til brandslukning. Der er blevet målt store mængder af det i Hessellund Bæk, som løber ud i Karup Å.

Professor: En tikkende bombe

Det er endnu en sag i rækken af PFOS-skandaler, der begyndte i Korsør og nu trækker tråde til hele landet.

Og det gør professor Philippe Grandjean bekymret.

Han mener, at vi andre bør være det samme.

- Det er næsten en tikkende bombe, fordi der er med garanti kilogram mængder, som er på vej, og det er allerede fundet i grundvandet. Alle alarmklokker bør ringe, siger Phillippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet.

Kommunen laver målinger

Dog er Per Dolleris Knudsen ikke smittet af professorens bekymring. Og det er sportsfiskeriforeningens medlemmer heller ikke.

Per Dolleris Knudsen siger, at vandet fra Hessellund Bæk bliver fortyndet kraftigt, når det løber ud i åen, og derfor er han ”slet ikke nervøs”.

Fiskerisæsonen slutter desuden om 14 dage, og han fortæller, at der er blevet indgået en aftale om, at medlemmerne gerne må blive ved med at fiske så længe, at de sætter fiskene, de fanger, ud igen.

Men diskussionen har alligevel fået Viborg Kommune til at reagere. Nu vil de tage nye prøver af vandet i Hessellund Bæk og Krarup Å for at undersøge indholdet af PFOS i fiskene.

- Vi gør det for at gå med livrem og seler. I forhold til folkesundheden er det meget vigtigt, at vi får belyst, om der er en udfordring i området, siger formanden for kommunens udvalg for klima og miljø, Stine Damborg (K), til TV Midtvest.

Ifølge politikeren er det ekstra vigtigt at lave prøver, fordi det er et område med grundvandsmagasiner. Hun regner med at have svar i nærmeste fremtid.